Hvorfor føler vi velvære, når vi hører musik, vi godt kan lide? Ny bog kombinerer forskningens resultater med musikerens erfaringer.

Roskilde Festival 2011. PJ Harvey står på Arenascenen iført en lang, hvid kjole af den slags, der kunne være 100 år gammel. Hun har hvide fjer i håret. De indledende slag til nummeret The Last Living Rose lyder, og hun stemmer selv i efter en enkelt takt. Da hun når til anden strofe, sker der noget med mig. Jeg har tænkt over det efterfølgende, og jeg tror, det er måden hun fraserer på i verselinjen “take me back to beau-ti-ful Ee-England”.

Det rammer mig næsten altid på samme måde. Først en svag stigning i pulsen, dybere vejrtrækning. Så kommer kuldegysningerne rullende, fra de øverste nakkehvirvler spreder de sig ud over begge skuldre og ned ad rygsøjlen. Blodet pumper stadigt hurtigere, hovedet bliver let, og enten fortrækker mit ansigt sig i en forundret grimasse med vidt opspærrede øjne, eller også bliver jeg nødt til at fnyse. Små, næsten uhørlige fnys, som for at minde mig selv om, at jeg lige skal huske at holde begge ben på jorden.

Den slags fysiske reaktioner får jeg tit, når jeg er til livekoncerter - ikke mindst på festivaler. Det samme gælder for rigtig mange mennesker, selvom måden, det påvirker os på, er helt forskellig. Nogle får kuldegysninger og gåsehud, andre gør ikke.

Men hvorfor fremkalder musik så intense reaktioner? Det er naturligvis et komplekst spørgsmål, som man ikke kan svare entydigt og klart på. For er det lydene, stemningen, lugtene, lyset, selskabet, rusen og de smilende ansigter til en koncert, ligeså meget som det er selve musikken, som man måske oven i købet har et dybt og nært forkendskab til? Svaret skal sikkert findes i summen af alle disse både fysiske og mentale faktorer - og mange flere til.

Musikken og hjernen

Som alle andre fænomener, vi har svært ved at forklare med andet end højstemte, personlige beskrivelser, er det nærliggende at spørge den mere objektive videnskab til råds. Det har Jesper Ryberg, professor i filosofi ved Roskilde Universitet, gjort i en ny bog om emnet. Den hedder Musikken og hjernen og er skrevet sammen med tidligere solofløjtenist ved DR Symfoniorkestret, Toke Lund Christiansen. Hvert kapitel er inddelt i to spor. Først musikerens personlige erfaringer og beskrivelser af musikkens væsen, siden videnskabsmanden Jesper Rybergs gennemgang og perspektivering af tidligere forskning - ny som gammel - om emnet.

Jesper Ryberg beskæftiger sig til dagligt med et lidt andet felt som leder af forskningsprojektet Neuroscience and Criminal Justice på Roskilde Universitet. Men gennem sin læsning af talrige neurovidenskabelige tidsskrifter og rapporter er han jævnligt stødt på studier i musikkens effekt på menneskets hjerne.

“I julen 2015 havde jeg lidt ekstra tid væk fra min egen forskning, og så sad jeg af ren interesse og læste en masse af de musiske hjernestudier. Jeg syntes, at de var så interessante og underholdende, at det ville være synd, hvis de ikke kom ud til et bredere publikum,” fortæller han.

Peak experiences

At der er en stærk forbindelse mellem musik og menneskets følelsesliv er næppe et overraskende resultat.

“Det er jo noget alle mennesker, der nogensinde har lyttet til et stykke musik, ved. Også selvom musikken som kunstart ikke giver så håndfast et billede på vores følelser, som eksempelvis visuel kunst er i stand til. Alligevel påvirker den mest effektfuldt vores følelser,” forklarer Jesper Ryberg.

Forestil jer Titanics Rose og Jack på en flydende dør i det iskolde Atlanterhav uden en sørgmodig panfløjte i baggrunden. Eller en selvopofrende Bruce Willis i Armageddon, som siger farvel til sin datter uden et langsomt intensiverende strygerensemble til at akkompagnere den heltemodige gerning. Det ville sandsynligvis ikke gå lige så kraftigt i tårekanalerne.

Et mere videnskabeligt funderet eksempel på musikkens særlige adgang til vores følelser finder man i den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslows undersøgelser af såkaldte “peak experiences”. De fleste kender til hans berømte behovspyramide, hvor bunden udgøres af de basale fysiske behov som luft, søvn og mad, mens man helt oppe i spidsen af pyramiden finder de ekstraordinære oplevelser, som har med menneskets selvrealisering at gøre. Af disse undersøgelser fremgik det, at de kraftfulde oplevelser var kendetegnet ved “fuldstændig henførelse, fuldt fokus og koncentration, desorienterethed i tid og rum, fuldstændigt fravær af angst og frygt, tab af kontrol, følelser af stor glæde og ydmyghed og meget mere,” som det opsummeres i bogen. Den nemmeste måde at opnå disse oplevelser på? Sex og musik.

Wagner i sofaen

Det er meget individuelt, hvordan vi opnår de store oplevelser med musikken. For Jesper Ryberg kommer de største musiske oplevelser, når han er alene.

“De bedste musikstykker vil jeg helst høre alene, liggende i en sofa, uden andre mennesker omkring mig. Jeg elsker klassisk musik, og Wagners opera, Lohengrin, kan flere steder godt have en voldsom fysisk effekt på mig, hvor min krop bliver helt spændt.”

Hvorfor folk reagerer som Jesper Ryberg, er der heller ikke nogen forskning, der kan give et klart svar på. Det er for individuelt og kontekstbaseret og vil ikke være målbart med selv det mest avancerede udstyr. Det hele hviler på beskrivelser, og menneskets evne til at beskrive den slags nærmest transcenderende oplevelser er ikke altid fyldestgørende.

Bogen beskriver til gengæld, hvordan et tysk forskerhold har undersøgt, hvorvidt der er nogle kendetegnende træk ved de folk, som reagerer fysisk på musik. Forinden havde de derfor lavet en personlighedstest af alle deltagere. Der tegnede sig - pudsigt nok - det billede, at mange af dem, som havde fysiske reaktioner, beskrev sig selv som “mindre eventyrlystne” typer.

En himmelsk lyd

Visse lyde, toner eller klange kan have så stor effekt på os, at det kan være svært at fatte, endsige forklare. Fløjtenisten Toke Lund Christiansen forklarer det således:

“En enkelt lyd, en helt særlig, enkeltstående klang, kan opleves som et lynnedslag eller måske snarere som en spontan forelskelse. Oplevelsen har ikke noget med genrer at gøre. Det kan være i jazz, rock, klassisk, folkemusik eller opera. Hjertet banker hurtigt, man bliver varm og tør i munden, og alt omkring en opleves med en særlig intensitet.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg endnu har oplevet en enkeltstående lyd eller tone, som har kunnet henføre mig til den tilstand, som Toke Lund Christiansen beskriver. Det skulle lige være den forløsende, massive akkord efter det langvarige crescendo i Beatles’ A Day in the Life. Eller det hjemsøgende kor på Nick Cave-sangen I Need You fra hans nyeste plade. Men er det harmonien i sig selv? Eller er det fordi, den lægger sig så blidt og støttende bag Caves smertefulde og opgivende vokal? Er det kontrasten mellem de kolde synthflader og de knastørre, men organiske lilletrommeslag? Eller er det min viden om, at Cave kort tid forinden har mistet sin søn i en forfærdelig ulykke? Og hvis vi skal helt ud at lede efter psykologiske metaforklaringer: Er det simpelthen bare mig selv, der, lidt sentimentalt, bliver rørt over, at musikken rører mig? Igen er vi nok ude i et ikke-entydigt svar, men hver eneste gang jeg hører den, bevæger den mig. Og det knytter sig til et andet af bogens temaer: gentagelseseffekten.

Gentagelsen er genkendelsens glæde

En anden vigtig forklaring, når man taler om musikkens (som oftest) positive effekt på os, er nemlig gentagelsen.

“Gentagelsen spiller en kæmpe rolle i måden, vi reagerer på og vurderer ting ud fra - ikke kun musik. Man ser gentagelseseffekter indenfor alle områder; politik, reklamer, mad. Hvis du smager et nyt stykke mad, vil glæden ved det blive større, jo flere gange du smager det. Det samme gælder for musikstykker,” siger Jesper Ryberg.

Hvorfor så det? Det er der ikke sikkerhed omkring, men to forklaringer har været fremherskende. Den ene forklaring er, at gentagelser gør det muligt for os at reagere med afslappethed på det, der møder os. Det kommer af en basal mekanik, som gør os agtpågivende og usikre, når der er noget ukendt på færde. Den anden mulige forklaring skal vi hente i evolutionsteorien. Jesper Ryberg siger:

“Nogen vil sige, at forudsigelses-effekten, den belønning vores hjerne giver os, hvis vi kan forudsige noget i den nærmeste fremtid, har været essentiel på et evolutionsteoretisk plan. Om en plante er giftig, hvor et dyr bevæger sig hen. Det samme sker måske, når man ved, hvad der kommer i den musik, man lytter til.“

Når jeg igen og igen røres af Cave-sangen, er det i dette perspektiv fordi, jeg har en klar forventning om, at nu kommer der noget lyd, jeg godt kan lide. Og den bliver indfriet hver gang. Og det føles rart. Men der er også en grænse for, hvor meget gentagelse vi finder positivt, og det afhænger ikke mindst af musikkens kompleksitet.

“Forskningen tyder på, at hvis det er mere kompliceret musik, så vinder det ved nærmere bekendtskab. Jo mere vi hører det, jo mere vil vi synes om det. Ved mindre kompliceret musik vil vi hurtigere gennemskue det, og så virker gentagelsen ikke mere,” siger Jesper Ryberg.

Så kan du ikke fordrage italiensk opera eller fusionsjazz, så har du måske ikke lyttet nok til det?

FAKTA:

Musikken og hjernen udkom den 1. september på Gyldendal

Forfattere: Jesper Ryberg og Toke Lund Christiansen

Link til PJ Harvey - The Last Living Rose

Link til Nick Cave - I Need You

Link til præludiet til Wagners Lohengrin