Det var nok det bedste!” sagde hendes mor altid, når nogen døde. De ord bliver en trøst for hovedpersonen, i Dorte Karrebæks nye bog, ‘Det var nok det bedste!’, da moderen selv dør. Bogen er Dorte Karrebæks auto-fiktive fortælling om et liv med en døv mor, som gav et udfordrende mor-datter forhold. Den er samtidig et portræt af den generation af kvinder der, i årene efter krigen og inden ungdomsoprøret, aldrig fik foldet deres talenter ud.

Gennem billeder, og enkelte ord, inviteres vi ind i hovedpersonens sorg og tilbageblik på moderens liv. Fortællingen springer livligt mellem helsides illustrationer, autentiske familiefotos og klassiske tegneserie-felter. De fleste af figurerne er lidt skæve i proportionerne: En lillebitte hovedperson og en kæmpe høj og bredskuldret mor i barndomsminderne. En skrøbelig lille mor, og en stor, voksen hovedperson når de mødes som menneske og engel på en bænk. Aldrig i balance.

Dorte Karrebæks egen mor var døv. Hun er selv ordblind. De vilkår har været med til at forme hende som et billedmenneske. Dorte Karrebæks bøger har altid været båret af billeder frem for ord, men aldrig har det givet bedre mening, end i fortællingen om moderen, der larmede med sin tilstedeværelse, men aldrig sagde noget, og datteren som inderligt ønskede at kunne ringe til sin mor og snakke i telefon, bare en enkelt gang.

Dorte Karrebæk er især kendt for sit arbejde med børnebøger, som illustrator og forfatter, hvor hun har lagt navn til henved 200 titler. Hun har vundet adskillige priser, og modtog i 2012 Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. ‘Det var nok det bedste!’ er udkommet på forlaget Jensen & Dalgaard