God underholdning i drive-in for ladcykler
ArtikelSceneSkrevet af: Malthe Sommerand24. juli 2015
Fine Spind har været i Marionetteatret i Kongens Have og set det nye stykke, Lille PiP. En sjov fortælling om et fugleliv udover det sædvanlige. Marionetteatret har betaget publikum i 49 år
Der er fuldt hus foran Marionetteatret i Kongens Have. Det ligner mest en drive-in bio for ladcykler og barnevogne, der står på ræd og række rundt om de grønne bænke ved det lille teater. De, der ikke fik plads på bænkene eller i ladcyklerne, sidder på blomstrede tæpper på jorden. “Folk kommer i helt utrolig god tid, fordi de har fået et nært forhold til teatret,” fortæller teaterdirektør for Det Lille Teater og Marionetteateret Trine Wisbech.
En dag i hønsehuset
Historien begynder i et hønsehus, hvor 3 høns og en hane vågner op til en ny dag med hanegal, fodring og æglægning. Børnene skriger i takt med hønsenes klukken og æglægning. Herefter følger vi æggenes færd på deres vej i lastbil til køledisken. Undervejs falder et æg af, og et kyllingeliv begynder. Kyllingen er meget ude af sin comfortzone og forvilder sig rundt mellem biler, dameben og cykelhjul. “Den går sine egne veje,” kommenterer en mor til sine to døtre. “Det er en meget uforpligtende måde at gå til teater på, folk kommer og går, som de vil. Rent praktisk er det derfor vigtigt, at man forstår dukkernes poesi, når de ikke siger noget,” forklarer Trine Wisbech.Den lille kylling må gruelig meget igennem på sin rejse rundt i verden.
Foto: Marionetteatret / Det lille teater
Hønselort en masse
Den lille kyllings odysse ender for en stund lykkeligt, da den tager med en sød hund hjem til dennes ejer. Her bliver der børstet tænder og spyttet tandpasta-luft efter børnene på forreste række til deres store begejstring. Begejstringen blandt børnene når dog uanede højder minuttet efter, da den lille kylling, akkompagneret af høje pruttelyde, laver en kæmpe lort hjemme hos hunden og dens ejer, der begge bliver meget forargede. De skælder kyllingen ud, mens de tørrer op, og den stakkels kylling ender i et fuglebur.Københavns ældste børneteater
Det lille marionetteater i Kongens have har siden august 1966 spillet børneteater og producerer hver sommer 2 nye forestillinger med minimum 150 opførelser i sommermånederne juni, juli og august. Fra 1. januar 2013 har Det lille Teater overtaget driften af Marionetteatret, som fortsætter under samme navn, og med samme kunstneriske profil som hidtil. “Vi laver ikke rigtigt noget markedsføring, nogle få plakater bliver sat op ellers foregår det på vores Facebook-side,” fortæller Trine Wisbech.Den lille scene ligger opad muren, der går ud til Kronprinsessegade, er Københavns mindste teaterscene, ”der er kun plads til tre dukkespillere, altså seks hænder. Derfor bliver det meget teknisk at spille teater der, det er en helt speciel poesi,” uddyber Trine Wisbech.
Marionetteatret ligger op ad muren ud mod Kronprinsessegade.
Foto: Marionetteatret / Det lille teater
Hjemme ude hjemme
Kyllingens fortælling ender på bedste eventyrvis lykkeligt, og den lille kylling stikker af fra fugleburet og vender hjem til hønsehuset efter en flyvetur i rummet. Da vi igen er hjemme i hønsehuset, begynder et par voksne publikummer ironisk at snakke om buræg og økologi, men bliver overdøvet af børnenes hujen da hønsene, hanen og kyllingen bakser frit omkring. Tre dukkefører stikker overkroppene op og bukker. En lille pige siger forvirret til sine mor, at hun troede, at det var hønsene, der spillede teater. Lille PiP er en sød fortælling for alle, både børn og voksne.Lille PiP spiller til og med den 30/8. De spiller hver dag kl. 14 og 15, dog ikke mandag. Målgruppen er fra 2 år og op.
Læs mere om Det lille teater, som står bag Marionetteatret her
Malthe Sommerand
Malthe Sommerand er i gang med sin kandidatuddannelse i journalistik på Roskilde Universitets Center. I sit Bachelorprojekt skrev Malthe om kulturjournalistikkens problemer i den hurtige og moderne medieverden. Han har i mange år arbejdet på et fritidshjem og er den næstældste af en søskendeflok på seks, så der er mange børn og unge i hans liv.
Se Malthes artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København