Nikolaj Nørlund skriver aldrig en sætning ned, han ikke har sunget først. Og får han et digt, vrider han i det og knækker det i mundrette bidder. Vi har mødt sprogsnedkeren Nørlund.

En ældre Volvo stationcar med tagboks drøner op ad den lange betonrampe foran spillestedet Radar på Godsbanen i Aarhus. Der bliver trådt på speederen, og vægten af instrumenterne i bagagerummet presser næsten støddæmperne i bund.

Ud af bilen stiger to musikere. Den ene vandt tidligere på året en Steppeulv for “Årets Danske Musiker”, den anden har været et stort navn på den danske rockscene igennem flere årtier; som musiker, producer, sangskriver, you name it. På passagersiden den unge og talentfulde pianist, Adi Zukanovic, på førersiden en af dansk indierocks grand old men, Nikolaj Nørlund.

“Hej, Nikolaj” hilser han med sin karakteristiske, velourbløde stemme. Han smiler drenget, mens han undskylder forsinkelsen. De sad fast i hotellets parkeringskælder.

De begynder at slæbe instrumenter ind på scenen; en akustisk guitar, keyboard, effektpedaler og en gammel Vox-forstærker. Duoen skal spille til arrangementet Lyd+Litteratur, som hylder krydsfeltet mellem lyrikken og musikken, denne ældgamle alliance. Og det er det, jeg skal tale med Nikolaj Nørlund om. Om litteraturens og sprogets indflydelse på hans musik.

Forfattersamarbejder

Det er ikke tilfældigt, at Nikolaj Nørlund står øverst på plakaten. Hvis der er nogen i dansk musik, der konsekvent har forsøgt at forene musikken med lyrikken, så er det ham. Hans gennembrud som soloartist kom med albummet Navnløs fra 1996, hvor han fortolkede en række af Michael Strunges digte. Siden da har han arbejdet sammen med en lang række forfattere i sin sangskrivning. Peter Laugesen, Naja Marie Aidt, Bjørn Rasmussen, Lone Hørslev og mange flere.

“Jeg forstår faktisk ikke, at der ikke er flere, der gør det” siger han, altså bruger digtere i sangskrivningen. “Nu er vi jo så heldige i Danmark, at vi har utroligt mange gode digtere! Og der kommer hele tiden nye, som er fantastiske. Hvorfor er der ikke flere musikere, der benytter sig af det?”

Der er langt mellem de gode sangtekster i dette kongerige, mener Nikolaj Nørlund. Han fremhæver Malk De Koijn, som et af de bands, der har formået at forny sproget på en legende og frisk måde. Selv forsøger han altid at tænke teksterne sammen med musikken.

“Jeg skriver aldrig en sætning ned, som jeg ikke har sunget først. Den skal fungere i munden. Derfor synes jeg også, at sproget i sangtekster minder mest om dramatik, fordi det skal kunne siges eller synges. Det skal ikke bare være et digt, som reciteres. Der skal være en vis rytme og et sving i det.”

Som små noveller

Når først instrumenterne er koblet til, og der er lyd igennem, er Nikolaj Nørlund en effektiv herre. Måske er det hans mange år som orkesterleder og producer, der kommer op til overfladen, når han høfligt men bestemt dirigerer lyden, lyset og den anden halvdel af det lille orkester. “Der mangler noget mellemtone her... Bare udtryk dig - men blåt og hvidt er godt... Vi prøver lige en gang i uni (unisont, red), tre-fire...” En halv time senere spiller det hele.

Til venstre for scenen er merchandiseboden fyldt op med t-shirts, LP’er og bøger af de optrædende musikere og forfattere. Nikolaj Nørlund elsker at læse, men får ligesom størstedelen af os ikke læst så meget, som han gerne ville.

“Jeg kan rigtig godt lide Raymond Carver (afdød amerikansk forfatter, som er kendt for sine minimalistiske noveller, red.). Der bliver man kastet direkte ind i handlingen. Hvis man ser på narrativet i en sangtekst, er det for mig ligesom noveller. Man kommer hurtigt ind og hurtigt ud. Det prøver jeg også at gøre i mine egne tekster.”

Han bruger de første to linjer af National-nummeret Lemonworld til at illustrere sin pointe. De lyder: So happy I was invited / Give me a reason to get out of the city.

“Bare i de to linjer er der så mange ufortalte historier. Der bliver ridset en setting op, et narrativ, et drama. Hvad er det, han skal væk fra, hvor skal han hen? Jeg synes det er rigtig sjovt, at sætte et narrativ op, som er uafsluttet.”

Også på sit helt nye album, Skamskudte Fugle, som blev udgivet for få uger siden, har han nørklet igennem med teksterne. Åbningen på førstesinglen, Tolv Buketter, lyder: Der er flere du kender som står / foran kirken mens du går / uden retning uden regler / kun den ømhed, du befaler.

Forfatter Naja Marie Aidt, mangeårig tekstskrivningspartner, om Nørlunds metode og det nørlundske udtryk:

Jeg plejer at give ham, hvad jeg selv mener, er næsten færdige tekster. Og så splitter han dem ad. Det kan nogle gange føles let stødende, men det ender altid med at fungere. Som komponist er det jo ham, der skal få tingene til at fungere musikalsk. Og sangtekster er helt forskellige fra digte.

Nogle gange laver jeg rim, så det bliver sværere for ham at lave teksten om! Men jeg har arbejdet sammen med ham, lige siden vi redigerede “Andersens Drømme” sammen i 2005, og jeg accepterer hans metode nu. I stedet laver jeg løsere udkast fra starten.

Det særligt nørlundske er, at han kan synge hele fremmedordbogen og få det til at lyde nonchalant og naturligt. Han har ikke nødvendigvis brug for en fast syntaks i en sang. Han har ikke brug for rim. Og så kan han få alt til at lyde sanseligt. Han kan synge om at gå ned ad gaden, og få det til at lyde som noget meget større. Det er en utrolig evne.

Endnu en symfonisk afstikker

“Lige her boede jeg, henne i nummer 9”, siger Nikolaj Nørlund og peger ned ad Jerichausgade i centrum af Aarhus, ikke så langt fra Godsbanen og Aros. Det var da han gik på Journalisthøjskolen, og før han vidste, at musikken skulle være hans levevej. Det fandt han først ud af, efter han var startet og tog derfor halvandet års orlov fra studiet for at dyrke det. Men han nåede både i praktik på en lokalavis og at færdiggøre uddannelsen, før musikkarrieren tog over.

Vi går videre langs åen med kurs mod latinerkvarteret, hvor der skal signeres friske vinylkopier af Skamskudte Fugle i den legendariske pladeforretning Badstuerock. På vejen gør vi holdt ved Stop 2 Shop for at købe smøger.

“Aarhus er sgu en dejlig by,” siger han. Han suger så kraftigt i cigaretten, at kinderne bliver hule, og gløden når næsten ind til filteret, før han skodder den. “Men det er som om, det ikke er gået op for aarhusianerne?”

Der står allerede en lille flok og venter, da vi træder ind i den trange, lavtloftede forretning. Allesammen mænd af en eller anden grund. Nikolaj Nørlund sætter sig bag disken og tager imod de plader og hænder, som bliver rakt frem mod ham. Hans konverserende stemme blander sig med stemmen fra højtalerne, som også tilhører ham. Skamskudte Fugle kører på repeat, og det giver en lidt syret spøgelseseffekt.

Det nye album er bygget op som en klassisk kærlighedssuite, hvor musikerne i Copenhagen Phil danner det musikalske landskab, som Nørlunds rockede stemme kan valse rundt i. Ligesom på sidste års symfoniske albumafstikker, ViLLA, er det Adi Zukanovic, der har lavet de musikalske arrangementer, og som sædvanlig er der også lyrikere med inde over teksterne. Forfatteren Cecilie Lind har eksempelvis skrevet en del af teksten til Forrest i Skibet, som bliver læst op af skuespiller Danica Curcic.

Knækker og vrider

Det er blevet skumring, da vi forlader Badstuerock og går mod Hotel Scandic. Der er stadig tre timer til koncerten. Vi tager plads i den sterile (men hyggeligt belyste) bar i lobbyen. Nikolaj Nørlund bestiller et glas hvidvin. Håret stritter i tilsyneladende utæmmelige krøller. Det er endnu ikke blevet tvunget tilbage, som det plejer at være, når han står på scenen. Vi taler om, hvordan han bruger litteraturen i sine musikalske projekter.

“Når jeg starter på et nyt projekt, så plejer jeg at tage ned i Møllegade og købe en masse ny poesi, som jeg tager med op i mit sommerhus. Det giver noget inspiration til nogle nye ord, nye linjer... det er friskt at ligge og læse på.”

Men der er stadig en kløft imellem lyrikken og poesien, som ikke altid er lige let at bygge bro over.

“Da jeg lavede Andersens drømme, havde jeg en masse lyrikere inde over teksterne, som er baseret på H.C. Andersens drømmenotater. Når jeg får en tekst fra en digter, så knækker jeg på den og vrider i den, for den skal kunne synges, og der skal være et flow og en rytme i det. Det var der nogle, der tog bedre end andre,” fortæller han.

Kigger man i Fyens Stiftstidende fra den 31. marts 2005 kan man læse om den dengang 31-årige forfatter, Lars Skinnebach, som har fået sine digterfingre godt og grundigt i Nørlunds sangskrivermaskine:

“Det er jo lidt ømtåleligt, for jeg føler ikke, det er min tekst mere. Den er ødelagt fuldstændig i strukturen. Jeg er jo vant til at arbejde på en måde, hvor hvert lille komma, hver lille grammatisk detalje har betydning, og hér kommer musikken så som en damptromle og skelner ikke mellem det ene og det andet,” udtalte han dengang til avisen.

Det sproglige hook

Når Nikolaj Nørlund taler, er det med et stort nærvær. De tunge øjenlåg giver ham et lidt sørgmodigt udtryk, og når han bliver alvorlig, tilter han ansigtet en anelse nedad, så han betragter én, som om han kigger hen over et par usynlige læsebriller.

“Sange er forskellige fra litteratur, for man skal kunne høre dem mange gange. Uden at det hele bliver fortalt første gang. Det er ligesom en vittighed på en liveplade, det er også røvirriterende, ikk’?”

I hotellobbyens radio spiller 90’er-hittet Mr. Jones af Counting Crows på en lidt anmassende volumen. Mr. Jones and me tell each other fairy tales / And we stare at the beautiful women / She's looking at you / Ah, no, no, she is looking at me.

“Linjer er enormt vigtige. Det er dem, der ligesom sætter nummeret af. Vi hørte et nummer af King Krule på vej herover, hvor han synger I think we might be bipolar / I think she thinks I’m bipolar, og så kører han bare på det. Og alene det - det er sindssygt godt! Du bliver sendt nogle steder hen, hvad fanden er det for et forhold... Og så er det bare et fantastisk ord.”

Sha la, la, la, la, la, la / Yeah, Uh, huh, Mr. Jones and me...

“Når jeg hjælper andre med at skrive og producere, kalder jeg det for det sproglige hook. Det er også sådan, jeg selv hører musik, jeg bider mærke i enkelte tekststumper. Og så nogle gange ender jeg med at sidde og læse hele teksten og får noget andet ud af det. Men det er de enkelte linjer, der skal sætte en krog i dig og trække dig ind. Det er sindssygt vigtigt.”

Fakta:

Nikolaj Nørlund har foruden sin solokarriere været medlem af grupperne Trains and Boats and Planes og Rhonda Harris. Han står bag pladeselskabet Auditorium og har produceret plader for bl.a. Jens Unmack, Ulige Numre, Mellemblond, Niels Skousen og mange flere.

Det nye album, Skamskudte Fugle, er ude nu.

Læs mere om Nikolaj Nørlund, og se hvor du kan fange ham live på hans hjemmeside eller på Facebook.

Sætlisten fra Nikolaj Nørlunds “litterært inspirerede koncert” til festivalen Lyd+Litteratur den 27. oktober 2017 (album i parentes):

1. Vores Europæiske Kærlighed (Skamskudte Fugle)
2. Engel (ViLLA)
3. Flyveplads (Tændstik)
4. Drømmen om at køre galt (Navnløs)
5. Ingensomhelst (The Trouble with Rhonda Harris)
6. Mit Herredømme (Andersens drømme)
7. Den Støjende Tid (Navnløs)
8. Syner (Andersens Drømme)
9. Hvid røg og tekno (det naturlige)
10. Tolv Buketter (Skamskudte Fugle)
11. Lige Digt (Navnløs)
12. Under Fremmed Flag (Tid og Sted)