En skyfri himmel og en lavthængende sol udgjorde bagtapetet, da Patti Smith besøgte Musikhusparken i Aarhus og leverede en mindeværdig oplevelse

★ ★ ★ ★ ★ ★

Blandt publikum kan man tydeligt mærke, at der ikke er nogen tvivl om, at det er en levende legende, vi venter på at høre. Fra de unge, der måske er stødt på Patti Smiths musik i forældrenes pladesamling eller på en Spotify playliste over 70’er klassikere, til de ældre, der er vokset op til et soundtrack af Smiths messende punk. Der er fyldt på pladsen foran scenen i Musikhusparken flankeret af Musikhuset på den ene side og ARoS på den anden. På amfitrapperne bagerst på pladsen får det siddende publikum den lavthængende sol i øjnene. Så snart de hujende tilråb og klapsalverne begynder at sprede sig fra de forreste tilskuer, flyver hænderne op for at skygge for solen, så man kan se punkens 72-årige gudmor med sit karakteristiske småkrøllede grå hår træde vinkende ud på scenen. Flere blandt publikum holder op med at klappe og vinker tilbage.

“It’s so good to be back,” siger Patti Smith.

Og Aarhus er tydeligvis også glade for at have hende tilbage.

Frihed under åben himmel

Med den ikoniske status Patti Smith har, kan en live-oplevelse med hende nemt komme til at virke nærmest som et ritual eller en spirituel begivenhed. Det bliver understreget af hendes måde at optræde på; hendes ofte messende vokal, hendes store armbevægelser og ikke mindst hendes intime tilstedeværelse, der også når de bagerste rækker. Som en hybrid mellem musiker og shaman fremkalder Patti Smith en følelse af frihed og samhørighed på én gang.

Hun åbner med nummeret “Wing”, et tungt og langsomt nummer, men med Patti Smiths nærvær behøver man ikke lægge hårdt ud for at have publikum i sin hule hånd, og under den åbne himmel er det et oplagt frihedsnummer at åbne med. Friheden bliver også søgt i senere numre som “Beneath the Southern Cross”, der er dedikeret til alle dem, vi har kendt og mistet, men kun mistet fysisk, for “They walk with us, as we walk with them”, siger Smith. Mod slutningen af nummeret beder hun publikum hæve deres hænder op i luften.

“Feel the blood pumping through you. Feel your heartbeat in your hands. You are free,” messer hun, inden hun træder ud til siden af scenen, og lader bassist Tony Shanahan tage kortvarigt over med et cover-medley af Rolling Stones “I’m Free” og Lou Reeds “Take a Walk on the Wild Side”. Efter han har sunget “Hey Patti, take a walk on the wild side”, træder Smith tilbage på scenen og synger med på nummerets velkendte “du du du du du du”-refræn. Selvom Patti Smith er mest kendt som en solist, er det nemlig en fuld bandoplevelse, vi får i aften. Det er tydeligt, at det er musikere, Patti Smith har spillet med længe, og som hun har fuld tillid til, og det er virkelig med til at hæve det i forvejen utroligt høje musikalske niveau.

Legenden og mennesket

På trods af, at Patti Smith har et ualmindeligt stort bagkatalog af poetiske, politiske og pragtfulde sange, består en stor del af setlisten af covernumre. For en, der er stor fan af Smiths storslåede evner som sangskriver, kan det være en smule skuffende, men man må give hende, at hun formår at gøre sangene til sine egne. Midnight Oils “Beds Are Burning” åbner således med en messende digtoplæsning om miljøskaderne mod the Great Barrier Reef i Australien. Midt i Neil Youngs “After the Gold Rush” får hun problemer med at huske teksten, og mens hun undskyldende siger “It’s okay, Neil won’t mind”, husker man, at hun udover at være en legendarisk musiker, også er et menneske, og som menneske er hun, ligesom vi er formet af hendes musik, inspireret og formet af de musikere, hun er vokset op med gennem sin musikalske karriere.

En mindeværdig oplevelse

Patti Smith skrev digte i sin ungdom, før hun begyndte at skrive musik, og poesien er derfor meget nærværende i hendes musik, hvilket man særligt kan mærke i den første halvdel af settet - i den frihedssøgende “Wing”, i den William Blake-hyldende “My Blakean Year” og i “Ghost Dance”, der er skrevet for de indfødte og de malplacerede. Men stemningen bliver helt særlig magisk, da Patti Smith og band hiver klassikerne frem hen mod slutningen af settet. Efter Patti Smith har dedikeret “Because the Night” til sin afdøde mand Fred “Sonic” Smith, bliver det sværere og sværere at stå stille, og kort efter synger hun sine nok mest kendte ord: “Jesus died for somebody sins but not mine.” Publikum hopper og staver ivrigt med på G-L-O-R-I-A, inden Smith når de kendte ord for anden gang, denne gang med en kunstnerisk pause, der på grund af publikums ivrige jublen trækker spændingen ud i flere minutter, inden Smith igen får afrundet med “but not mine.”

Allerede da bandet efter “Gloria” går af scenen første gang, er det tydeligt, at det her er en koncertoplevelse, der kommer til at sidde i kroppen i lang tid, og som man kan gå hele sit liv, og være glad for, at man har oplevet. Men aftenen er ikke slut endnu. Patti Smith og band kommer på scenen igen, og Smith har et par ord til sit aarhusianske publikum:

“Det er sådan en smuk aften. Fortsæt med at tage jer godt af jorden. Lad dem ikke bygge flere bygninger af stål og glas. Husk jeres historie, mens i bevæger jer ind i fremtiden. Vær god mod hinanden. Brug jeres stemme.”

Med de ord, sætter bandet gang i “People Have The Power”, og med den, og stemningen fra resten af koncerten, er det svært at føle, at man ikke lige netop har været en del af noget stort og vigtigt.

Fakta

Patti Smith spillede i Musikhusparken den 22. juni.
Hun har senest udgivet albummet “Banga” i 2012.

Setliste:
Wing
Are You Experienced (Jimi Hendrix cover)
My Blakean Year
Ghost Dance
Beds Are Burning (Midnight Oil cover)
Dancing Barefoot
Beneath the Southern Cross
I’m Free / Take a Walk on the Wild Side (Rolling Stones / Lou Reed cover)
After the Gold Rush (Neil Young cover)
Pissing in a River
Because the Night
Gloria
People Have the Power