Fra bog til scene: Frit flet i fri udfletning
InterviewSceneSkrevet af: Nanna Westergaard18. mar 2019
Bogen Frit Flet af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup er skrevet som en sammenfletning af de tre kvinders tekster, tanker og billeder. Nu har fire teaterfolk flettet videre på de originale tekster. Stykket kan opleves på Sort/hvid og Mungo Park Kolding
I 2014 udgav de tre forfattere Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrup fællesbogen Frit Flet, som hurtigt gik hen og fik en ikonisk status i litteraturverdenen. Blandt de mange læsere af bogen var scenograf Franciska Zahle, som på en solskinsdag for snart 3 år siden sad og bladrede frem og tilbage mellem de mange tekster i bogen, tekster om alle livets faser; barndom, teenageår, voksenliv, forældreskab, overgangsalder og død, og idéen om at sætte teksterne op på scenen opstod.“Der var noget ved den mættede tekst. Hvert indlæg er en helt unik og egenrådig historie, og der var en idé til at sætte disse tekster på scenen; læse dem højt og sætte musik til dem. Det var tekster om eksistentielle tanker fra et kvindeligt perspektiv, men uden at det handlede om det at være kvinde som tema,” forklarer kvinderne bag sceneforestillingen.
Udover Franciska Zahle er det instruktør Liv Helm, komponist Hannah Schneider og dramaturg Tanja Diers, der har stået bag stykket, hvor de har flettet videre på den ikoniske bog, flettet den om til et teaterstykke.
Frit Flet indeholder tekster om eksistentielle tanker fra et kvindeligt perspektiv.
Foto: Rumle Skafte
Intuitiv læsning
De fire teaterkvinder vidste, at det var nødvendigt at tænke tilgangen til processen forfra, fordi bogen langt fra ligner et traditionelt manuskript. Derfor skulle processens struktur og det færdige resultat heller ikke være traditionelt.“Vi skulle finde svarene sammen. Hvem er de her kroppe på scenen? Hvad spiller de for en rolle? Hvorfor kommer den ene tekst efter den anden og ikke omvendt? Og så måtte vi gøre os klart, at det betød noget, at det netop var os fire, der læste og udvalgte tekster. Hvis nogle andre havde gjort det, var de kommet frem til noget andet,” fortæller de.
Processen med at læse, udvælge og bearbejde teksterne blev derfor meget intuitiv, ligesom det også var intuitivt at sætte musik til teksterne, eller det var, som kvinderne selv beskriver det, “en meget umiddelbar lyst.”
“Vi fandt ud af, at vi interesserede os for noget forskelligt. Det kunne være død, søsterskab, moderskab, seksualitet og vold. Vores metode blev at læse tekster op for hinanden og intuitivt mærke, hvilken rækkefølge de skulle komme i. Det at gøre det til musik var en meget umiddelbar lyst, for der sker noget med tekster, der er komprimerede men også enkle i deres indhold. De kan ligesom løfte sig, hvis de får melodier og bliver til sange. Man lytter til det på en anden måde.”
Fra vugge til grav
Teaterudgaven af Frit Flet skulle som bogen også indeholde elementer fra alle livets faser. De fire har forsøgt at skildre ikke bare livets faser, men også overgangene imellem dem, og hvor svære overgange kan være for mennesker, fordi vi føler, vi mister os selv, før vi kan træde ind i en ny del af livet. Og med deres forskellige personlige livserfaringer, har det været forskellige tekster, der har skilt sig ud for hver af kvinderne.“Ved at dele bogen med hinanden og diskutere, hvad de enkelte tekster betød for os, har vi opdaget tekster, som vi hver især ikke havde lagt mærke til. Vi gjorde det sammen med skuespillerne, som med deres forskellige livserfaringer igen tilførte nye læsninger af teksterne.”
Der er næsten 50 års aldersforskel mellem den ældste og den yngste skuespiller i Frit Flet, så det er ikke svært at forestille sig, hvordan de kan have haft forskellige syn på livet som kvinde i forskellige roller, som datter, veninde, kæreste og mor.
Forestillingen begynder med en fødsel og slutter med en død, men forestillingen er ikke bygget op med en kronologisk fremadskridende fortælling og faste karakterer.
“Det er en fragmentarisk collage. Eller et musikalsk essay. Måske struktureret ud fra et princip om, at der findes en ‘forscene’ og en ‘bagscene’ i vores liv. Det er ikke den samme person vi følger, så de forskellige faser i livet er mere en overordnet rettesnor.”
Fakta
Frit Flet kan opleves på Sort/Hvid i København frem til den 16. marts og på Mungo Park Kolding fra 21. marts - 4. april.Iscenesættelsen er lavet af instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle, komponist Hannah Scheider og dramaturg Tanja Diers.
Nanna Westergaard
Kulturjournalist
Nanna Westergaard er uddannet cand.public med en bachelor i Æstetik og kultur. Man kan som regel finde hende til litterære oplæsninger og andre kulturelle arrangementer i byen, men også hjemme i sofaen, hvor hun lytter til ny musik og forsøger at følge med i tidens mest populære Netflix-serier. Det er særligt litteraturen, der fylder i Nannas hverdag; hun har ikke blot en lang to-read liste, men skriver også selv noveller og digte.
Se Nannas artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København