Forestil dig Shakespeares Hamlet og Ofelia i dagens Danmark. Det har digteren Caspar Eric gjort. Og det er blevet til #AMLET, en omsmeltning af Shakespeares klassiker Hamlet. Stykket har premiere på Aarhus Teater den 1. September 2017

De tre hvide striber løber ned ad hans arme og ben, og slutter først i skosålerne, som møder gulvet. Med undtagelse af en lyserød Wood Wood-kasket, er digter Caspar Eric klædt i Adidas fra top til tå. Han sidder henslængt i en sofa på Aarhus Teater, hvor han er aktuel som dramatiker med stykket #AMLET. Det er en moderne omskrivning af Shakespeares Hamlet, placeret i nutiden med fokus på nogle af tidens politiske, sociale og ikke mindst personlige skavanker.

Popkultur

Netop individets erfaringer med samfundet og dets normer, er noget der interesserer Caspar Eric i både privatliv og poesi, “Jeg er en person, der er meget optaget af lykken som et ultimativt krav. Ikke bare når jeg skriver, men også når jeg bare går rundt og stirrer på ting.”

Forholdet mellem individ og samfund er et grundtema, som kan spores gennem hele Caspar Erics forfatterskab. Debuten 7/11 fra 2014 drejer sig om en rodløs, ung mands færden i en konstant accelererende forbrugerverden, mens toeren, Nike fra 2015 handler om Caspar Erics livtag med hans spastiske lammelse og handicappets sociale stigma. Den tredje og nyeste udgivelse Avatar fra 2017 er otte digte, som tager afsæt i otte kendte, offentlige selvmord. Fælles for alle tre værker er insisterende referencer til populærkulturelle fænomener som tøj- og skomærker, film, musik, litteratur og sociale medier.

Caspar Eric forklarer: “Jeg er meget glad for popkultur. Selvom jeg ofte kan være vred på ting i samfundet, er jeg meget optaget af pop som det her sted, der er super-demokratisk på en måde og også super- designet. Det synes jeg er spændende".

Kunsten at lave tavshed

At skulle skrive drama frem for poesi har været en omstilling for Caspar Eric. Selvom han i sit arbejde som forfatter er vant til at indgå i alskens fællesskaber med venner og redaktører, er teatret alligevel noget andet. I modsætning til skønlitteraturens kreative skabelsesproces, som i første omgang tilhører én og kun én bevidsthed, må man i teatret dele det meste mellem mange aktører, og lære at fokusere på blot en lille del af en større helhed. Af den grund har arbejdsprocessen været en lidt ambivalent oplevelse, “sværere, fordi du skal tage hensyn til alle mulige ting, du ikke har kontrol over, og nemmere, fordi der hele tiden er noget, der tvinger dig nogle steder hen. Hvis du er gået i stå i en tekst, jamen så er du bare gået i stå. Og det kan du være i lang tid, eller du kan lave dårlige løsninger for at komme ud af det. Hvis du går i stå her, så sker der bare noget... så bruger vi det at gå i stå til noget spændende.”

Altså er det i spændingsfeltet mellem ordet og bevægelsen, Caspar Eric mener, at teaterkunsten for alvor kan folde sig ud. Teatrets fysiske dimensioner åbner muligheden for utallige kreative virkemidler, som ikke lader sig gøre ligeså effektivt i en tekst. “Jeg har prøvet at tænke over, hvad det er, man ikke kan gøre i en tekst? Du kan ikke lave tavshed. Du kan lave en side, der bladrer og sådan noget, men du kan ikke tvinge tavshed ind i et rum, det kan du sgu i teatret. Her betyder det helt vildt meget, når folk ikke siger noget, men bare stirrer på hinanden.”

En anden vigtig forskel på poesi og teater er, ifølge Caspar Eric, at teater i højere grad kan få publikum til at investere deres følelser i oplevelsen. Han siger: “Jeg tror, at teatret har en større grad af gidseltagning med kroppen end poesien. Det man tager som gidsel med poesien er jo folks indre monolog, her tager vi deres krop og stiller dem i en ubehagelig situation. Det er det teatret gør: det får alle de tanker og følelser til at opstå i folk. Der ved vi, at det kommer fra dem selv. Det er dem selv, der sidder og gør det her lige nu.”

Sympati for passivitet

Ønsket om at tage publikum til gidsel og aktivere deres kroppe, lige her, lige nu, hænger sammen med den passivitet, som Caspar Eric har bemærket hos karakteren Hamlet. En passivitet, han også genkender fra sin egen virkelighed:

”Vi ved, vi er på vej til at udslette kloden, men vi kan ikke finde ud af at gøre noget ved det. Sådan er det også med Hamlet. Han er også passiv og fortvivlet. Men jeg er ikke interesseret i at tale om passivitet som en bivirkning af forkælelse. Jeg vil hellere finde ud af, hvad vi kan bruge den følelse til, og, hvordan vi kan tale om den.

Caspar Eric håber, at teatret kan tvinge folk til, at stille sig selv spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske i dag, og hvad der sker med folk, der er presset af systemet? “Det jeg gerne vil, er at få muligheden for at fremkalde noget i publikums kroppe, noget der planter sig. Som gåsehud. Som en fysisk erfaring, man ikke ved, hvad fører til. Men så er der i det mindste sket noget inde i dem.”

Fakta:

#Amlet spiller i perioden 1. - 27. september på Aarhus Teater

Af Caspar Eric, iscenesættelse af Sargun Oshana, scenografi af David Gehrt

Medvirkende: Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa