Jens Albinus opfører i foråret den italienske Auschwitz-overlever Primo Levis vidnesbyrd fra udryddelseslejren. Og selv om Auschwitz umuligt kan forstås, håber han, at beretningen kan hjælpe os til at forstå os selv bedre.

“Bygningen er ved at falde sammen om ørerne på os, som du kan se,” siger Jens Albinus med et smil, mens han leder op af trapperne, og ind på sit kontor i Husets Teater, hvor han har været kunstnerisk leder siden 2016. Men selvom rammerne er ydmyge, så er de kunstneriske ambitioner tårnhøje.
“Man skal kunne se noget af Europas allerbedste teater her,” siger han og slår hånden ned på et skrivebord befolket af en laptop og en række bøger.
En af bøgerne er Hvis dette er et menneske. Primo Levis vidnesbyrd om Auschwitz, der til foråret får krop og stemme på scenen.

En anden form for teater

Jens Albinus har også opført Hvis dette er et menneske på Det Kongelige Teater i 2010, og det var i arbejdet med Primo Levis tekst, at grundstenene til hans arbejde på Husets Teater blev lagt. Egentlig var han kørt lidt sur i at lave teater, men arbejdet med Primo Levis tekst tændte en gnist i ham.
“Her fandt jeg en anden måde at lave teater på,” fortæller han. “Det gamle naturalistiske teater har i mange år bildt os ind, at alt på scenen skal repræsentere noget, men sådan spiller vi ikke teater her. Vi spiller konkret teater.”

Når Jens Albinus og Husets Teater laver teater, er ordene i centrum for det hele. Der er ikke råd til at bygge store nye scenografier, og det vil de heller ikke. I stedet findes dramaet i sproget.
“Vi vil meget gerne vise noget sprog, som kommer fra andre steder, end vi er vant til. Noget der står i spændings- eller modsætningsforhold til den måde, vi opfatter os selv og verden på,” fortæller Jens Albinus. “Vi har en tendens til kun at forstå os selv fra oplysningstiden og frem, og så kan man lave en fortælling om, at vores samfund er en nødvendig konsekvens deraf.”

Derfor er Jens Albinus interesseret i tekster, der ligger før oplysningstiden. Men også tekster, der trodser vores oplysningsbegreber, og kan belyse vores bevidste eller ubevidste moderne ståsted og være en modvægt, optager ham. Et korrektiv, kalder Jens Albinus det.
“På den måde kan man få øje på, at: Ah der ligger en konsensus her, hvor vi åbenbart er blevet enige med os selv om, at sådan skal dét være.”

Det har ført til bearbejdninger af Første Mosebog, Euripides’ Medea og senest Shakespeares Richard III. Og nu føler Jens Albinus, at det igen er på tide at tage fat i Primo Levi.

Hvordan repræsenterer man holocaust?

Man bevæger sig ind på et følsomt og omdiskuteret område ved at tage Hvis dette er et menneske op. Hvordan og hvorvidt man kan repræsentere Holocaust i kunsten har været til debat, siden verden for første gang fik kendskab til uhyrlighederne i Nazi-Tysklands koncentrationslejre. Derfor var holocaust også noget, som Jens Albinus altid havde tænkt, at han ikke ville røre med en ildtang.
Han er vokset op med alle Hollywoods versioner af holocaust, som Schindlers Liste og Sophies Valg.
“Man kunne ikke sige holocaust, uden at se Meryl Streep i et stribet kostume. Jeg tænkte, at det kunne jeg aldrig have noget med at gøre.”

Men da han ved et tilfælde endte med at læse Primo Levis bog mellem en række filmindspilninger i Vietnam, skete der noget.
“Teksten kommer nærmest en i møde,” siger han og ændrer pludselig tonefald, da han citerer Primo Levi direkte: “Det er et held, at der ingen vind er i dag. Underligt som man altid på en eller anden måde har fornemmelsen af, at noget er et held. Det regner, men det blæser ikke. ”
Han holder en kort pause.
“Det er kroppens tilstedeværelse i verden, og det blev jeg voldsomt ramt af.”

Alligevel stod en ting klart for Jens Albinus fra starten.
“Jeg skulle ikke have nogen som helst form for billedlig repræsentation af Holocaust. Det er et meget væsentligt dogme for forestillingen.”

Man vil aldrig kunne forstå

Når Jens Albinus træder op på scenen for at spille Hvis dette er et menneske, sker det uden en scenografi, der kan tage fokus fra Primo Levis ord. Sproget er i centrum, og Jens Albinus har ikke ændret et eneste ord fra den oprindelige tekst.
“Den væsentlige præmis, som Primo Levi slår fast fra begyndelsen er, at erfaringerne fra Auschwitz slet ikke kan begribes, fordi de overskrider grænserne for det menneskelige. Da han kommer hjem, oplever han derfor denne mur hos sine nære og kære. Det kan aldrig fortælles, hvordan det var. Det er en tabserfaring på forhånd, alligevel er det så nødvendigt at fortælle, og det er den nødvendighed, der er grundlaget for vores forestilling,” siger Jens Albinus. “Der er tusinde gode grunde til ikke at gøre det her, men det ligger dybt i teksten, at trodse al fornuft. Derfor besindede jeg mig på dette livtag med denne her ubegribelighed af en tekst uden at gøre mig forfængelige formodninger om at inkarnere den lidelse, som er på spil.”

Derfor er det også vigtigt, at slå fast, at Jens Albinus ikke spiller Primo Levi. Han påtager sig ikke en rolle, men beskriver i stedet sig selv som en form for prisme for Primo Levi’s ord.
“De billeder, som skabes, ligger udelukkende i Primo Levis ord. Det eneste jeg gør er at holde dem ud til publikum i en bestemt – af mig valgt - orkestrering.”

Et korrektiv til neoliberalismen

Auschwitz’s uforståelighed er også en vigtig pointe for Jens Albinus, når han hører folk trække direkte tråde fra datiden til nutidens politik.
“Så har vi en smykkelov, og er det ikke ligesom? Nej! Intet er som Auschwitz, og Auschwitz er grundlæggende et helvede af intethed.”

Det betyder dog ikke, at Hvis dette er et menneske ikke belyser træk ved vores samtid. Og så er vi tilbage ved korrektivet. Jens Albinus’ ambition om, at teatret skal fungere som en modvægt, der kan sige noget om den måde, vi har indrettet os på.

Jens Albinus ser nogle af mekanikerne bag udryddelseslejrenes selektioner som tankevækkende i forhold til den nyliberalisme, der har præget den vestlige verden siden begyndelsen af 1980’erne. Selektionen var den udvælgelsesprocess, der bestemte, hvem der skulle sendes direkte til gaskamrene, og hvem der skulle arbejde i Auschwitz.
“En tankevækkende kendsgerning omkring Auschwitz er, at der faktisk var så mange mennesker derinde, at det ikke burde kunne lade sig gøre, at holde dem i skak. Det som lykkedes for magthaverne i lejrene var at forankre den enkeltes idé om overlevelse i synet på de andre som rivaler,” fortæller Jens Albinus. “Jeg siger selvfølgelig ikke, at noget i det moderne samfund tåler sammenligning Auschwitz’s rædselsscenarier af selektion.”

Alligevel mener han, at det med neoliberalismen er lykkedes at opløse klassebegrebet til fordel for mantraet om, at alle grundlæggende er ”skyld i sig selv”. At udefra dikterede økonomiske betingelser og vilkår bliver internaliseret, så enhver lærer at se på sine medmennesker som konkurrenter først, og medmennesker siden.
“Det er min overlevelse i systemet mod din overlevelse i systemet. Vi bliver opdraget til rivalisering. Det er lykkedes for nyliberalismen at sælge ideen om, at vi ikke lever i et klassesamfund. Den antagelse kunne man godt korrigere en smule, for eksempel ved lytte til, hvad Primo Levi har at fortælle.”

Fakta:

Siden 1990’erne har Jens Albinus været en markant stemme i dansk teater som skuespiller, dramatiker og instruktør.

Hvis dette er et menneske spiller på Husets Teater fra 31. marts - 13. april og fra 1. - 15. maj.