Stå bag scenen, gå op på scenen og træde af scenen igen. Det er skridt, som den danske sanger og sangskriver Søren Huss har taget lige siden, han var seks år gammel. Som barn var han kordreng og spillede trompet. Senere gik han på scenen med sit band Saybia og endelig gik han på scenen som solist.

”Scenelivet har altid været en del af mit væsen. Det er ikke noget, jeg nogensinde har sat spørgsmålstegn ved. Jeg har jo buldret rundt i en tourbus, stået på scener og performet siden jeg var barn. Det har været meget definerende øjeblikke for mig,” siger han.

Men i juni 2021, da han blev ramt af en alvorlig depression, kunne han ikke tage skridtene ind på scenen, og han måtte aflyse alle sine planlagte koncerter. Han er nu begyndt at skrive sange ud fra nye tanker og erfaringer, som depressionen har sat gang i hos ham og afsøge grænserne for, hvilken musik han skal lave, og hvad han har kræfter til. I december måned fandt han for første gang efter sygdommen ‘hjem’ på scenen igen og optrådte med tre livekoncerter i Nyborg, Aarhus og København, og i foråret tager han på tour rundt i Danmark.

Handling uden lyst eller belønning

For at få det bedre og komme ud af depressionen har Søren Huss arbejdet med sig selv, sin krop og psyke, gået til psykolog, fået medicin og trænet sin krop fysisk. Og så har han givet sig selv masser af ro og tålmodighed til at tage tingene i det tempo, som han har kunnet holde til.

“Jeg har været nødt til at afsøge grænserne hele tiden. Man bliver nødt til at skubbe til grænserne for at mærke, hvor de går, og hvad man kan holde til. Man bliver nødt til hele tiden at tage beslutninger om at prøve ting af, og så se, hvad der sker,” siger han.

Søren Huss’ psykolog fortalte ham, at man som menneske normalt får en lyst til at gøre noget, som man derefter handler på og til sidst får en form for belønning for. Men når man har en depression, så forsvinder lysten og belønningen, og så er der kun handlingen tilbage.

“Det ræsonnerede virkeligt i mig. Og jeg kunne godt se, at det var dét, der skulle til. Jeg har handlet i det små, og stille og roligt er jeg kommet til kræfter igen. Jeg har handlet mig ud af det. Det er lidt, som når man siger, at det skal løbes væk,” siger han og griner.

Beslutningen om at spille tre koncerter i december blev taget allerede tilbage i maj måned. Dengang var Søren Huss ikke klar til at stille sig op på scenen endnu. Men han kunne mærke, at han var i bedring, og at depressionen var i gang med at slippe, og han havde en formodning om, at det var den vej, han skulle gå.

“Jeg havde også et helt basalt og menneskeligt behov for at begynde at tjene nogle penge igen. Jeg har ikke modtaget nogen form for understøttelse under min sygdom, og jeg kunne begynde at se bunden på den opsparing, jeg havde levet af,” siger han.

Samtidigt begyndte han at mærke en rumsteren i kroppen og en lille lyst og nysgerrighed på at spille musik igen og mærke, hvordan det vil føles for ham nu.

“Men det er jo enormt sårbart at tage sådan en beslutning. Jeg vidste jo ikke, hvordan jeg ville have det nu. Og det er ligesom en fysisk skade, hvis man for eksempel er fodboldspiller. Når man skal tilbage og spille en kamp, så starter man jo ikke på toppen. Det er det samme med en mental sygdom som depression, angst eller stress. Det var udfordrende at vide, at jeg ikke ville være 100% på, når jeg skulle tilbage og træde op scenen igen,” siger han.

At finde hjem til sig selv på scenen

Han har også været bange for, hvad der ville ske, hvis det skulle føles forkert for ham at stå på scenen, så han igen måtte melde ud, at han ikke var klar til det og havde brug for at trække sig igen.

“Sådan er det jo i alle jobs. Man bliver nødt til at prøve at starte igen for at vide, om man er klar. Prøv at tænk på klasselærere, som har været nede, og så skal op foran en hel klasse og undervise igen. Hvis de så ikke er klar alligevel, så skal de melde ud til en hel masse elever og forældre, at de ikke kan undervise endnu alligevel. Det er skamfuldt og enormt ængsteligt,” siger han.

Søren Huss fortæller, at han ikke har kunnet forberede sig på, hvordan det ville være for ham at træde ind på scenen igen. Selvom han efter de tre dages koncerter følte sig meget drænet for energi, er han glad for sin beslutning om at være tilbage på scenen igen.

“Der var sådan en varm velkomst, og folk rejste sig op og klappede til slut. Og jeg følte virkelig, at jeg bare kunne træde ind og være mig med alt det, jeg var. Meget af mit materiale jo er meget sorgfuldt og mørkt, så på den måde er det ikke så langt væk fra den energi, der kan være i depressionen,” siger han. I det hele taget var koncerterne en meget rørende oplevelse for ham.

“Jeg har faktisk været ved at tude et par gange. Når jeg efter sådan en lang rejse i depressionen træder op på scenen igen, så er det som at finde ind til mit eget sted igen; det er som at komme hjem”

Høje ambitioner og en brutal energi

For Søren Huss har dét at stå på scenen og være i musikken altid været en naturlig og selvfølgelig del af hans liv og af den, han er. Det var dog først, da han som 16-årig for første gang spillede sammen med de andre drenge i det band, som senere blev til Saybia, at han for alvor fandt ud af, at han ville gå musikkens vej i livet.

“Den dynamik, der opstod blandt os fyre, var bare noget, jeg aldrig havde oplevet før. Det var helt klart skelsættende, og det ændrede mig fundamentalt og udelukkede lidt alle de andre veje, som jeg også kunne have gået i livet. Jeg kunne ikke rigtigt se mig tilbage efter noget andet, fordi jeg mistede faktisk fuldstændigt interessen for alt andet,” fortæller han.

Bandet opstod i 1993 under en rockmusical på en ungdomsskole i Nyborg. Jeppe og Thomas havde besluttet at starte et band op, og så spurgte de Søren, om han ville være med. De mødtes så på scenen en aften, hvor alle folk var gået hjem og skrev den første sang og lavede det første stykke musik sammen.

“De ville lave ‘det fedeste band’ i Nyborg. Det var jo sådan nogle 15-16 årige drenge, der ville finde de bedste musikere i byen.,” siger Søren Huss og griner.

“Der var en meget kæk og brutal energi egentligt. Vi var en flok brændte børn, der rendte rundt og mosede hinanden op i hjørner og pressede tilbage igen, både musikalsk og åndeligt. Det var virkelig en boksering at komme ind i. Og så havde vi bare enormt mange ambitioner og meget energi, som mange andre jo også har i den alder”.

Søren Huss udgav fire albums med Saybia, vandt store priser, kom på hitlisterne og turnerede i store del af Europa, Japan og USA. I 2007 proklamerede han internt i bandet, at han ville springe ud som solist for bedre at kunne forfølge sine egne kunstnerisk veje.

Jeg har ikke brug for, at folk har ondt af mig

Tre måneder efter den udmelding ændrede hans liv sig drastisk. Søren Huss’ kæreste og 2-årige datter var med i en alvorlig trafik-ulykke, hvor en lastbil pludseligt drejede til højre, da de gik over fortovet på vej til vuggestuen. Ulykken kostede hans kæreste livet, og datteren Ronja blev alvorligt kvæstet og måtte kæmpe for livet på hospitalet. Det ændrede vilkårene for hans første soloalbum drastisk, men han arbejdede videre på pladen, som fik titlen ‘Troen & Ingen’ og blev udgivet i 2010.

“Det var en meget fantastisk proces at lave den. Jeg prøvede at forholde mig så nøgternt som muligt til sangene som musik og adskille det fra alvoren uden for musikken. Det var en fantastisk proces at lave pladen,” siger han.

Han fortæller, at albummet af lyttere og anmeldere ofte er blevet kaldt en ‘terapiplade’, fordi den handler om en sorgproces og en proces med at vende tilbage til livet og håbet igen.

“Det har aldrig været en terapiplade for mig. Der er selvfølgeligt noget terapeutisk i at sige det højt, som man går igennem, ligesom når man sidder ved psykologen. Men pladen dækker jo på ingen måde min oplevelse. Den fortæller kun en lille del,” siger han og fortæller, at det samtidigt har været vigtigt, at pladen skulle være personlig, men ikke privat.

“Det er først, når noget er dybt personligt, og ikke privat, at det bliver alment. Den der sondring mellem det personlige og det private var noget af dét, jeg kæmpede allermest med, da jeg lavede pladen,” siger han.

I én af demoerne til pladen kom han til at synge sin kærestes navn. Så kom hans søster forbi og sagde, at det skulle han måske ikke gøre, hvilket han måtte give hende helt ret i. Det vigtige for ham er, at musikken ikke skulle lukke sig omkring hans historie, men at den skulle være et stykke kunst, som folk kunne forholde sig til og muligvis give plads til tanker om deres egne historier.

“Jeg har aldrig haft et behov for, at folk skulle sidde og have ondt af mig. Men det kan jeg jo ikke styre. Til de første koncerter med albummet kunne jeg jo godt mærke, at folk måske mest af alt følte med mig. Men så gik der et halvt år, og jeg tog på en længere tour med pladen, som blev modtaget rigtig godt. Der følte jeg, at jeg havde en berettigelse og et sted at være med min musik. Jeg var så taknemmelig for dem, der kom til mine koncerter,” siger han.

Selvom det ikke har været et projekt for ham at skabe en plade, som folk har kunnet spejle deres egne sorgs- og tabsfaringer i, så får han i dag stadigvæk jævnligt beske-der fra lyttere, som selv har haft lignende oplevelser.

Sorgen i den éne hånd og glæden i den anden

I år er det 15 år siden, Søren Huss mistede sin kæreste. Et år efter dødsfaldet flyttede han med sin datter fra København og tilbage til Nyborg for at være tættere på familien. I dag har han fået skabt et godt liv for sig selv og datteren Ronja.

“Jeg har lært, at man kan gå med sorgen i den ene hånd og glæden i den anden. Det er dét, der gør, at man kan gå videre. Jeg kunne gå med glæden over at min datter er her og med alle de oplevelser, vi har haft sammen og lade den glæde vokse. Og så kunne jeg med tiden begynde at slippe sorgen lidt med den anden hånd,“ fortæller han.

Han fortæller, at han er blevet mere alvorlig og mindre flyvsk og følelsesladet, fordi han med ulykken pludseligt stod alene med sin datter og blev tvunget til at være hendes stabile klippe.

“Jeg mister ikke så ofte jordforbindelse i den der vilde lykkerus. Det er mere stillehavsrul nu, end det er det der voldsomme vesterhavsbrus. Men Jeg er stadigvæk det samme optimistiske og håbefulde og humoristiske væsen, som jeg var før ulykken. Måske faktisk også mere, end da jeg var ung. Jeg er nok mindre højtidelig og selvhøjtidelig end dengang. Og så er der nok kommet en større taknemmelighed til mig. Jeg sætter pris på hverdagen og på at kunne trække luft ind og bare være til,” fortæller han.

På albummet ‘Midtlivsvisen’ fra 2017, har han blandt andet skrevet sange med udgangspunkt i sin taknemmelighed for livet og hverdagen og om at tage afsked med ungdommen og nyde udsigten, når man er midt i livet. Han ville gerne rykke sig lidt fri fra den dystre ‘sorg-mand’, som han af publikum og anmeldere er blevet set som med sine første soloalbums.

“Derfor valgte jeg også det her mærkelige coverbillede, hvor jeg står i underbukser med dannebrogsflag på. Jeg ville rense folks forventninger om, hvad der nu skulle komme fra mig,” siger han.

“Pladen fortæller historien om dét, der er, når man er midt i livet. Det er en slags søndagsplade. En plade om dagen derpå, dagen efter ungdommen. Nu er den prut slået. Jeg blev træt af at høre folk sige, at jeg stadigvæk var ung, da jeg var i slutningen af 30’erne. Det følte jeg slet ikke, jeg var, jeg følte mig gammel på det tidspunkt. Jeg havde behov for at tage afsked med det kapitel for at kunne sætte pris på voksenlivet og gå ind i det tempo, der er dér. Når man overgiver sig til den, så er der en rigtig fin udsigt,” siger han.

Med livserfaringer kommer der også nye indsigter og ny inspiration, som Søren Huss bruger kreativt i sin musik. Selvom depressionen har været voldsom og svær for ham at komme igennem, så er den spændende for ham som sangskriver. Det giver ham noget at tænke over, noget nyt stof og ny energi i hans kreative rum.

 

Fakta:

Søren Huss blev født d. 6. september 1975 i Nyborg.
Han var forsanger og sangskriver i rockbandet Saybia, som blev dannet i Nyborg i 1993 og først stoppede med at spille sammen i 2016.
I oktober 2010 udgav han sit første soloalbum med titlen Troen & Ingen, som fik gode anmeldelser og solgte platin.
Siden har han udgivet albummene Oppefra & Ned (2012), Midtlivsvisen (2017) og Sort og Hvid Til Evig Tid (2019).

I april 2023 spiller Søren Huss i:

Vejle Musikteater, Eksercerhuset i Fredericia, Magasinet i Odense, DR Koncerthuset i København, Roskilde Kongrescenter, Jysk Musikteater i Silkeborg, Musikhuset i Aarhus, Musikkens Hus i Aalborg, Musikhuset i Esbjerg, Holstebro Musikteater, Samværket i Kolding og Portalen i Greve.