Anohni leverede en bevægende koncert med tunge budskaber, da hun spillede med Aarhus Symfoniorkester & Clement Concert Choir i Musikhuset Aarhus

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Den britiskfødte musiker og multikunstner, Anohni, er Kulturhovedstaden Aarhus’ officielle Artist in Residence i 2017. Her har hun blandt andet stået bag kunstprojektet Future Feminism tidligere på året, men det er nu, frugten af hendes ophold skal præsenteres ved en stor koncert med Aarhus Symfoniorkester og Concert Clemens Choir i Musikhuset Aarhus.

Anohni gik tidligere under det borgerlige navn Antony Hegarty. Hun udgav fire studiealbums som frontfigur i kammerpop-ensemblet Antony & the Johnsons, før hun i 2015 officielt skiftede navn til Anohni og udgav albummet Hopelessness. Det markerede samtidig en ændring i både det musikalske og lyriske udtryk. Musikken blev elektronisk og dansabel, mens teksterne tog favntag med alvorlige globale fænomener som krig, miljøødelæggelse, masseovervågning og voldelig maskulinitet. Hvor hun med the Johnsons især fokuserede på den indre kamp, vender Anohni blikket ud mod verden og gør opmærksom på de barske realiteter - for eksempel på singlen Drone Bomb Me, der - som titlen antyder - handler om USA’s krigsførelse i Mellemøsten. Koncerten i Musikhuset handler også om verdens grelle tilstand, selvom det er godt pakket ind i pianissimo og strygere.

Sart og skrøbelig

Musikerne i symfoniorkestret sidder disciplineret og venter i fastfrosset position, da Anohni glider ind på scenen til et stort og forventningsfuldt bifald. Hun er iført en lang, hvid kjole med glitrende broderinger på brystet og smiler ganske kort og forlegent.

Hun giver tegn til pianisten, Gael Rakotondrabe, og de to lægger ud med nummeret Manta Ray. En smuk lille perle af en sang, som blev skrevet til dokumentarfilmen Racing Extinction og siden nomineret til en Oscar for bedste originale sang. Det virker til, at Anohni allerede har hensat publikum i en tilstand af tavs og lyttende ærbødighed.

Dernæst bliver hele orkestret aktiveret med nummeret I Am the Enemy of the Earth, hvor Anohni filosoferer over sin egen medskyldighed i jordens tilstand.

Det er i vekselvirkningen mellem disse to udtryk, koncerten får sit liv. Fra de stille, sparsomt instrumenterede passager, hvor Anohnis stemme står næsten alene i sin sarte, vibrerende skrøbelighed. Til de store orkestrale armbevægelser, hvor hele orkestret hvirvler rundt om Anohni, og de sammen vokser i dramatiske crescendoer.

Samspillet mellem solisten og orkestret er delikat orkestreret og udført. Anohni står i centrum, og orkestret akkompagnerer og understøtter på fornem vis de store følelser, som sangene udtrykker. Det er lidt af en bedrift at kunne synge sætningen “burn her, burn her, burn her hair, and boil her skin” og få det til at lyde som den smukkeste, tårefremkaldende ballade. Men de mest rørende øjeblikke er, når orkestret bakker tilbage, og man kan høre hvert et åndedrag, hun tager og de fine sangtekniske krummelurer. For så at stige i intensitet igen.

Kun enkelte gange bruser det over, og orkestret tager for meget plads. For eksempel i Cripple and the Starfish, hvor Anohnis stemme drukner i sangens klimaks. Nok er spændvidden og rummeligheden i hendes stemme stor, men ikke større end at den kan overdøves af et helt symfoniorkester..

Stramt og behersket

Sætlisten består mest af sange fra pladen Hopelessness. Hertil kommer enkelte sange fra Antony and the Johnsons’ bagkatalog samt en del sange fra forskellige samarbejder. Et af højdepunkterne er det bundsolide nummer om verdens klimaforandringer, 4 degrees, som oprindeligt er et synthbaseret dance-nummer med forvrængede elektroniske beats. Det får et helt nyt liv med Aarhus Symfoniorkestret i ryggen, som løfter sangens omkvæd endnu højere op end i originalen.

Det eneste svage punkt i sætlisten er tåreperseren Cut the World. Her får de store følelser igen frit løb, men hvor de andre numre gør det på en behersket og raffineret måde, kammer den en smule over i en stemning af Disney-musical, hvor det bliver lidt for sentimentalt og overdramatiseret. Men det når på ingen måde kvalmegrænsen - det er blot et lille udsving i en ellers hårfin balancering af det følelsesmæssige og det storladne.

Korensemblet Concert Clemens Choir - under ledelse af Carsten Seyer Hansen - leverer fine korstykker i en række intermezzoer koncerten igennem. De er ofte skrevet over centrale ord fra Anohnis sange, såsom cry, sorry, crisis, hopelessness. Men de kommer desværre til at stå en smule afkoblet fra resten, hvilket bremser koncerten op frem for at binde den sammen.

Som helhed er koncerten overordentligt stramt komponeret og bliver spillet med en behersket intensitet og præcision.

En engel går gennem Musikhuset

Aftenens sidste nummer er et cover af Velvet Undergrounds Candy Says. Anohni turnerede i flere år som backingsanger for Lou Reed, og det var med til at føre hende frem i det store rampelys. For første gang under koncerten, taler hun til publikum. Hun savner Lou Reed.

Anohni er på mange måder den komplette modsætning til den rå og knortede Lou Reed. Hun er et mærkværdigt og poetisk væsen med en porøs sårbarhed og en velsignet stemme. Og hun vil endda fortælle os noget med den, hvis ellers vi gider lytte. Vi skal sgu passe på verden og på hinanden!

Anohni forlader scenen igen med en lethed og ynde, som modsvarer den store krop. Og nu forstår man godt, at Lou Reed i sin tid beskrev hende som en engel.

Fakta:

Anohni in Concert - Musikhuset Aarhus, lørdag den 18. november 2017.
Solist: Anohni
Piano: Gael Rakotondrabe
Dirigent: Rob Moose
Kordirigent: Carsten Seyer-Hansen
Orkesterarrangementer: Rob Moose
Korarrangementer: Nico Muhly
Arrangør: Musikhuset, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og Aarhus Symfoniorkester
Koncerten er støttet af British Council.

Sætliste:
1. Manta Ray
2. I Am the Enemy of the Earth/Thank You
3. I Want to Burn Them
4. 4 Degrees
5. Cripple and the Starfish
6. Another World
7. Cut the World
8. The Guests
9. Crisis
10. Marrow
11. Swanlights
12. Hopelessness
13. Blow Me From the Mountain
14. Volcano of Snow
15. Candy Says