Oplev Nikolaj Nørlund, Teitur og mange flere, når Radar huser Lyd+Litteratur Festival

Lyd+Litteratur Festival 2017: Magien opstår, når tingene går på tværs

Portræt-interviewMusikSkrevet af: Chris Johansen20. okt 2017

Lyd+Litteratur er en århusiansk festival, der placerer sig i krydsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst. Oplev blandt andre Nikolaj Nørlund og Teitur, når festivalen fra 25. - 27. oktober udfolder sit mest ambitiøse program hidtil

Spillestedet Radar ved Godsbanen i Aarhus bliver centrum for Lyd+Litteratur Festival 2017, når der sidst på måneden kan opleves koncerter, spoken word, improvisationer og lydkunst fra et bredt felt af kunstnere fra den danske litteratur- og musikscene.

Festivalen fejrer desuden i år 15 års jubilæum, og det markeres med, hvad ledelsen bag kalder for det hidtil mest ambitiøse program.

“Vi er meget stolte af årets program, som vi synes har fået god bredde og masser af kvalitetsindhold. Det ambitiøse ligger i, at vi forsøger at tænke den her nicheprægede festival lidt bredere og booke mere kendte navne uden at gå på kompromis med vores profil og identitet,” fortæller Kasper Marius Nørmark, der sammen med Robert Skovmose Christensen er festivalens ledere.

I år er Teitur, Peter Laugesen og Nikolaj Nørlund blandt festivalens mest iøjnefaldende navne, mens kunstnere som Mads Mygind og Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard står for smallere og mere nicheprægede oplevelser.
Lyd+Litteratur ledes Kasper Marius Nørmark (på foto) og Robert Skovmose Christensen.
Foto: Kulturmagasinet Fine Spind
Copyright Kulturmagasinet Fine Spind
Nikolaj Nørlund spiller på Lyd+Litteratur fredag den 27. oktober
Foto: PR-foto / Lyd+Litteratur - Nikolaj Møller

I krydsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst

I løbet af de tre oktoberdage får publikum mulighed for at opleve i alt 11 kunstnere eller kunstnersamarbejder udfolde sig i krydsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst.

Blandt andet optræder Peter Laugesen med oplæsning af nyt materiale, mens Anders Mathiasen og Bjørn Heebøll lægger lydflade til ordene. I den mere eksperimenterende ende vil Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard lege med koncertformatet, når de forvandler Radar til en mørk surround sound-hule med lydoptagelser fra en grotte.

Og netop legen med formater og samspillet mellem ord og lyd er en styrke for begge kunstarter, mener Kasper Marius Nørmark.

“Musikken og lyden er ikke med for at gøre litteraturen mere lækker og tilgængelig. Det er to kunstarter, der arbejder sammen i et helhedsindtryk, hvori 1 + 1 giver mere end 2,” siger han.

Kigger man ned over programmet, er man ikke i tvivl om litteraturens markante tilstedeværelse. Selv ved de kunstnere, man som udgangspunkt mest forbinder med musikkens univers.

“Teitur har i de seneste år arbejdet med forskellige litterære greb, for eksempel på Confessions-pladen, hvor teksterne er hentet fra YouTube-kommentarer. Nikolaj Nørlund er også et godt eksempel. Hans debutplade var fortolkninger af digte af Michael Strunge, og gennem hele hans karriere har der været forskellige samarbejder med forfattere,” siger Kasper Marius Nørmark.
Peter Laugesen/Anders Mathiasen/Bjørn Heebøll kan opleves torsdag den 26. oktober på Lyd+Litteratur festival 2017
Foto: PR-foto / Lyd+Litteratur -
Kloster synger Simon Grotrian kan opleves den 27. oktober på Lyd+Litteratur festival 2017
Foto: PR-foto / Lyd+Litteratur - Rune Lundø

Etablerede og nye samarbejder på programmet

Netop samarbejder, gamle som nye, har været et centralt element i Lyd+Litteraturs koncept helt fra begyndelsen.

“Vi prøver altid på at få vist mangfoldigheden i, hvad der findes af samarbejder indenfor lyd og litteratur-feltet. Og så har vi også tradition for at lave nye samarbejder,” fortæller Kasper Marius Nørmark.

Et af de nye samarbejder til årets festival er Jonas Okholm Jensen og Tobias Corell. De genskaber førstnævntes debutbog Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet i samspil med lydsamples, der opstår i nuet. Forfatter Mette Østgaard Henriksen og avantgarde-metalorkesteret Oxx er også et nyt samarbejde på Lyd+Litteratur, når de tager fat i protestsangen som genre.

“Vi har booket forskellige grupper, som allerede er etablerede, hvor vi ved, hvad vi får. Men vi har også booket kunstnere, hvor værkerne først er ved at opstå nu. Mette Østgaard Henriksen og Oxx havde tidligere lavet et værk, som vi syntes var enormt vellykket, og det kunne vi godt tænke os at fortsætte med et nyt samarbejde“.
Teitur kan opleves den 26. oktober på Lyd+Litteratur festival 2017
Foto: PR-foto / Lyd+Litteratur - Simon Harsent
Oxx & Mette Østgaard Henriksen kan opleves den 26. oktober på Lyd+Litteratur festival 2017
Foto: PR-foto / Lyd+Litteratur - Malte Riis

Forkærlighed for tværgående idéer

Kasper Marius Nørmark er selv uddannet i Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet. Tidligere har han arbejdet for Radar og Spot Festival, mens han nu har sin daglige gang hos forlaget 365Tekster.

Berøringen med musik og litteratur er altså ikke fremmed, og sammensmeltningen af de to kunstarter er for ham kærkommen.

“Jeg har en forkærlighed for tværgående idéer, både hvad angår kunst og samarbejder i øvrigt. På et organisatorisk plan er det inspirerende at tænke på tværs, som for eksempel i vores samarbejde med Radar. Kunstnerisk kan kunstarterne krydsbefrugte hinanden på forskellige måder, og der opstår nogle gange magi, når tingene går på tværs af hinanden,” siger han.

Hvad angår Lyd+Litteraturs fremtid, er han optimistisk. Og han håber, at årets festival kan markere en udvikling, der kan fortsætte med flere store, udenlandske navne.

“De smalle og skæve ting har stadig en stor plads her, selvom vi er begyndt at tænke festivalen større. Vi er ambitiøse på den måde, at vi tænker på høj kunstnerisk kvalitet, og i år er det lykkedes at få bredden med uden at sige farvel til den festival, folk kender”.
Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard kan opleves den 25. oktober på Lyd+Litteratur festival 2017
Foto: PR-foto / Lyd+Litteratur -
BjørnFriisThomsen&NilsGröndahl kan opleves den 27. oktober på Lyd+Litteratur festival 2017
Foto: PR-foto / Lyd+Litteratur -

Fakta:

Lyd+Litteratur Festival 2017 er arrangeret i samarbejde med 365Tekster, Geiger Records og spillestedet Radar.

Lyd+Litteratur Festival 2017 foregår i perioden 25.-27. oktober på Radar ved Godsbanen i Aarhus.

Foruden arrangementerne på Radar, vil der også være mulighed for at deltage i “Sirenesang: En lydvandring for børn”, der er en science fiction-fortælling af Gunvor Ganer Krejberg udfoldet som lydvandring i byrummet i Aarhus. Det starter kl. 15.00 den 31. oktober, og mødestedet er ved Clemens Bro i Aarhus C.

Lyd+Litteratur Festival 2017 er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje.

Køb billetter til Lyd+Litteratur Festival 2017 og se hele programmet på www.lydpluslitteratur.dk.
Facebook
Del på facebook

Chris Johansen

Kulturjournalist og redaktionsmedarbejder

Chris Johansen er uddannet cand.mag. i dansk og retorik fra Aarhus Universitet med speciale i krisekommunikation på Facebook. Han har tidligere skrevet for bl.a. Gaffa. Foruden musik er også litteratur og film store interesser, hvor Kafka, Houellebecq og Lynch er blandt favoritterne.

Se Chriss artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind