En melankolsk erfaring af verden og en vedvarende bevidsthed om tidens gang er karakteriserende for forfatter Caroline Albertine Minor, som er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Men netop litteraturen kan give én følelsen af at holde fast i en ellers flygtig tilværelse

På Sankt Lucas Kirkeplads i Aarhus står fire store kastanjetræer. Under disse møder vi forfatteren Caroline Albertine Minor en solrig, men blæsende dag i slutningen af maj. Om et par timer skal hun deltage i en forfattergudstjeneste i Sankt Lukas Kirke, hvor hun er blevet bedt om at fortolke dagens bibeltekst. Selv er hun hverken døbt eller konfirmeret, men deltager i stedet i sit virke som forfatter. Og netop kirken kan også være et sted, man søger hen, hvis man er tynget af tvivl eller sorg.

Erfaringsrum åbner sig

Caroline Albertine Minor fik selv sorg tæt ind på livet, da hendes daværende kæreste var ude for en ulykke, der midlertidigt kostede ham både bevægelighed og hukommelse. Denne sorg arbejder hun med i novellen Sorgens Have fra sit seneste værk novellesamlingen Velsignelser, der tematiserer både sorg og venskab. Men allerede inden ulykken kredsede Caroline Albertine Minor om sorg som tematik. Der skete dog noget med dette arbejde, da hun selv mærkede frygten for at miste:

“Det tog enormt lang tid, før jeg havde mulighed for, overskud og lyst til at skrive igen. Så jeg kunne godt mærke, at der var sket et eller andet. Ligesom når man bliver forelsket eller har sex første gang - eller når man bliver mor. Der åbner sig et erfaringsrum. Som man pludselig kan skrive om med meget større sikkerhed. Og med en følelse af berettigelse, som jeg ikke tror, jeg havde før.”

Den personlige erfaring af, hvordan det føles at være tæt på at miste, gav Caroline Albertine Minor en følelse af berettigelse til at beskæftige sig litterært med forskellige nuancer af sorg.

“Jeg ville simpelthen ikke have følt mig berettiget til det, hvis det ikke var fordi, jeg selv havde prøvet noget, der kunne minde om.”

Alligevel tror Caroline Albertine Minor godt, at man kan skrive om følelser, man ikke selv har haft inde på livet, hvis man har nok menneskelig erfaring og følelsesmæssig intelligens. Det handler for hende om at træde uden for sig selv:

“Det er en følelse af at forflytte sig selv. At gøre sin empati elastisk, forflytte den til et andet synspunkt. Forsøge at forstå denne her persons, hvem end det så måtte være, livsverden og meningsverden. Hvordan konstruerer det her individ mening omkring sig. Hvad er det gode, det onde, det lystfulde, det forfærdeligste, der kunne ske for vedkommende, og hvad ville være utroligt flovt for dem.”

“Man har ikke fejlet endnu, men man har heller ikke skabt noget”

For sine to bøger, Pura Vida og Velsignelser, har den niogtyveårige forfatter modtaget stor opmærksomhed. Hun har blandt andet vundet Michael Strunge-prisen for sidstnævnte. Ved siden af forfattergerningen afslutter Caroline Albertine Minor sin bachelor i antropologi på Københavns Universitet her til sommer, og derhjemme har hun en fireårig søn.

Der har derfor ikke været meget tid til at skrive. Men skrivningen er hun aldrig rigtig på pause fra. Den fylder i hovedet, selvom den ikke fylder på papiret. Derfor er hun alligevel i den spæde opstartsfase af en skriveproces, der forhåbentlig skal føre et nyt litterært værk med sig en dag. En fase der vækker flere modstridende følelser:

“Det er en meget underlig fase, fordi den nogle gange føles frustrerende samtidig med, at den jo er meget spændende. Fordi det hele endnu er åbent, det hele er potentielt. Man har ikke fejlet endnu, men man har heller ikke skabt noget.”

Den tvivl og frustration, som begyndelsen kan være fyldt med, præges også af bevidstheden om, at der er lang vej igen til et færdigt produkt. Men denne fase er også spækket med spænding og inspiration for forfatteren, der ofte bliver spontant inspireret af de ting, der sker omkring hende:

“Med novellerne var det ofte sådan, at der var noget i virkeligheden, noget ude i verden; et menneske, en situation, en sætning eller en relation som satte det i gang — som var katalysator for en historie, som jeg så skrev frem.”

En stadigt genkommende tvivl

Generelt finder Caroline Albertine Minor inspiration i virkelige hændelser og låner elementer derfra. Men ikke kun fra hendes eget liv — også fra både fremmede og venner. Og så gælder det om at skulle i gang med at skrive.

“I begyndelsen gælder det i virkeligheden bare om at holde fast og bide tænderne sammen. Indtil man når til det sted, hvor det begynder at gå ned af bakke — på den gode måde.”

Usikkerhed er for Caroline Albertine Minor en genkommende følelse i arbejdet med litteraturen. Det bliver ikke nemmere anden eller tredje gang, man skriver et værk, men er derimod præget af en følelse af at skulle begynde helt forfra hver gang.

“Det er på godt og ondt, for så ligger alt også mere åbent. Men det gør så bare, at jeg synes, jeg står overfor de samme følelser af usikkerhed, utilstrækkelighed, selvhad og tvivl. Alle de her spørgsmål, der kommer, når man laver noget, der er så umiddelbart overflødigt som litteratur.”

Men usikkerheden og tvivlen er ikke de eneste følelser, der præger skriveprocessen.

“Så skifter det også. Så er der dage, hvor man er i en tilstand af, at det bare kommer af sig selv, og at det overrasker en. Og hvor det netop ikke føles, som noget man finder på, men mere som noget man afdækker eller forløser.”

“Mens jeg lever, er jeg også i gang med at dø”

Over os rusker det i kastanjetræerne, og de lyserøde blomster falder blidt på de lyse sten foran kirken. Solstrejf trænger gennem bladene i små glimt og oplyser Caroline Albertine Minors ansigt, da hun fortæller om skrivningen som forsøget på at holde fast i noget:

“At skrive for mig er også et forsøg på at holde fast eller forstå noget. At beskrive noget; en særlig stemning, lugt eller følelse så præcist, så jeg på en måde kan holde den fast og kan vende tilbage til den.”

Netop følelsen af at holde fast i stemninger eller oplevelser optager Caroline Albertine Minor. Hun beskriver sig selv som grundlæggende melankolsk med en vedvarende bevidsthed om tidens forbigåen og livets flygtige natur.

“Så snart man virkelig nyder noget eller ser noget smukt, så er der også hele tiden en bevidsthed om, at det ikke bliver ved. At man er i gang med at miste det allerede, mens man er i det.”

“Det tror jeg, har forfulgt mig siden barndommen. Jeg kan huske, jeg var trist hver gang, vi var ude og rejse, fordi jeg vidste, at allerede på den første dag talte man ned til, at man skulle hjem igen. Det har jeg bare aldrig kunnet lægge fra mig. Følelsen af, at mens jeg lever, er jeg også i gang med at dø.”

Melankolien er karakteristisk både for Caroline Albertine Minor som person og for hendes forfatterskab. Den melankolske grundstemning smitter ubevidst af på bøgerne. Ifølge Caroline Albertine Minor er det nok fordi, den er definerende for hendes væren i verden:

“Følelsen af at tiden, selvom den føles enorm lang, så er den også hele tiden forbi. Det er en melankoli, der er svær at slippe af med. Den er grundlæggende for den måde, jeg erfarer verden på.”

Læsning som både berigelse og opdragelse

Dybde i erfaringen af verden er netop noget, som litteraturen også kan give én ifølge Caroline Albertine Minor.

“Det her med at få adgang til verdener, mennesker og følelser, som man ikke har adgang til gennem sig selv og sit eget liv. Det ser jeg som en berigelse og som en opdragelse. En kontinuerlig opdragelse, som man kan give sig selv. Som kan være mere eller mindre underholdende samtidig.”

Netop læsning kan ændre måden, man ser verden på. Det kan både give en ny forståelse eller en anden måde at se dele af verden på: “Hver gang, man har læst et værk, får man føjet en nuance til,” påpeger Caroline Albertine Minor.

Så fremtidens litteratur kan altså både i læsningen og skrivningen vække usikkerhed såvel som spændthed og forventningsfuld lykke:

“Den følelse jeg har, når jeg tænker på alle de bøger, jeg stadig mangler at læse, er en følelse af rigdom, som ligger og venter på mig.”

Fakta:

Caroline Albertine Minor (f. 1988) er uddannet fra Forfatterskolen i 2012.

Hun debuterede i 2013 med romanen Pura Vida. Efterfølgende har hun i 2017 udgivet novellesamlingen Velsignelser, som hun har modtaget Michael Strunge-prisen for.

For Velsignelser er hun en af de to danske nominerede til Nordisk Råds litteraturpris 2018.