For Daniel Boysen er det en livsstil at være forfatter. Han får det bedre af at skrive, og det påvirker ham både fysisk og psykisk, hvis han lader være

Vejen til Daniel Boysens kontor går gennem en brostensbelagt gård på Sydhavnen i Aarhus. Inde mellem røde murstensbygninger, et nedbrændt slagteri og en gammel skurvogn finder man en gulkalket bygning. Her holder det kulturelle iværksættermiljø Frontløberne til.

På første sal ligger Daniel Boysens kontor. Der er kun lige akkurat plads til et skrivebord, en lænestol og en bogreol. “Ja, her er lidt trængt,” undskylder han og ser sig omkring, mens han tager jakken af.

“Jeg ved ikke, hvor interessen for at skrive kom fra”

Daniel Boysen er vokset op i en en lille sydvestjysk flække ved Ribe. Og egentlig skulle han slet ikke have været forfatter. Han skulle have været elektriker eller landmand.

“I en tidlig alder kørte jeg både traktor, gravede kartofler op og passede svin,” fortæller han. Han fæstner sit blik på sin kaffekop og holder en kort pause, inden han fortsætter: “Jeg ved ikke, hvor interessen for at skrive kom fra. Men dengang havde vi jo hverken mobiltelefoner eller internet, så vi var nødt til at finde en måde at få tiden til at gå på.”

Når han ikke passede svin eller gravede kartofler op, fandt han ro i at skrive. Og det blev han ved med op gennem sine ungdomsår. Også da han startede på HF. “Det bedste var, når vi skulle skrive en stil i dansk. Jeg fik altid enten topkarakter eller bundkarakter, fordi jeg godt kunne lide at eksperimentere,” griner han.

“Pludselig fandt jeg ud af, at man kunne læse for fornøjelsens skyld”

I lang tid var det at læse kun noget, man gjorde i skolen for den unge forfatter. Først da han flyttede til Aarhus i 2007, fordi han blev optaget på nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet, fik han øjnene op for litteraturen.

“En dag bevægede jeg mig rundt mellem reolerne på det gamle hovedbibliotek. På en af hylderne stødte jeg på Per Pettersons Jeg nægter,” fortæller han og smiler ud i luften.

“Pludselig fandt jeg ud af, at man kunne læse for fornøjelsens skyld. Først kunne jeg have det for mig selv, og bagefter kunne jeg give det videre,” fortæller han.

Inviterede venner hjem til sin første oplæsning

Siden mødet med Per Petterson har Daniel Boysen ikke kunnet lade være med at læse bøger. Men det er stadig det med at skrive, som han brænder for.

Selvom det tog tid at få antaget og udgivet sine værker, har han aldrig set sig selv som andet end forfatter.

“Jeg har altid kaldt mig selv forfatter,” siger han. “Også inden, jeg begyndte at udkomme. For mig er det en livsstil. Jeg får det bedre af at skrive, og det påvirker mig både fysisk og psykisk, hvis jeg lader være,” forklarer han.

Trods skrivekløe krævede det mod for Daniel Boysen at lukke andre ind i sit litterære univers. Men en dag i 2012 fik han en idé. Nu skulle det være.

Daniel Boysen fortæller: “Jeg fik den idé at holde en oplæsning hjemme hos mig selv, og så inviterede jeg nogle af mine venner. For første gang nogensinde fik jeg feedback, og i løbet af aftenen sad jeg med en fornemmelse af, at måske ér det faktisk noget, det her.”

Fra skrivebordsskuffeforfatter til seks stjerner

Den intime oplæsningsaften blev startskuddet til Daniel Boysens forfatterkarriere. “Pludselig begyndte tidsskrifterne at antage nogle af mine tekster. Og det samme gjorde forlagene,” fortæller han.

I foråret 2016 udgav han sin første roman Fordi ilden er vores. Fortællingen foregår i Udkantsdanmark, og den handler om en opvækst præget af vold og misbrug.

“Bogen fik seks stjerner af Fyens Stiftstidende, og generelt fik den pæne ord med på vejen. Også fra de store aviser,” fortæller Daniel Boysen og tilføjer. “Der var ikke kun gode anmeldelser, der var også en masse gode læsninger.”

“Det er ikke mit private liv, jeg har hængt til tørre”

På overfladen ligner romanen endnu en i rækken af personlige beretninger om en svær barndom. Merete Pryds Helle har gjort det. Vita Andersen har gjort det. Og senest har Leonora Christina Skov gjort det: trådt tilbage i tiden og inviteret læseren med på sidelinjen i en genfortælling af ikke bare én forfærdelig barndom, men deres forfærdelige barndom.

Allerede her skiller Daniel Boysen sig ud. For faktisk er det slet ikke sin egen historie, han fortæller, siger han. Det er sin lillesøsters - godt filtret ind i fiktion. Og selvom man kan være tilbøjelig til at dømme den slags litteratur på forhånd for at være uvedkommende, så er det langt fra tilfældet med Daniel Boysens roman. Det bed også anmelderne mærke i.

For eksempel skrev Kristeligt Dagblads Doris Ottesen: “Den barndom og ungdom, der skildres, kunne have fundet sted alle steder i by som på land, fordi alting findes alle steder ... Derfor er romanen så uhyre vedkommende.”

For Daniel Boysen har det været nogle vigtige ord at få med på vejen. Især fordi mange har læst hans roman som selvbiografisk. Men dét prædikat vil han ikke have hæftet på sig.

“Det er ikke mit private liv, jeg har hængt til tørre. Faktisk fylder mit eget liv forsvindende lidt i romanen. Jeg havde selv en god barndom, inden mine forældre blev skilt. Det er min søsters historie, jeg har fortalt. Og den kender jeg faktisk ikke, så det er et sort hul, jeg har forsøgt at udfylde,” forklarer han.

Som Daniel Boysen også skriver på sin hjemmeside: “Mit liv er ikke interessant, det er først og fremmest mine værker, man skal læse og lytte til.” Derfor vil han ikke betegne sin roman og sine værker i det hele taget som autofiktion.

Han mener snarere, at han med sin roman giver stemme til de ‘gennemsigtige’, som han kalder dem. Dem, uden en stemme, som man ikke rigtigt lægger mærke til.

“Der er mange liv og mange steder i Danmark, der aldrig bliver beskrevet. Det er dem, jeg gerne vil have frem i lyset,” forklarer han.

Den svære toer: Fra prosa til poesi

Fordi ilden er vores har været et afgørende punkt i Daniel Boysens forfatterskab. Men gode anmeldelser forpligter. Hvordan laver man en ligeså god toer?

For Daniel Boysen handler det om at veksle mellem genrer for at forblive skarp. Derfor er hans nyeste værk En vase i brystet ikke en roman, men en digtsamling.

“Jeg kan godt lide at veksle mellem prosa og lyrik. Det gælder også, når jeg læser. Hvis jeg skriver lyrik, læser jeg kun prosa, og hvis jeg skriver prosa, læser jeg kun lyrik,” fortæller han.

En vase i brystet, der udkom den 21. april, handler om død, sorg og erindring. Og om at føle, at det ikke er accepteret at sørge, når nogen dør.

“Digtsamlingen er bygget op som en vandring, hvor man følger jeget i hans forsøg på at finde fodfæste efter at have mistet,” fortæller Daniel Boysen, der selv har taget fotografier til digtsamlingen, som fortæller en sideløbende historie.

Mellem alt det mørke og dystre er der også gjort plads til lys og humor i digtene. Og det har været vigtigt for Daniel Boysen at vise, at selvom noget kan virke håbløst, så kan man godt komme videre.

Han håber, at digtene kan være med til at åbne op for refleksion i forhold til det (velfærds)samfund, vi lever i i dag.

Små forlag og smukke bøger

En vase i brystet er udkommet på Silkefyret. Et lille aarhusbaseret forlag, der specialiserer sig i håndlavede og kunstfærdige nyudgivelser.

For Daniel Boysen har der ikke været nogen tvivl om, at det var Silkefyret, der skulle udgive hans nyeste digtsamling. “De laver Danmarks smukkeste bøger,” siger han og vender og drejer stolt sin nyeste digtsamling.

Har man selv siddet med En vase i brystet mellem hænderne, forstår man godt, at Daniel Boysen er tilfreds. Bogen er lille, lidt nubret, hvid foroven og nedefter mere gullig. Forsideflappen omkranser på fin vis alle digtene, så når man åbner bogen, er det lidt som at åbne en gave.

På forsiden står titel og forfatter i en lille sort boks til venstre, der bevæger sig om på ryggen og bagsiden af digtsamlingen, hvor man får en smagsprøve på et af digtene.

Min udgave er allerede lidt medtaget, og den sorte boks er slet ikke så sort mere. Men det er helt bevidst, forklarer Daniel Boysen. “Det er for at hver enkelt digtsamling bliver personlig og bærer præg af at være læst og bøjet på forskellige måder.”

Valget af Silkefyret afspejler på mange måder Daniel Boyens forkærlighed for det nicheprægede og uetablerede. “Hos de små forlag er der virkelig tid til én,” fortæller han og uddyber: “Egentlig havde vi snakket om at udgive digtsamlingen allerede i februar, men vi udskød, og det er jeg glad for. På de større forlag er der mere travlt, og rent praktisk er det også en fordel, at forlaget ligger her i Aarhus.”

Indtil nu har Daniel Boysen holdt fast i at veksle mellem prosa og poesi, og det ser han ud til at fortsætte med lidt endnu. I hvert fald er han allerede ved at skrive på sin næste roman, der får titlen På sit yderste.

Fakta:

Daniel Boysen er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og religionsvidenskab fra Aarhus Universitet.

Udover sit forfatterskab står Daniel Boysen også bag Litterær Lounge, som arrangerer litteraturoplæsninger, og så er han ansat som litteraturformidler på Dokk1.

Læs mere på www.danielboysen.dk