I den præmiereaktuelle forestilling STAFET tematiserer koreograf og solodanser Kitt Johnson menneskets herkomst både socialt, kulturelt og biologisk

I en tid, hvor danskhedsdebatter raser, grænser patruljeres og indrejseforbud underskrives, opsætter Kitt Johnson danseforestillingen STAFET. Målet med forestillingen er at undersøge, hvad herkomst er, og hvilken betydning, den har. Men at emnet herkomst og nationalitet i den grad er blevet politiseret de seneste år, ser Kitt Johnson ikke som et problem.

“Al kunst er politisk. Enten er den konsensusbekræftende, eller også er den kritisk. Selvom jeg positionerer mig på den kritiske fløj, betyder det dog ikke, at jeg går ud med de store paroler. Jeg ynder at betjene mig af det mere subtile, der forhåbentlig kan engagere publikum til refleksion,” siger hun.

Hun ønsker, at man skal gå fra forestillingen med nogle tanker om, hvordan ens personlige identitet er blevet til. For selvom herkomst og opvækst i høj grad former mennesker, så er det, ifølge Kitt Johnson, også en plastisk størrelse, som man kan påvirke gennem de valg man træffer og undlader at træffe. Den tanke prøver hun at videreføre til publikum gennem sine ni dansere, med mange forskellige nationaliteter, over de 95 minutter forestillingen varer.

En blandet dansetrup

Det var et bevidst valg at blande nationaliteter, kulturer, aldersgrupper og have stor geografisk spredning. Men det har ikke været et mål i sig selv at opnå deciderede kvoter.

“Herkomsten er stedet, hvor slægtens og kulturens reservoir af billeder og mytologiske hændelser overleveres. Det er den pakke, du er født med. Den pakke, der leverer afgørende identitetsmarkører,” siger Kitt Johnson.

Derfor er det vigtigt at blande truppen i en forestilling om herkomst. Skal man reflektere over, hvordan vores forskellige herkomster spiller ind i et globalt samfund, giver det ikke mening for Kitt Johnson at have en etnisk identisk trup. Med performere fra det tidligere Tjekkoslovakiet til Den Centralafrikanske Republik og Japan i et aldersspænd fra den yngste på 26 år til den 71-årige Gabi Dissmann, forsøger Kitt Johnson at komme rundt om den enkeltes herkomst som unik.

“Alle mennesker har nogle mere eller mindre destruktive temaer fra deres opvækst. Selv de mest harmoniske familier har noget. Herkomst er noget, man er givet, men også noget man skal forvalte. Det destruktive aspekt kan i mange tilfælde vendes til en positiv kraft, men det kræver hårdt arbejde,” siger Kitt Johnson.

Krisen som omdrejningspunkt

I 2015 blev Kitt Johnson tildelt Reumertprisen for Årets Danser og præmieret af Statens Kunstfonds Legatudvalg for scenekunst. Begge dele for soloforestillingen POST NO BILLS, som Politiken blandt andet kaldte: “et hovedværk i de seneste års krisekunst.”

Forestillingen tager udgangspunkt i krisen som noget transformerende. Hvordan finanskrise og skibskatastrofer ændrer vores forestilling om, hvad det rigtige samfund er. Hun bruger blandt andet metaforen:

”Når mavepinen efter den kollektive vestlige konsumforstoppelse har fortaget sig.”

Den hentyder til, at man bør overveje om den kapitalistiske materialisme er det ypperste mål for samfundet og den enkelte. Eller om man bør nedbryde den idé, så den type krise ikke gentager sig.

Ligesom hendes soloforestillinger ofte handler om eksistentielle aspekter af vores personlige og samfundsmæssige liv. Så er STAFET også en kritisk kommentar til, hvordan vi som samfund og individ skal navigere i en tilværelse, der bliver mere globaliseret, og hvor vi ikke længere har en homogen herkomst.

Balancerer mellem os og dem

Hvis vi, som individer og som kollektiv, skal anerkende vores egen herkomst, bliver vi nødt til at anerkende forskellen mellem egen kultur og de fremmedes. Men samtidig må man ikke lade samfundet lukke sig om sig selv. Det er den balance, Kitt Johnson kalder herkomstens minefelt.

”Da jeg skrev konceptet til STAFET, havde jeg en undertitel, der lød: ’Fædrene spiser sure druer, så sønnerne får stumpe tænder,’ (Ezekiels Bog 18,2). Det er et godt billede på den arvesynd, som vi ikke kan blive frie af,” siger Kitt Johnson.

Men hvor Gud i fortællingen om arvesynden fjerner generationernes traumer og synder fra mennesket, så mener Kitt Johnson ikke, at man på noget tidspunkt kan blive fri af sin herkomst eller sit slægtskab. Gennem refleksion kan man i stedet anerkende sit ophav og acceptere både sig selv og andres anderledes herkomst.

Fakta:

STAFET spiller fra 6.-18. februar på Store Carl i Dansehallerne

Forestillingen er iscenesat og koreograferet af Kitt Johnson

Lyd / Sture Ericson
Lys / Mogens Kjempff
Kostumer og scenografi: Charlotte Østergaard
Medskabende performere / Gabi Dissmann, Julienne Doko, Dorothea Eitel, Florent Golfier, Poul Helmer Laursen, Marek Mensik, Kyrie Oda, Hilde I. Sandvold, Jan Vesala.
Producent / Aline Storm
Arrangør / Kitt Johnson X-act

Topbillede: PR-foto / Per Morten Abrahamsen