I Republiques opsætning af Festen er publikum selv med til bords. Teater og middagsselskab smelter sammen, og distancen mellem publikum og skuespillere forsvinder

★ ★ ★ ★ ★ ★

Thomas Vinterbergs film Festen er en stærk skildring af en søns konfrontation med den far, der misbrugte ham som barn. Konfrontationen finder sted til faderens store fødselsdagsfest. Det er den fest, man som publikum er inviteret til i Republiques opsætning af Festen som madteater. Man bliver dumpet ned midt i det, der skulle have været en hyggelig fødselsdag, men som ender som et familieopgør.

Det er nærmest hyggeligt

Allerede inden forestillingens begyndelse, er der flere blandt publikum, der italesætter sig selv som gæster. Og det er svært at føle sig som andet, da dørene åbnes ind til et 120 mands langbord med bordkort til hver enkelt. Skuespillerne, der portrætterer den familie det hele handler om, sidder iblandt os, og jeg har ingen ringere end fødselaren som min bordherre.

Festen starter i ro og mag med small-talk med de andre gæster og for vores vedkommende værtsparret Helge og Else. Værtsparret er høflige og imødekommende og fortæller os, hvor glade de er for, at vi kunne komme. De første udsøgte retter bliver serveret, og vinen passer til. Der mangler ikke noget til Helges fødselsdag.

Den yngste søn Michael er toastmaster, og vi synger alle sammen fødselsdagssang. Det er nærmest hyggeligt. Lige indtil den ældste søn Christian skal holde tale. Alle holder vejret. Vi ved jo godt, hvad han vil sige.

Du vidste det jo godt!

Da Christian har sprunget bomben og holdt sandhedstalen for sin far brydes selskabet op. Vi guides i grupper rundt i familiens store hjem, hvor vi skiftevis er fluen på væggen og tilstedeværende gæster, der tales direkte til. Det er enormt intimt, når vi overværer en privat samtale mellem Christian og Helge eller ser Michael miste besindelsen.

Jeg kan ikke undslippe en følelse af at blive draget ind i handlingen i sådan en grad, at det er svært ikke at bryde ind, når Else fortæller om Christians livlige fantasi, eller når Helene bryder grædende sammen.

Min ledsager bemærker, hvordan det er sigende, at man undervejs ofte kan høre de andre scener, der udspiller sig sideløbende i andre rum for andre grupper: Det er svært at være uvidende om, hvad der foregår i et hjem. Et af rummene er et børneværelse med tydelige tegn på, at Christian fortæller sandheden. Enhver der har været i det værelse kan ikke være i tvivl. Christians anklage mod resten af sin familie rammer således også publikum. Vi ved, han taler sandt. Hvorfor er der ingen der siger noget?

Teater uden tæppefald

Helt uden opfordring er vi som publikum gjort til statister i forestillingen. Det er fuldstændig enestående, at man kan se de andre tilskuere i øjnene under det meste af Festen. Man er til stede sammen på en helt anden måde, end når man sammen gemmer sig i mørket og ser mod en oplyst scene. Også skuespillerne ser publikum i øjnene. Familien holder os som gidsler i deres konflikt og mange rundt om bordet slår blikket ned, når den anklagende finger peges mod fødselaren.

Da festen lakker mod enden, og hele familien er stormet ud, sidder vi, deres gæster, tilbage med desserten. Med tilbageholdt åndedræt venter vi på, at skuespillerne skal komme tilbage, så de kan modtage et mere end velfortjent bifald. Men det sker ikke.

Der kommer ingen forløsende mulighed for at ånde lettet op og huske på, at det hele jo bare er teater. Det er den perfekte afslutning på en aften, hvor et fiktivt familieopgør og et virkeligt middagsselskab er gået op i en højere enhed.

FAKTA:

Forestillingen Festen - som madteater spiller på Republique indtil den 9. Juni 2017.

Medvirkende: Stina Ekblad, Waage Sandø, Natalie Madueño, Asbjørn Krogh Nissen og Mikkel Arndt

Idé og koncept: Mette Martinussen og Rolf Heim

Instruktør: Rolf Heim

Læs mere om holdet bag Festen og teatret Republique her.

Thomas Vinterbergs oprindelige dogmefilm Festen er baseret på en ung mands telefonopringning til programmet Tværs, hvor Tine Bryld gav gode råd til unge.