CODYs Kaspar Kaae om kirkekoncerter og nyt soloprojekt - INTERVIEW

Sanger Kaspar Kaae om at skrue lyden ned - og tempoet op

ArtikelMusikSkrevet af: Andreas Lindbjerg Nielsen15. nov 2017

Folk-rockbandet CODY spillede for nylig koncert i Aarhus Domkirke. Vi har talt med forsanger Kaspar Kaae om at underlægge sig kirkerummet og om hans nye, hurtige soloprojekt.

I 1517 hamrede Martin Luther efter sigende nogle teser op på en kirkedør i Wittenberg og kickstartede den bevægelse, vi i dag kender som Reformationen. Præcis 500 år senere skal folk-rockbandet CODY spille i en af Danmarks største kirker, Aarhus Domkirke, som en del af projektet Rethink Reformation.

Klokken halv ni skridter det (i dagens anledning) seks mand store orkester, klædt i hvidt og sort, hen over flisegulvet i den omtrent 700 år gamle kirke. De sætter sig i en lille sluttet cirkel, som synes endnu mindre under de høje hvælvinger. De begynder med nummeret The Mountain Climb. Tonerne fra guitar, violin og cello kastes rundt mellem de tykke vægge og omslutter snart publikum helt.

I midten står Kaspar Kaae, en musiker med mange jern i ilden. Udover at være frontmand i bandet CODY, som lige har påbegyndt arbejdet med et nyt studiealbum, er han også filmkomponist og har netop færdiggjort sangene til et kommende soloalbum, hvorfra førstesinglen Jeg begyndte at gå netop er udkommet. Og så har han også lige indspillet et punkalbum med bandet Bug Chaser.
Kaspar Kaae er forsanger i CODY, filmkomponist og aktuel med en ny single i sit eget navn.
Foto: CODY
Kaspar Kaae spillede sammen med CODY koncert i Aarhus Domkirke på 500-årsdagen for Reformationen.
Foto: Tue Schmidt Rasmussen

Om at spille stille

Tre timer inden koncerten sidder Kaspar Kaae i et vindue på Aarhus Katedralskole på den anden side af gaden. Han kigger over på den store bygning.

“Jeg er sindssygt beæret over, at vi har fået lov til at spille der. Det er et smukt, historisk sted,” siger han.

Skægget er kraftigt og mørkt med nogle få grå stænk. Håret er skulderlangt og sat op i en knold. Han tager en tår af sin dåseøl.

“Det er også et meget specielt rum at spille i. Jeg tror, at vi på en måde kommer til at underlægge os den enorme rumklang, der er derinde og dyrker det at spille stille.”

CODY står for Come On Die Young, som er titlen på et album fra 1999 af bandet Mogwai. Genremæssigt bevæger CODY sig et sted mellem folkrock, country og americana. Bandet var et af de første i Danmark til at ride med på den bølge af fuldskæggede indiefolkbands, som startede med bands som Fleet Foxes og Bon Iver i USA. Siden debuten Songs i 2009 har de spillet en lang række livekoncerter i ind- og udland.

Det åndelige tomrum

Kaspar Kaae beskriver sig selv som både romantiker og nostalgiker. Derfor betaler han også gladeligt sin kirkeskat på 0,88 procent, ligesom 75% af danskerne stadig gør. Det er med til at bevare bygningerne, som er nogle af de ældste kulturmonumenter vi har, og får nogle ting - som aftenens koncert - til at ske inde i dem, forklarer han. Men derudover har han ikke noget åndeligt forhold til kirken.

“Jeg har intet forhold til Gud. Da jeg var barn - måske i 3.-4. klasse - prøvede jeg at bede fadervor. Jeg er en smule overtroisk, så jeg tænkte, at hvis jeg ikke gjorde det, ville der ske dårlige ting. Det er vist det tætteste, jeg har været på Gud,” siger han og understreger, at han kun synes, det er dejligt, hvis folk har et forhold til Gud.

“Men jeg kan mærke, at i en tid som nu, hvor religion får en slags comeback, så bliver jeg endnu mere kontrær omkring det og endnu mere... det vil jeg ikke have noget med at gøre, og det skal jeg ikke have noget med at gøre,” siger han.

Kirken som kultursted

I den danske, reformerte kirke er der intet nyt eller chokerende i, at en kirke bliver brugt til koncerter med ikke-religiøs musik. Yoga, spaghettigudstjenester og filmvisninger er bare nogle få af de ting, landets folkekirker tilbyder i dag. Og det skal kirken også kunne, mener Kaspar Kaae.

“Jeg kan rigtig godt lide, at kirken er åben for andre ting end den traditionelle gudstjeneste. Men omvendt skal det heller ikke blive alt for sammenblandet. Der er jo nogle, som går ind i sådan et rum og mærker en stemning, som de ikke kan definere. Noget, som er større end dem selv. Og den gruppe skal man også have respekt for. Jeg kunne jo også spille rockkoncert et andet sted.”
Kaspar Kaae har været frontmand i CODY siden de debuterede med albummet Songs i 2009.
Foto: Martin Dam Kristensen og Rethink Reformation
Kaspar Kaae er aktuel med sit nye soloprojekt i eget navn.
Foto: Kaspar Kaae
Tildligere på året fik Aarhus Domkirke og domprovsten, Poul Henning Bartholin, vreden at føle fra den fløj, som bestemt ikke synes, at hverken rockmusik eller yoga hører hjemme i Folkekirken. Teatret Svalegangen i Aarhus havde arrangeret forestillingen, Befri Gudstjenesten, hvor blandt andet en ateist og en imam skulle holde en prædiken. Det faldt mange for brystet, men ikke en mangfoldighedens mand som Kaspar Kaae. Uden at det skal gå op i hat og briller det hele, er det vigtigt at sende nogle signaler:

“Hvis vi skal nedbryde de kulturelle konflikter, der er, så skal man også få sådan noget som tro til at integrere sig på en eller anden måde. Det synes jeg, at de forestillinger er et godt bud på. Det sender et budskab om, at man ikke behøver at være enige, men at man godt kan stå ved siden af hinanden og invitere andre ind i sit hus.”

Om at spille hurtigt

Til koncerten i Aarhus Domkirke spiller CODY sig igennem et bagkatalog af sørgmodige, svævende og længselsfulde sange. De udgør en skærende kontrast til Kaspar Kaaes nye, rapfodede soloprojekt.

Projektet startede egentlig som et bestillingsarbejde til en film baseret på en række fortællinger af Kim Fupz Aakeson. Men arbejdet med musikken antændte en gammel flamme i Kaspar Kaae.

“Fra jeg var i begyndelsen af mine teenageår til starten af gymnasiet, dyrkede jeg rigtig meget punkrock og progressiv indie - noget, der gik hurtigt! Så da jeg startede på projektet, blev jeg kastet direkte tilbage til den tid, og det prikkede ligesom hul på noget. Jeg har stadig en kæmpe glæde ved at spille hurtig musik.”

Kasper Kaae har indtil videre udgivet førstesinglen Jeg begyndte at gå fra det kommende soloalbum. En catchy og uptempo popsang, der er badet i kulørte lamper og synth fra 80’erne.

“Jeg har været meget alvorlig i det meste af min musikalske karriere. Så det er sindssygt sjovt at lave noget, der har et helt anderledes udtryk. Der er jo stadig meget alvor i de her sange, men jeg synes, at der er kommet en form for selvironi ned over det, som jeg rigtig godt kan lide,” fortæller han.

Albummet ligger allerede klar. Planen lige nu er, at der kommer endnu en single til januar efterfulgt af hele albummet i starten af foråret. Backingbandet består af trommeslageren fra CODY, Asger Bjørk, Lasse Aagaard fra bandet Den Fjerde Væg på keyboard og Uffe Dalsgaard på bas.

“Det er fedt at være fire! Bare det at have ét instrument - det er dejlig nemt at forholde sig til,” siger Kaspar Kaae.

Deres første livekoncert med de nye numre bliver på Store Vega den 29. november, hvor de skal varme op for Katinka.

“Jeg glæder mig sygt meget! Når noget er så nyt og spædt, kan man ikke bare spille på rygraden. Og det er der en virkelig god energi i.”

Fakta:

Koncerten i Domkirken er blevet til i et samarbejde mellem SPOT festival og Folkeuniversitetet i Aarhus. Det er en del af Aarhus 2017-projektet, Rethink Reformation, som markerer 500-året ved at se nærmere på, hvad kirkeopgøret har betydet for vores liv i dag i alt fra familie til kunst.

Kaspar Kaae spiller opvarmning til koncerten med Katinka i Store Vega den 29. november. Læs vores portrætinterview med Katinka her.

Hør Kasper Kaaes nye single på Youtube eller på hans Facebookside.
Facebook
Del på facebook

Andreas Lindbjerg Nielsen

Kulturjournalist og redaktionsmedarbejder
Andreas Lindbjerg Nielsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt cand.public fra Aarhus Universitet. Han har beskæftiget sig journalistisk med kultur i alle former hos blandt andre DR, Radio24syv og Soundvenue - især med fokus på ungdomskultur, musik og film.
Se Andreass artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind