Hun er en af de største komponister i Norden lige nu, og hendes albums er strøget direkte til tops på de norske hitlister, lige siden hun udgav sin debut i 2007.

I dag er Susanne Sundfør 37 år og har netop udsendt sit 6. studiealbum ‘blómi’. Titlen betyder oversat til dansk “at blomstre”, og hun har først og fremmest skrevet sangene som en kærlighedserklæring til sin nu treårige datter. Datteren kalder hun et nyt dyrebart liv, som er på vej ind i en ustabil verden.

I titelnummeret forsøger Susanne Sundfør at formidle den visdom, hun har fået gennem sit eget liv, til datteren, og samtidig opmuntrer hun hende til at tage de ord med sig gennem livet. I teksterne blander

Susanne Sundfør nordisk sprog og mytologi og lader sig inspirere af ældgamle matrilineære nordiske kulturer; altså hvor ejendom og familie-tilhørsforhold i reglen arves fra mor til datter, og hvor man også tilbad kvindelige guddomme. Hele overleveringen af rødder fra mor til datter er kernen i musikken på ‘blómi’.

Om oplevelsen med at blive mor har Susanne Sundfør selv skrevet:

“Jeg er blevet fortalt af så mange, at når man bliver mor, så mister man interessen for andre ting og fokuserer udelukkende på babyen. Jeg er stadig uendeligt fascineret af og nysgerrig på mine omgivelser og føler mig meget inspireret til at skrive, læse og lytte, samtidig med, at jeg er fuldstændig forelsket i min familie. Alle kvinder er forskellige, tænker jeg.”

Det nye album kommer fem år efter, at Susanne Sundfør udgav albummet ‘Music for People in Trouble’ i 2017, hvor hun vendte tilbage til sine rødder efter en elektronisk omvej, som hun selv udtrykte det dengang. Hun fortalte i flere interviews, at hun havde brug for at føle sig mere som musiker igen ved at vende tilbage til de akustiske instrumenter, men samtidig tog hun også producentrollen mere på sig. I et interview, hvor hun blev spurgt til sit forhold til de mange priser, hun har modtaget, svarede hun, at hun var mest stolt og glad for priserne, som hun havde fået som producent på sin egen musik. På ‘blómi’ fortsætter hun i sit smukke melodiske hjørne, hvor der er hentet både fuglesang og stor alvor fra virkeligheden ind i de imødekommende sange.

En stædig perfektionist på jagt efter den helt rigtige lyd

Susanne Sundfør er en perfektionistisk musiker, og hver eneste detalje betyder enormt meget for hende. Da hun lavede albummet ‘Ten Love Songs’, som udkom tilbage i 2015, gennemgik hun en enorm hård proces både fysisk og mentalt. Hun var til stede i hver eneste del af produktionen, og det tog enormt hårdt på hende, så hun endte med at have det dårligt i lang tid bagefter. Hun mødte for første gang i sit liv en depression og kæmpede med at komme ovenpå igen. Selvom hun arbejdede sammen med andre på albummet, kastede hun al sin iver ind i hvert eneste aspekt af musikken. Udover at skrive, optage og mixe musikken, sad hun også selv og redigerede trommelyde i 12 timer ad gangen. Hun nørdede sig frem til at gengive en helt særlig italiensk diskolyd på et trommespor.

Til sangen ‘Kamikaze’ skulle hun bruge en særlig lyd af flystyrt, som hun ikke kunne finde. Hun skrev sig derfor på ventelisten til den særlige Swarmatron synthesizer, som kunne lave den lyd, hun var på udkig efter. Men ventetiden var for lang, og hun gik derfor i gang med selv at bygge noget elektronik, der kunne frembringe lyden. Det lykkedes ikke rigtigt, så hun endte med at skrive til opfinderen af Swarmatron maskinen Leon Dewan. Han svarede tilbage, at den eneste anden, som tidligere havde kontaktet ham om det, var Jean-Michel Jarre.

At skrive teksterne til det hudløst ærlige album dengang var også en voldsom proces for Susanne Sundfør. Hun tog udgangspunkt i sit eget liv for at undersøge forholdet mellem kærlighed og voldsomt had. I åbningsnummeret ‘Darlings’ sætter hun stemningen for albummet. Den bliver indledt af et højtideligt kirkeorgel, mens Susanne Sundfør synger om, hvordan kærlighed har skuffet hendes forventninger, og sangen lægger en sørgmodig stemming over hele albummet. Hun synger blandt andet:

“We thought love could change our names / And free us from our earthly chains / Oh we wanted to believe in it, to believe in it /But they couldn’t”

I et interview citerede hun en af sin barndoms store musikalske forbilleder, Joni Mitchell, der beskrev sangskrivning sådan: “Det er som at skrælle et løg”, og det var sådan hun havde det, hun følte sig nøgen efter at have skrevet sangene. Men lige så hudløs ærlig hendes sangtekster kan forekomme, lige så privat et menneske er hun også. Hun fortæller aldrig om sit privatliv i offentligheden, og da hun blev mor for tre år siden, havde det været holdt hemmeligt, indtil hun holdt en spørgerunde på Instagram og der i et svar afslørede, at hun var blevet mor.

Voksede op med musikken

Susanne Sundfør voksede op i Haugesund på Norges vestkyst syd for Bergen. Her var lydtapetet hendes fars pladesamling med amerikanske folk sangere fra 60’erne og 70’erne så som Carole King, Carly Simon, Joni Mitchell og Elton John.

“De lærte mig at skrive sange, og jeg kan stadig virkelig godt lide dem,” sagde hun i et interview til britiske The Independent, da hendes internationale karriere for alvor tog fart med udgivelsen af albummet ‘Music for People in Trouble’ i 2017.

Samme sted fortæller hun også, hvordan hun egentlig holder meget af at være i sit eget selskab, når hun arbejder, især fordi hun faktisk ikke bryder sig om at fortælle andre, hvad de skal gøre, og så kan det simpelthen være for stressende for hende at arbejde sammen med andre i den kreative proces. Allerede som barn holdt hun af at være alene og skabe sine egne verdener og har fortalt at hun som barn nærmest var en blanding af karaktererne Marcus fra ‘About A Boy’ og Suzy fra ‘Moonrise Kingdom’. Hun har fortalt i et interview med The Guardian, at hun altid vil blive ved med at eksperimentere med sin musik. Hendes måde at skrive sange på og skifte akkorder på har stort set altid været den samme, for det er lyden og udtrykket, hun eksperimenterer med.

Et år inde i coronapandemien oplevede Susanne Sundsfør at få ondt i brystet og fik et panikanfald. Hendes løsning blev yoga kombineret med hendes fortsatte arbejde med musikken.

Den nyopdagede forbindelse med sit åndedræt og sin krop, som hun fandt i yogaen, tog hun på sin sidste turné. Her havde hun nemlig taget sin yogalærer med på scenen, så koncerterne begyndte med 35 minutters yoga. Yogalæreren var klædt i et lyst jakkesæt og turneen skulle på mange måder være en modreaktion til den moderne musikproduktion, hvor meget af det, som sker på scenen, er digitalt. Susanne Sundfør ønsker at lave og fremføre musik, som understreger værdien af spontanitet og menneskelige forbindelser uden for maskinerne.

Det er ikke vigtigt om man er en kvinde eller en mand

Selvom Susanne Sundfør ikke er en kunstner, som deler ud af sit privatliv, så holder hun ikke sine meninger for sig selv, når det gælder det, hun synes er vigtigt.

Da hun i 2007 modtog den prestigefyldte Spellemannspris i Norge i kategorien “Årets kvindelige artist” var de eneste ord i hendes takketale på scenen:

“Jeg er først og fremmest artist - ikke først og fremmest kvinde”.

Dengang var hun 21 år og havde netop udsendt sit debutalbum. Fem år efter Susanne Sundførs kontroversielle takketale afskaffede Spellemannprisen i 2012 de kønsspecifikke kategorier. På den måde kom der mere fokus på genrer, og alle musikere konkurrerer nu på lige fod om den pris, der kalder sig selv Norges største musikpris. Da kvinde / mand kategorierne blev afskaffet udtalte Susanne Sundfør i en pressemeddelelse via sit pladeselskab dengang: “Det er jo fantastisk! En glædens dag for ligestillingen”
I Danmark blev de kønnede kategorier ved Danish Music Awards afskaffet i 2014.

Bæredygtighed og en bedre fremtid for vores børn

I løbet af de seneste år er Susanne Sundfør også gået ind i debatten om bæredygtighed i Norge. Hun har lavet et projekt sammen med fotografen Johanne Log, som hedder ‘Conversations on Sustainability’. Her laver hun videoopslag på sociale medier, hvor hun taler med landmænd, kokke og andre, som ved noget om bæredygtighed, som deler deres viden om, hvordan vi kan møde fremtiden, mens vi tager hensyn til vores lokale omgivelser, så vi også selv kan trives.