Synergien, spændingerne, kærligheden og arbejdet, som kendetegner et venskabeligt eller romantisk forhold, bliver ofte sammenlignet med det at spille i et band. Der er visse forventninger til hinanden, man skal kunne være der, når det går galt, og det er fuldstændig essentielt, at man kan kommunikere og vokse med sig selv og hinanden, hvis forholdet skal bestå.

Den erkendelse er den københavnske rocktrio Baby In Vain nået til efter at have spillet sammen i næsten femten år. De tre venner Andrea Thuesen, Benedicte Pierleoni-Nielsen og Lola Hammerich startede bandet som teenagere – i dag er de alle omkring de 30 år og har tre albums bag sig. De tre musikere og sangskrivere har gennemgået en transformation fra undergrundsband med rockstjernedrømme og udlængsel til et professionelt og selvgjort maskineri med mere jordnære ambitioner. Deres tredje album, Afterlife, udkom i februar, og i dag er Baby In Vain et rigtig godt sted, men det har været en lang og tumultarisk rejse.

Rockstjernedrømmen fra fritidsklubben

Det hele startede i Huset på Sankt Knuds Vej – en fritidsklub på Frederiksberg – hvor 8. klasseseleven Lola Hammerich gik til sammenspil med sin to år ældre ven Benedicte Pierleoni-Nielsen. De havde en sult efter at spille koncerter og udgive sange, ligesom de drengevenner, som de ofte så spille på københavnske undergrundsspillesteder.

Til en koncert i Kødbyen i 2010 kom Andrea Thuesen op til Hammerich og Pierleoni-Nielsen. Hun fortalte dem kækt om sine guitarevner, og at hun “havde det bedste bandnavn.”

Thuesen var droppet ud af gymnasiet og havde en evindelig lyst til at spille i et band – den aften så hun sit snit. Med et pust af ungdommens selvsikkerhed i ryggen inviterede hun sig selv med i Hammerich og Pierleoni-Nielsens band, og før aftenen var omme, havde de tre teenagere besluttet sig for at øve sammen den følgende uge. Baby In Vain var født.

“Det føltes overhovedet ikke mærkeligt. Det var, som om det bare var det, der skulle ske,” fortæller Hammerich om aftenen.

Hammerich og Thuesen greb guitarerne og mikrofonerne, mens Pierleoni-Nielsen satte sig til rette bag trommesættet. De lyttede til alt fra The Doors og The Black Keys over Kyuss til The Cure, mens de formede den tunge, larmende lyd, der kendetegnede Baby In Vains første udgivelser.

“Vi kunne knapt nok spille,” siger Hammerich grinende om de musikalske evner i begyndelsen, og Thuesen supplerer:

“Det handlede mest om udtrykket i musikken, at vi kunne spille højt og hurtigt, at vi kunne smadre og råbe.”

Sangene var simple og støjende, og det lyriske var mindre i fokus, end det er for gruppen i dag. De kommer grinende frem til, at de i starten mest skrev ting “der bare lød sejt.”

Der var blod på tanden, og selvom de ikke havde professionel erfaring fra musikbranchen, stod de selv for så godt som alt. Pierleoni-Nielsen agerede booker, og bandet sagde ja til alt. De blev hurtigt et anerkendt liveband, og i 2012 fik de lov til at varme op for den amerikanske garagerock-helt Ty Segall. Det blev første skridt på vejen til at realisere rockstjernedrømmen.

It’s gonna fuck you up

I løbet af 2010’erne udgav Baby In Vain en række vinylsingler, en EP og i 2017 et debutalbum på det New York-baserede pladeselskab Partisan Records. De blev tilknyttet et udenlandsk bookingbureau og var i 2014 på turné i USA med et af deres yndlingsbands The Kills.

“Det var virkelig privilegeret og for sindssygt at få lov at rejse rundt i verden med vores musik, og spille med et band vi elskede i USA,” mindes Pierleoni-Nielsen.

Men det kom også med en vis pris at blive hypet og kastet ind i musikbranchens maskineri i så ung en alder, fortæller Hammerich, der kun var 19:

“Jeg havde en ‘der er intet, der stopper os’ -mentalitet, jeg var ligeglad med alt andet end bandet. Det er nok ikke sundt for en underudviklet hjerne. It’s gonna fuck you up,” siger hun.

De ting, som det hæsblæsende tourliv havde sat på pause, begyndte at indhente dem.

“Vi blev ældre, og så holdt det op med at være en sensation at være tre teenagepiger, der spillede hård rock. Vores fokus lå så meget på at spille live og komme ud og turnere, at vi ikke øvede os i at skrive sange,” forklarer Thuesen.

I slutningen af 2010’erne var bandets held ved at vende. De blev droppet af pladeselskabet, og samarbejdet med deres manager og deres udenlandske booker ophørte. Trioen stod endnu en gang på egne ben.

“Der skete mange livsændrende ting i den periode, og jeg gennemgik en personlig krise,” fortæller Thuesen om tiden, inden bandet færdiggjorde deres anden plade See Through.

Bandet var nødt til at gentænke deres selvopfattelse og ændre forventningerne til karrieren. De var tvunget til at lytte til de behov, som var blevet nedprioriteret for drømmen om rock ‘n’ roll.

“Fra starten var det en selvfølge, at vi skulle spille meget i udlandet. Da vi så blev droppet, fik jeg lyst til, at nu skulle vi bare være i Danmark. Vi blev nødt til at vende tilbage til det, som det egentlig handler om: At have det sjovt og rart med det,” siger Hammerich.

At komme i kontakt med sig selv

Refleksionen over ungdommens dumdristighed og opgøret med drømmen om livet på landevejen er et af temaerne på Afterlife, bandets tredje album, som udkom tidligere på året. De kalder det en tilbageskuende coming-of-age-plade om de år, som forme-de bandet. En eftertænksom betragtning af rejsen fra man er ung, til man kommer ud på den anden side og opdager nogle andre ting om sig selv og livet.

“Titelsangen er nostalgisk omkring vores mentalitet dengang, rockstjernedrømmen, og en accept af, at vi ikke kunne blive ved med at flygte fra virkeligheden og blive opslugt af bagsiden af medaljen,” siger Hammerich.

De kredse de færdedes i dengang var gennemsyrede af en romantisk opfattelse af kunstnerlivet. Der var en følelse af, at der ikke var noget “i morgen”, og der blev festet hårdt. Den destruktive vej tog desværre – men måske ikke så overraskende – livet af flere bekendtskaber.

“Så var vi nogle, der vågnede lidt op,” siger Thuesen og kobler det sammen med det underliggende selvrefleksionsarbejde, der fylder på den nye plade:

“Der er sorg i det, som man siger farvel til og bevæger sig videre fra, men der er også accept af, at det er nødvendigt, hvis man skal blive ved med at udvikle sig som menneske.”

Bandet har taget sig mere tid de sidste par år, og pauserne imellem udgivelserne er blevet længere. De har skullet træne deres sangskrivermuskel, men Lola Hammerich synes heldigvis også, at bandet kommer tættere på at udtrykke det, som de altid gerne har villet:

“Man bliver bedre til at være i kontakt med sig selv. Det føles mere ærligt og mere som os,” siger hun og fortsætter, “man vender tilbage til de samme ting, men det bliver mere raffineret.”

Ifølge Thuesen er det en naturlig udvikling, som sker i takt med voksenlivets komme:

“Vi har ikke mere på hjerte, end da vi var teenagere, men vi har adgang til vores følelsesliv på en anden måde.” forklarer hun.

Pierleoni-Nielsen er også blevet klogere på, hvad hun vil udtrykke i Baby In Vain, selvom hun ikke skriver teksterne:

“Det at skrive musik er en søgen efter at komme tættere på, hvem man selv er. Det bliver man bedre til at udtrykke, jo ældre man bliver.”

En anden slags drøm

Når man spiller i band sammen, bliver man uundgåeligt nogle af hinandens nærmeste og derfor kan det være en utrolig krævende relation. Thuesen mener derfor, at de som band også har haft gavn af, at de har fået andre arbejdsrelationer undervejs.

“Hvis alt i ens liv står og falder med én relation, så kommer der så stort et pres på den situation. Det tror jeg ikke, at nogen relationer kan holde til,” siger hun.

De har alle tre startet andre projekter ved siden af Baby In Vain. Thuesen er den ene halvdel af popduoen Snuggle, Pierleoni-Nielsen spiller solo som Friends With Bene, Hammerich har påbegyndt sit eget projekt, og de har alle indspillet som studiemusikere for andre kunstnere.

“Det har virkelig været sundt for os at have nogle pauser. Så bliver det sjovere at komme tilbage til Baby In Vain og spille sammen,” forklarer Hammerich.

Da Baby In Vain startede, var det rockstjernedrømmen, der fik dem til at kaste sig ud på dybt vand. De klarede det hele selv, de brændte nallerne, og de fandt senere ud af at sætte grænser.

“Friends forever / Dreaming about rock and roll stars / Dying to be like them / We died trying,” synges der på Afterlifes titelnummer, og det opsummerer ret fint den rejse, de tre venner har været på sammen. Udover at de heldigvis ikke er døde – det er kun naiviteten. Bandet består endnu her femten år senere, men deres syn på projektet og dem selv er mere velovervejet og eftertænksomt.

“Det er en anden slags drøm, end den man havde som teenager. Jeg har fået en meget sundere måde at forstå det arbejde på,” siger Pierleoni-Nielsen.

Andrea Thuesen har det på samme måde:

“Dengang vidste jeg ikke, hvad min drøm var. Jeg var så ufærdig. Nu ved jeg, hvad jeg gerne vil, og hvordan jeg skal arbejde mig hen imod det.”

For ti år siden blev der handlet, før der blev snakket, men i dag vender og drejer de internt i bandet beslutningerne, så alle behov bliver hørt.

“Vi er mere solide nu end for 5 år siden og mere i kontakt med, hvad der er bæredygtigt for os,” fortæller Hammerich og fortsætter, “vi har fuld kontrol over det, der sker, og fordi det går langsommere, kan vi alle tre følge med.”

Deres tætte venskab holder sammen på dem og giver dem lyst til at fortsætte langt ud i fremtiden. De gad godt spille masser af koncerter i udlandet igen, men denne gang ville de kunne sætte endnu mere pris på det, fordi de har lært at trække vejret og lytte til sig selv og hinanden.

Thuesen konkluderer:

“Vi er blevet virkelig gode til at spille, gode til at lave musik og gode til at være sammen. Nu vil vi ud over stepperne igen, fordi vi er meget bedre klædt på til at tage nogle gode valg”.

Fakta:

Baby In Vain

Baby In Vain fandt sammen som teenagere og dannede med stort gåpåmod deres rockband i 2010. Dengang spillede de forvrænget doom rock’n’roll.
Lola Hammerich og Andrea Thuesen står for guitar og sang, mens Benedicte Pierleoni-Nielsen spiller trommer.