Teaterfestivalen Ilt Festival rammer Aarhus
Her ses forestillingen Saurus.
Teatre i Aarhus går sammen om at give ilt og gejst til teatermiljøet og til publikum
Den ambitiøse, internationale teaterfestival Ilt Festival udspiller sig i Aarhus fra den 17. til den 21. maj 2017. Ilt Festival udfordrer normerne for hvordan teater kan fortælle historier og skal nok tænde lys i øjnene på teaterfans. Ilt Festival 2017 er en alsidig festival, der bevæger sig indenfor genrerne familieforestilling, teater, performance og dans.
De skrå brædder skiftes ud med brosten
Dele af Ilt Festival løber ud over scenekanten og ud i de aarhusianske gader. Byrummet fortolkes på ny når forestillingerne Saurus og The Giant Puppet udspiller sig på og omkring Bispetorv. Med dukker af imponerende størrelse kan publikum få lov til at opleve teater uden bagtæppe i velkendte omgivelser. Både Saurus og The Giant Puppet er for alle aldre og ganske gratis.
Dukketeater for voksne
Forestillingerne til Ilt Festival undersøger hvordan teater kan formidle og fortælle, som når forestillingen Golem blander håndlavet animation med claymation, levende musik og performance. Ilt Festival byder på dukker i utallige afskygninger - og det er ikke kun for børn. I The Trial or The Woeful Story of Joseph K er publikum en del af en interaktiv teaterretsag, hvor sort humor, poesi og hånddukker bruges til at dramatisere Franz Kafkas klassiker Processen. Den paranoia-fyldte historie om det juridiske mareridt er bestemt for voksne. Du kan læse mere om forestillingen The Trial her på Kulturmagasinet Fine Spind i slutningen af ugen.
FAKTA:
Ilt Festival er en international teaterfestival, der afholdes hvert andet år.
Ilt Festival er arrangeret af Aarhus Teater, Teatret Svalegangen og Teatret Gruppe 38.
Ilt Festival er udviklet og afvikles i samarbejde med Bora Bora, Teater Refleksion, Teater Katapult, Åbne Scene Godsbanen og andre lokale samarbejdspartnere.
Dato: 17. maj til 21. maj 2017.
Læs mere om Ilt Festival her.
Se programmet her.
Mette Wallin Andersen
Mette har undervist på Løgumkloster Højskole i fagene Verdensborger, Etik og Det skrevne ord.