Da Tine Høeg i 2017 debuterede med romanen Nye Rejsende, var det en drøm, der til tider føltes som et barnligt ønske, men som nu endelig er gået i opfyldelse

Det er en varm og solrig mandag formiddag på Islands Brygge i København - et sted, hvor forfatter Tine Høeg ofte kommer og samler inspiration fra, når hun skriver.

Hun har altid interesseret sig for at få tanker og indtryk ned på skrift. Men det at skrive har også været en måde at forstå og at erfare verden på.
Igennem årene har den prisbelønnede forfatter udviklet en slags sjette sans, når det handler om at lytte efter og se noget, som andre måske ikke ville lægge mærke til.

”Jeg tror, at hvis man er skrivende eller skabende på en eller anden måde, så har man en øget opmærksomhed på rummet eller de ting, der omgiver en.”

Hun går derfor ofte rundt og samler på ting ude i verden, det kan være et billede eller en replik, som hun ivrigt noterer ned til senere brug. Særligt dialog er en stor inspirationskilde for Tine Høeg: ”Det handler om at være opmærksom på pauser i talestrømmen og få skrevet præcist ned, hvordan noget bliver sagt. Og når jeg hører folk tale, så ser jeg det ligesom skrevet allerede,” fortæller hun.

Tine Høeg rækker ud efter sin iskaffe, og det kolde glas efterlader en ring i overfladen på bordet. Hendes øjne er funklende, deres farve bærer præg af det blågrønne hav ved siden af os.

”På en måde tror jeg, at det har været planen helt fra start af, at jeg gerne ville skrive og leve af at være forfatter. Det har bare været en lidt rodet vej derhen, og jeg har heller ikke været sikker på, at jeg kunne.”

Siden barndommen har Tine Høeg været optaget af litteratur og har skrevet egne fortællinger, også før hun selv rigtig kunne skrive. Dengang var det forældrene, som skrev ned for hende, mens hun dikterede og slap fantasien løs.

Drømmen om at være forfatter er blevet ved med at spire gennem livet, også da Tine Høeg senere stod som færdiguddannet med et job som gymnasielærer. Dengang havde hun svært ved at finde sig til rette på arbejdspladsen, netop fordi tankerne strejfede om at skrive.

”Det med gerne at ville være forfatter, det har føltes som et barnligt ønske, fordi det er så driftsstyret, og hvis man kigger sådan helt pragmatisk på det, virkelig ufornuftigt.

Der gik længe før den unge kvinde fra Albertslund turde tro på, at et liv som forfatter var muligt, men da hun debuterede med sin bog Nye Rejsende i 2017, sagde hun sin stilling op og har siden brugt alle kræfter på forfatterskabet. Det har været en udfordrende tid med et væld af nye oplevelser, men samtidig befriende endelig at lande.

””Der er noget, der er faldet på plads her de sidste par år. Jeg er nået et nyt sted hen. Et sted, hvor jeg gerne vil være. Jeg gør det, jeg altid har været drevet mod. Det er forløsende faktisk,”,” fortæller hun med et glimt i øjet.

”Måske det er en utopi, at man kommer til at føle sig voksen”

Tine Høegs debutroman Nye Rejsende handler om en ung gymnasielærer, der indleder en affære med en gift mand, som hun møder på sin første arbejdsdag.

Her udforsker Tine Høeg det uforløste kvindelige begær og sætter kritiske spørgsmålstegn ved det at være voksen. På mange måder er bogen en afspejling af hendes egen oplevelse af at stå på tærsklen til voksenlivet og den tvivl, som hører med, når man ikke helt følger den almindelige kurve i livet.

”Bogen er blevet til på baggrund af en følelse i mig selv. Den følelse af at stå det sted, hvor omverdenens forventninger til, hvor du skal være i livet, og hvordan du skal opføre dig, ikke stemmer overens med den måde, du føler dig på.”

Den frygt og usikkerhed, der er forbundet med, om man nu gør det rigtige, er en følelse, som Tine Høeg mener, at man aldrig helt kan slippe af med. Det er alment menneskeligt at have det på den måde, at tøve og vakle, uanset hvor gammel man bliver.

”Måske det også er en utopi, at man kommer til at føle sig voksen. Altså hvad vil det overhovedet sige? Jeg føler mig jo stærk og modig, og jeg gør alt muligt voksent. Og så har jeg alligevel tit det der underlige udefra blik på mig selv og andre – når man sidder til et møde for eksempel – på alt det voksenskuespil, som man er en del af”.

Det at være voksen handler egentligt ikke så meget om at indordne sig de systemer, som vi i samfundet har konstrueret med en kernefamilie, et hus og et almindeligt arbejde, fortæller den 32-årige forfatter.

”I virkeligheden tror jeg mest, at det at være voksen har noget at gøre med at tage ansvar for sit eget liv. At turde handle, vove noget, også selvom det nogle gange indebærer, at det bliver noget rod undervejs.”

”Der er en form for overskridelse af noget ensomt i det at skrive”

Tine Høeg oplevede i en tidlig alder, hvor stærkt litteratur kan påvirke én. Der opstår et meget intimt rum, når man deler en tekst med andre, og for hende er selve skriveprocessen meget kontrastfuld og kontaktskabende.

”Det er jo ensomt, for man sidder selv, men alligevel så rækker man med sin skrivning hele tiden ud. Teksten vil gerne tale med andre, teksten vil gerne røre andre. På den måde er der en form for overskridelse af eller brud med det ensomme i det at skrive, synes jeg.”

Derfor opstår der også en stor glæde for forfatteren, når hendes tekst rammer andre mennesker, og når andre kan spejle sig i noget, hun har skrevet. Det minder hende om, hvor utroligt vigtigt det er at blive ved med at skrive og turde sætte sig selv på spil.

”Det er jo en blottelse. Ikke nødvendigvis fordi teksten handler om én selv, men fordi det at vise verden noget, man har skabt, lægge det frit frem, er sindssygt sårbart

”Men tænk, hvis ingen turde gøre det. Tænk, hvis ingen turde lave musik eller skrive bøger, fordi de var bange for nederlag eller hug eller at blive til grin, så havde man jo heller ikke selv kunnet læse alle de bøger, som har betydet så meget for en.”

Fakta:

Tine Høeg er født i 1985, cand.mag. i dansk og filosofi og bor i København.

Hun debuterede i 2017 med Nye rejsende (udkommet på Rosinante & Co.), som hun vandt BogForums Debutantpris for.

I efteråret 2018 iscenesætter Det Kgl. Teater bogen som en monolog på Lille Scene i Skuespilhuset.