Niklas Runges debutalbum ‘I Know i’m not Magnificent’ er en personlig fortælling om at finde ind og tilbage til sig selv. Den udkommer i dag

En duft af kaffe breder sig i sanger og sangskriver Niklas Runges taglejlighed på strøget i Aarhus. På væggen hænger en plakat med Bob Dylan. Han hænger tavst og overværer vores samtale. I et andet rum står et klaver og tre guitarer.

”Jeg er stadig ved at finde mig til rette i mit nye hjem,” siger Niklas Runge, mens han ydmygt viser mig op ad trappen til terrassen. I den ene retning er der udsigt til Olafur Eliassons regnbue på toppen af ARoS, og i den anden til tårnet på Aarhus Domkirke.

”Jeg glæder mig til at sidde her og kigge i alle retninger,” siger han, og tager en tår af sin kaffe.

Niklas Runges debutalbum ‘I Know i’m not Magnificent’, udkommer den 13. marts. Og selvom man ikke umiddelbart kan høre det, så er det meste af pladen faktisk indspillet hjemme hos ham selv. Siden han for snart tre år siden begyndte at arbejde på pladen, har han dog både flyttet sig fysisk og mentalt. Fysisk er han flyttet fra det hjem, hvor sangene blev skrevet og indspillet, og mentalt har han bevæget sig væk fra det sted i sit liv, hvor sangene har sit udspring.

En skillevej mellem det perfekte og livet

Niklas Runge beskriver arbejdet med pladen som en slags terapi, der hjalp ham gennem en svær periode. Derfor rummer pladen en dybt personlig fortælling, men han har gjort meget ud af ikke at gøre den navlepillende.

”Pladen handler hovedsageligt om identitet. Sangene er skrevet på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg blev konfronteret med nogle af livets helt store spørgsmål: Hvem er jeg, og hvor vil jeg hen med mit liv?,” siger han.

Pladen handler overordnet om, at befinde sig et sted i livet, hvor man er tvunget til at vælge retning og spørge sig selv, om man skal gå den ene eller den anden vej. Med andre ord noget helt universelt, som de fleste moderne mennesker kan relatere til

Niklas Runge fremhæver sangen ‘Crossraoads’, som handler om at leve op til omverdenens krav og forventninger:

”Jeg blev hevet i to retninger. I den ene retning kunne jeg blive den, jeg gerne ville være, og i den anden var den, jeg faktisk var”, siger han.

For at leve op til omverdenens krav om for eksempel at have et “normalt arbejde,” droppede han i en periode helt musikken og begyndte at læse matematik. Men han kunne ikke sådan bare pille musikken ud af sit liv.

”Jeg blev nedslået og ugidelig, fordi jeg savnede musikken. Jeg tænkte over, hvad fanden jeg ville med mit liv og begyndte at lave en plade,” fortæller han.

Det blev til ti sange, som Niklas Runge skrev på det tidspunkt i sit liv, hvor han indså, at han ikke kan være perfekt. Tanken om at være den perfekte kæreste, den perfekte ven eller den perfekte musiker og give omverdenen, hvad den gerne vil have, gjorde ham udmattet:

“Det jeg indså i arbejdet med pladen var, at jeg ikke kan være perfekt, og at det var ved at slå mig ihjel at prøve at være perfekt hele tiden. Det er befriende at tillade sig selv at fejle,” siger han.

Det er menneskeligt at fejle

Niklas Runges opgør med det perfekte kommer også til udtryk på hans debutalbums sidste nummer ‘Droplets’, hvor han synger den sigende sætning ‘I Know i’m not magnificent’, over et simpelt klavertema, pakket ind i et lydtæppe af harpe og strygere. Sangen lyder som en afklaring og en forsoning med tanken om, at man ikke kan være fejlfri. Niklas Runge brugte næsten halvandet år på at skrive sangen færdig:

”Jeg ville hele tiden skrive den om. Den skulle bare være perfekt”, siger han og griner.

Han kan godt høre det selvmodsigende i det, han lige har sagt. For selvom han er stolt og glad for sit debutalbum, har han selv svært ved at lytte til det. Han hører hele tiden småfejl og ting, han gerne ville lave om. Perfektionisten findes altså stadig i ham, men han øver sig i at være ligeglad og bruger det efterhånden lidt fortærskede mundheld om, at ”det er menneskeligt at fejle”. Faktisk synes han at ”fejl og finurligheder” er en decideret mangelvare på den danske musikscene:

”Der er så meget i radioen, der lyder som det samme. Alle de små ting, der gør det menneskeligt bliver mixet og produceret væk. Jeg synes de fedeste plader er propfyldt med fejl. På det punkt er jeg måske lidt gammeldags,” siger Niklas Runge og smiler.

Når Niklas Runge bider mærke i småfejl på sit kommende debutalbum, skal det afgjort forstås som den beskedne musikers egen kunstneriske forfængelighed. For pladen lyder langt hen ad vejen, både musikalsk og produktionsmæssigt som et noget nær perfekt opgør med det uperfekte!

“Vi ville lave et helt særligt album”

Niklas Runge skriver selv alle sine sange fra bunden og han finder inspiration mange forskellige steder. Musikalskt er han rundet af klassisk musik og sang som barn klassisk kor i Skt. Clements Drengekor i Aarhus Domkirke. Niklas Runges forkærlighed for klassisk musik kan tydeligt høres på de mange strygerbårne numre, der findes på pladen. Det var vigtigt for ham at strygerne blev indspillet med “rigtige instrumenter,” i stedet for samples, fordi det giver mere liv til lyden.

Udover den klassiske musik ser Niklas Runge op til vokalister, der formår at skabe nærvær og nerve med deres stemmer. Hans store musikalske ledestjerne er Jeff Buckley, men han nævner også Radiohead’s Thom Yorke og Bon Iver som sine forbilleder. Men når det handler om, hvem der ifølge Niklas Runge har skabt det bedste album, så er der ingen tvivl. Pink Floyds ‘The Wall’ fra 1979 er kort og godt et helt fremragende album. ‘The Wall’ er for Niklas Runge mønstereksemplet på, hvad albumformatet kan, når det er bedst.

På ‘I Know i’m not Magnificent’ er der også tænkt over, hvordan de enkelte numre komplementerer hinanden, og det betyder meget for ham, at hans plade bliver hørt netop som et album, der rummer en samlet fortælling:

”Jeg er kæmpefan af albummet som medie, fordi det kan fortælle en historie. Det bryder med zapperkulturen, hvor det hele skal gå stærkt. Albummet lægger op til fordybelse og kan give nogle helt vilde oplevelser”, siger han, mens han giver mig den dugfriske vinylplade i hånden.

På albumcoveret, der er designet af Katrine Glenhammer, ser man silhuetten af et menneske, der befinder sig i et ildrødt mellemrum mellem to verdener. Det har to mulige veje at gå: Frem eller tilbage. Det illustrerer pladens tema; skilleveje.

Som noget helt særligt indeholder vinyludgaven af ‘I Know i’m not Magnificent’ også en booklet, hvor ti forskellige kunstnere har illustreret og fortolket hver deres sang fra pladen.

“Vi ville gerne gøre noget specielt ud af udgivelsen og lave et helt særligt album. Og jeg kan godt lide idéen om, at sange kan tolkes på mange forskellige måder,” siger Niklas Runge.

Bob Dylan hænger stadig på væggen og følger med. Niklas Runge er en musiker, der kender sine forbilleder. Dylan har også besunget livets crossroads!