Magien sænkede sig over Northside lørdag aften, da festivalens absolutte hovednavn Bon Iver indtog scenen

★ ★ ★ ★ ★ ★

Der er noget helt utroligt inderligt og intimt over Bon Ivers musik. Næsten uanset hvor mange stemmefiltre og elektroniske forvrængninger de lægger ind i lydbilledet, så er det stadig en helt igennem gennemført inderlig og levende musikalsk nerve, som gennemsyrer udtrykket.

Selv om Bon Iver stod badet i visuals fra scenens skærme og et overvældende lysshow og røg på Northside, så var det stadig som om, man var inviteret med indenfor i det allerinderste hos en indadvendt personlighed. Hvert eneste lysglimt og hvert eneste element i koncertens visuals var gennemtænkte brikker i den store helhed.

Det var de spæde og sprøde elektroniske toner i sangen 22 (OVER S∞∞N), som indledte koncerten. “It might be over soon,” lød det i små lyse legende hop, mens et mønster med hvide 2-taller langsomt og kridtagtigt blev tegnet i små ryk på skærmen bag bandet. Og det blev toneangivende for hele koncerten, hvor det i høj grad var det store apparat af lys og levende grafik, som performede for øjnene, mens lyden gik lige i hjertet. Bandet var i og for sig ret stillestående uden mange bevægelser på scenen. Men alt smeltede sammen og lyset og de mange overvældende stemningsskabende farver, røg og billeder på scenen virkede som en direkte forlængelse af musikken.

Under hele koncerten lå en næsten krampagtige følelse og boblede maven, som når man forsøger at fastholde et øjeblik af uovertruffen skønhed, inden det kort efter er forbi. Der var en vekselvirkning mellem skønhed og støj.Livsbekræftende, skræmmende og uendeligt smukt var, hvad det var.

Umiddelbart er Bon Ivers musik ovre i den mere eftertænksomme ende af det musikalske spektrum - både når det gælder de tidlige og mere akustiske albums men også det seneste album, som er blevet meget mere elektronisk, og hvor Justin Vernons stemme er pakket ind i elektroniske effekter.

Under koncerten oplevede vi hvordan hver eneste lille tone og lyd kunne rumme et helt univers af stemninger, energi og følelser. Derfor kunne Bon Iver også helt ubesværet gå fra et helt stille intimt øjeblik til et inferno af tordenvejr og fyrværkeri af smuk larm.

Koncerten virkede som det rene nørdede overskud, der bare sivede ud fra hættetrøjerne, der ellers var trukket godt op om kasketterne i den kolde sommervind på scenen.

I den første del af koncerten holdt Bon Iver sig til de elektroniske sange, men koncerten nåede nye højder, da stemmeeffekterne blev skruet helt i bund, og Justin Vernon med et grin iførte sig mundharmonika og sagde “Well It ain’t to late for a little folkmusic. De helt igennem smukke melodier trådte tydeligt frem og nåede ikke bare udover scenekanten men helt ind under huden hos publikum. Og da Bon Iver nåede til det længe ventede store hit Skinny Love, var det bare ham med guitaren og de to fuldstændigt synkrone trommeslagere som badet i hvidt lys fik dynamik, en smuk melodi og musikalsk genialitet til at gå op i en højere enhed. Hele vejen igennem kom ærligheden i Bon Ivers musik til sin fulde ret.

Topfoto: PR-foto / Northside - Morten Rygaard