Jomi Massage debuterer som forfatter med bogen Priktegning over et år - INTERVIEW

Jomi Massage debuterer som forfatter med en bog om livet på landet

Portræt-interviewLitteraturSkrevet af: Signe Anker-Møller13. sept 2018

Signe Høirup Wille-Jørgensen er flyttet på landet. Men hvis nogen forestiller sig, at hun har trukket sig tilbage fra resten af verden i en boble af landlig idyl, kan de godt tro om igen. For hun er om noget samfundsborger med en masse på sinde

Kunstnernavnet Jomi Massage dækker over sanger, sangskriver og komponist Signe Høirup Wille-Jørgensen. I Priktegning over et år følger vi hende blandt andet, mens hun tænder bål, går ture i skoven og kører sønnen til skole. ”Denne ramme gør, at man føler, man får ”a piece of me”, som Britney Spears så herligt sang det,” forklarer hun.

Men samtidig anvender hun også sig selv, katten og drengen som instrumenter til at fortælle en større historie. Signe Høirup Wille-Jørgensen håber, at bogen vil stimulere læserne til at tænke over deres liv, for stress er den største folkesygdom i Danmark. “Der er så mange sære ting i et så heftigt overflodssamfund som vores. Vi er så mange mennesker, der er så privilegerede, og alligevel er der et eller andet, der står og rusker, så lykken er svær at se,” siger hun.

”Det er utopisk at tro, at vi skal være totalt lykkelige hele tiden. Men jeg synes, folk ser tristere ud, end de behøver at være. Det er den stemning jeg har, når jeg går rundt i mit eget land.”

Kunstnernavnet Jomi Massage dækker over sanger, sangskriver og komponist Signe Høirup Wille-Jørgensen
Foto: PR-foto
Omslag: Mette & Eric Mourier
Forsidefoto: Morten Elbech Sørensen
Foto: PR-foto

Ingen rosenrød idyl

Signe Høirup Wille-Jørgensen er både optaget af zenbuddhisme og yoga, og man kunne derfor få det indtryk, at opskriften på at få det bedre var at meditere sig vej ud af problemerne, i passende afstand fra verdens trummerum. Men hun har et andet sigte.

Hun mener, at det er en udbredt fejlslutning at slå ord som yoga, zenbuddhisme og ro sammen med positiv psykologi og ja-hat. For vold og aggression hører ethvert menneske til – også yogadyrkeren.

”Jeg vil synes, det er meget upålideligt, hvis man møder et menneske, der ikke vedkender sig en form for aggression. Det ville jeg synes, var meget mærkeligt – i hvert fald hvis de er under 50!”

Landlivet i Signe Høirup Wille-Jørgensens version er derfor ikke byboens romantiserede glansbillede af en problemfri idyl. I stedet skinner tvivl og angst lejlighedsvist igennem i bogen. Og uden for huset dræber katten flere mus, end den kan spise, mens jægerne skyder dyr ned. Hun skriver:

“Hvis jeg ville, kunne jeg sige nej tak til de døde dyr, jægerne senere vil komme og give mig. Men det gør jeg ikke. Jeg tager imod dem og flår dem. Laver et billede af fjer, pels og blod, mens katten kigger søvnigt på. Vi er samme slags. Katten, jægeren og jeg. Vi er samme slags. Fasanen. Haren. Vi er træets bevægelse til jord.”
Signe Høirup Wille-Jørgensen er både optaget af zenbuddhisme og yoga
Foto: PR-foto
Men aggression og død er i den grad til stede i Jomi Massages univers
Foto: PR-foto

En større sammenhæng

Aggression og død er i den grad til stede i Jomi Massages univers. Men bogen rummer også følelser af taknemmelighed og stolthed, flankeret af en dyb samhørighed: ”Vi er allesammen lavet af det samme stof,” erklærer hun.

”Jeg synes, det er meget, meget svært at hade et andet menneske og fælde et træ, hvis jeg har forstået den sammenhængskraft. Og det synes jeg, jeg har.

At alting hænger sammen, ser hun beviser på hver dag. Og det er samtidig en grundtanke inden for shamanismen, som hun er begyndt at interessere sig for. Men før man dykker ned i eksempelvis yoga og meditation, mener hun, at man bør gøre sig sin intention klar:

”Der er så mange kvaliteter i at lære sig selv at kende, især hvis man gør det med en intention om at ville rykke ved noget i et samfund eller verden. Og der er nogle ekstremt gode redskaber inden for alle de her retninger; om vi snakker om yoga eller ro, meditation eller zenbuddhisme.”

(Hun afbrydes kort af en kæmpe spyflue, der på nærmest ironisk vis markerer sin summende tilstedeværelse midt i talen om ro).

Og yoga og såkaldt mindfulness løser ikke alle dine problemer, heller ikke når du er på arbejde. Signe Høirup Wille-Jørgensen har observeret, at mange arbejdspladser er begyndt at lade deres medarbejdere dyrke yoga eller meditere, for at de skal have det bedre.

Hun udbryder: “Er det godt? Nej! Det er for, at du skal blive ved med at præstere på den måde, som du præsterer. Er det fint? Spørg dig selv, om det er godt. Måske skulle du dyrke lidt mindre yoga og så fornemme, hvor meget du synes, du skulle arbejde.”

Signe Høirup Wille-Jørgensen brænder for det, hun siger, og stemmen bliver en anelse mere skarpt insisterende. Den afslører, at hun er et engageret menneske.

”Min intention med alt, hvad jeg gør, er politisk. Jeg er en samfundsborger. Det er det, der egentlig står højest for mig, og det, jeg gør alle mine ting ud fra; som kvinde, som kunstner.”
Signe Høirup Wille-Jørgensen intention med alt, hvad hun gør, er politisk
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
At flytte på landet var en drøm, der krævede mod. Ligesom det at skrive en bog
Foto: PR-foto

Drømmen bliver virkelig

For ti år siden stoppede Signe Høirup Wille-Jørgensen med at skrive dagbog. Lige siden har hun ønsket at skabe en form, der kunne indfange nogle idéer uden at krystallisere tiden, sådan som en dagbog gør. Derfor er Priktegning over et år ikke kronologisk opbygget.

”Hvis du læser den meget tæt, vil du se, at jeg springer fra anemoner til tørre brændenælder.”

Bogen består af en række afsnit markeret med hver sin prik, hvor et tema spejles på forskellige måder. Priktegning beskriver samtidig et princip i Signe Høirup Wille-Jørgensen liv, hvor man tager én prik ad gangen og først til sidst ser det fulde billede.

”Der skal noget tro til. Man kan godt få lov til at gå tilbage til prik nr. 7, hvis man var gået den forkerte vej. Man ser til sidst, hvor man var gået forkert henne.”

At flytte på landet var længe en drøm, ligesom det at skrive en bog. Men det krævede mod at realisere den. ”Jeg synes, mod er vigtigt.”

Nu er drømmen blevet til virkelighed. Signe Høirup Wille-Jørgensen sidder i sin stue, og debutbogen ligger klar. Kun halvt spøgefuldt håber hun, at den vil få læserne til at tænke: ”Ååh! Jeg vil også rende rundt og være sur ude i en skov på landet”.

Fakta

Signe Høirup Wille-Jørgensen (f. 1974) er sanger, sangskriver, komponist og nu forfatter. Hun udgav sin første plade i 1995 og har siden 2000 også været aktiv under kunstnernavnet Jomi Massage.

Senest har hun skrevet musikken til filmen Ditte & Louise, og til oktober udgiver hun en ny plade med sit band Speaker Bite Me.

Priktegning over et år udkommer d. 14. september 2018 på Asger Schnacks Forlag.
Facebook
Del på facebook

Signe Anker-Møller

Kulturjournalist
Se Signes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind