Forestillingen Lyst på Republique er en frisk og komisk performance lecture over dødssynden lyst, dog helt uden synd og skam

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Lyst på Republique er sidste del i forestillingsrækken om de syv dødssynder. Den sidste dødssynd er begæret, lysten, men der er ikke meget synd forbundet med instruktøren Mia Lipschitz’ udlægning af dødssynden.

I Mia Lipschitz udlægning bliver lysten derimod hyldet, og her snakker vi kvindens lyst. Forestillingen går i forsvar for kvindens lyst og kønsorgan, som igennem tiden i den grad er blevet udsat for skamfering om skam. Og det med en overordentlig veloplagt Özlem Saglanmak som performer og fortæller og DJ Rita Blue bag DJ-pulten.

Forestillingen er inddelt i 4 kapitler, der gennemgår kvindens underliv og mænds forholden-sig-til samme. De lægger ud med “Mænd der har interesseret sig ualmindeligt meget for det, vi kalder det kvindelige kønsorgan”. Hvis du tænker det primært er Freud, der har haft et godt øje til kvinders kønsorganer i forskningens (tvivlsomme) tjeneste, kan du godt tro om igen. Özlem Saglanmak disker op med flere mænd gennem tiden, der både har forgudet og hadet den kvindelige seksualitet og kønsorgan. Det meste af denne opmærksomhed har resulteret i undertrykkelse af den kvindelige seksualitet eller blot af kvinden.

Kvinden er den farlige forfører, Eva der tilbyder Adam æblet. Kvinden har en udvendig vorte gemt i kønsdelene, “en underlig tap”, som må betyde at hun er en heks. Kvinden kan kureres og gøres dydig ved at smøre syre på klitorissen. Kvinden er kun en moden kvinde, hvis hun kan få vaginal orgasme, ellers er hun frigid.

Der er meget en ‘kvinde’ skal leve op til, om man så er for meget eller for lidt ‘kvinde’.

Men selvom alt dette lyder temmelig deprimerende, får Özlem Saglanmak leveret dette, kan vi kalde det en slags performance lecture, med stor humor og en forfriskende fanden-i-voldsk-hed. Ikke mindst på grund af. Liv Strömquist tegninger, der stryger hen over bagvæggen, og forvandler de magtfulde køns-interesserede mænd til afvæbnede mandslinger, og de forførriske kvinder, der blotter deres køn, til livslystne og lattermildne damer.

Det er hendes tegneserie Kundskabens Frugt, der har været forlag til forestillingen, og det er især dens fortjeneste, at forestillingen har et friskt, ungdommeligt og humoristisk take på lyst og kvindens seksualitet. Dette skyldes især også Özlem Saglanmak charme og DJ Rita Blues funky beats og coolness.

Efter første kapitels historiske nedtur og neddykning i kvinders undertrykkelse, tager forestillingen fat på tabuiserede emner såsom den skamfulde og ‘ulækre’ menstruation og det ‘hellige’ binære tokønssystem, samt andre temmelige gammeldags forestillinger om køn og seksualitet, der alligevel er fast indgroet i vores kultur. Hvorfor bliver mandens lyst betragtet som en ukontrolabel størrelse, når kvinders ikke er? Hvorfor defineres afbrudt samleje, som når manden ikke kommer? Hvorfor får kvinder opereret deres skamlæber mindre?

Og hvorfor er det praksis at operere på børns raske kønsorganer, hvis de ikke falder i én af de to kasser; mand eller kvinde?

Der var heldigvis andre tider, hvor det gik bedre for det kvindelige kønsorgan. Dengang det bragte glæde og latter at vise sit køn frem, eller dengang menstruation blev hyldet som guddommeligt. Men det har svære kår i et patriarkalsk samfund.

Hvis man er nogenlunde informeret om feminisme og det patriarkalske samfunds systematiske undertrykkelse af de køn, som ikke er det mandelige, er det ikke fordi, man lærer noget synderligt nyt af at se denne forestilling.

Noget forestillingen kun delvist kommer ind på er selve begrebet og konstruktionen ‘køn’ og ‘kønsidentitet’. Forestillingen beskæftiger sig og er kritiske over for det binære tokønssystem, men jeg synes det ville være relevant i sådan en forestilling at bevæge sig længere ud over, hvordan man ser ud mellem benene.

Jeg forestiller mig dog at forestillingen kan være et virkelig godt supplement til skolens seksualundervisning, og det fag, er der sikkert også nogen, der vil få noget godt ud af at læse op på. Under alle omstændigheder er man godt underholdt med Özlem Saglanmak, DJ Rita Blues og Liv Strömquists tegninger.

Man går ud af salen med en god fredagsstemning og befriet fra skam, hvis man altså skulle sidde inde med noget. Som Özlem Saglanmak siger, så er skyld noget man føler over noget man har gjort, mens skam er noget, man føler, over noget man er. Og hvorfor egentlig skamme sig over det?

Fakta:

Lyst havde premiere på Republique den 7. maj og siller til den 12. maj

Efter tegneserie af Liv Strömquist
Instruktør: Mia Lipschitz
Bearbejdelse: Mia Lipschitz, Sanna Albjørk & Özlem Saglanmak
Medvirkende: Özlem Saglanmak & DJ Rita Blue
Dramaturg:Sanna Albjørk
Scenograf: Rasmus Rahbek
Videodesign: Frans Wej Petersen
Lysdesign: Peter Lorichs
Oversat af:Kamilla Löfström