Den norske sanger og sangskriver Susanne Sundfør tryllebandt Koncerthuset i et sødmefyldt univers, der bag de bløde harmonier gemte et rugende mørke. Bedst som musikken var smukkest og de snehvide fjelde syntes endeløse, dukkede krigsdronerne op i horisonten og i sangteksternes slumrende uhygge

★ ★ ★ ★ ★ ★

Susanne Sundfør sidder klædt i sort midt på scenen og indhyller koncertsalen i et døsigt tæppe af sneklædte landskaber, gråhvide fjelde og ulmende solnedgange. Den norske sanger og sangskriver Susanne Sundfør væver i bløde strøg sin fjerlette stemme sammen med guitarens søvnige toner.

Hun er et snevejr midt på scenen med sit drømmende blik rettet mod publikum. Det lyse hår er samlet i en sort sløjfe bag på hovedet, og en åbenlys følsomhed afspejler sig i hendes glidende bevægelser.

“I’m as lucky as a moon on a starry night in June. Looking down on a lagoon. I’m as lucky as a moon,” synger hun, og hendes stemme er ligeså sprød, ligeså fløjlsblød som måneskinnet, hun maner frem.

Men man skal ikke tage fejl. Hun er også en slumrende bjørn. Under den perlende stemme, gemmer der sig pludseligt et temperament. Et buldrende tordenvejr, som hvert øjeblik kan rive sig løs og brage henover de før så fredfyldte skove og fjelde.

Men lige nu er der stille. Lige nu sidder Susanne Sundfør og vugger blidt under den kraftige projektør, som tegner en ulden cirkel rundt om hende. Scenearrangementet er holdt helt simpelt. Til højre står et flygel, til venstre et par synthesizere og i midten sidder Susanne Sundfør og synger bag sin guitar.

Historiefortælleren

Det er helt tydeligt, at Susanne Sundfør ikke bare er en drønhamrende dygtig musiker. Hun er også en helt enestående historiefortæller. Der er noget umådeligt skrøbeligt over den måde, hun har valgt at åbne koncerten på. Ingen røgkanoner eller roterende lyskegler. Ingen farveprægtige kostumer eller stemningsskabende videoinstallationer. Bare en sortklædt skikkelse der helt uden at gøre et større væsen ud af sig selv indfinder sig på scenegulvet og begynder at synge.

Og der er bomstille i koncertsalen. Publikum sidder henførte i deres stolesæder, da den sidste tone på åbningsnummeret Mantra klinger af. Så rejser der sig en bølge; en dundrende klapsalve.

Musik for mennesker i knibe

I aften har Susanne Sundfør helt sluppet sit tag i de komplekse og synth-tunge lydlandskaber, som går igen på hendes seneste udgivelser. I stedet har hun valgt hovedsageligt at kombinere numrene fra det nyeste album Music for People in Trouble med nogle af hendes ældste numre.

Med kombinationen lykkes det hende at skabe et smukt og sammenhængende lydunivers, hvor de fængende og folk-inspirerede sange, såsom Walls, putter sig tæt indtil de nye og mere dystre kompositioner, som for eksempel The Sound of War.

Dynamikken er tæt på perfekt gennem hele koncerten. Improvisationerne skaber behagelige overgange, klaverforløbende er forbløffende, harmonierne nærmest sitrende, og den langsomme opbygning til de mere energiske og forløsende numre virker helt efter hensigten. Publikum sidder fastskruede i stolesæderne intenst lyttende til forestillingen om en dunkel fremtid på en træt gammel planet.

“And when the nights are cold and strange and all the birds are gone. And all the oil’s been spilt, and left us on this earth alone. I’ll think about the time you reassured me you were mine,” lyder det i Bedtime Story, hvor olien flyder, og hvor den forestående krise efterlader de elskende helt uden fuglesang og håb.

De klangfulde og blide melodier står i skærende kontrast til teksternes dystre og sjælesyge univers. I den fantastisk smukke Reincarnation, truer selvmordet mellem linjerne, og i The Sound of War efterlades det støvede sølvtøj og det klirrende porcelæn på hylden mens krigs-dronerne summer udenfor.

Udsmykning nok

Den stigende uro finder frem til os i koncertsalens mørke, men selvom historierne er grumme, er vi i gode hænder. Vi lindres af Susanne Sundførs beroligende stemme og skønheden i musikken, som formår at indkapsle alt det farlige og uforudsigelige.

“Hvordan har du det?” spørger Susanne Sundfør på et tidspunkt bag guitaren og prøver at udtale ordene så danskt som muligt. Lidt senere henne ved flyglet spørges der igen: “hvordan har du det nu?”

Publikum begynder at brumme, der bliver fnist rundt omkring. Norsk lyder altså bare bedst på norsk og ikke på dansk. Så er der pludselig en, der råber: “Jeg elsker deg!”

Susanne Sundfør kan tage det helt roligt. Publikum har det godt, og koncerten afsluttes med et stående bifald efterfulgt af to ekstranumre og endnu et stående bifald. Det er tydeligt at spore på ansigtsudtrykket, at hun føler sig overvældet over publikums reaktion her på turnéens første aften.

Men det er fuldt ud fortjent. Denne aften lykkedes det hende nemlig at demonstrere, at musikken kan være udsmykning nok, at de simpleste kneb kan være nok til at gøre en storslået oplevelse.

 

Foto: PR-foto