En pige kæmper med at holde tårerne tilbage. Hikster og smågræder. Hr. Muffin er lagt i graven. Han er død 7 år gammel - en flot alder for et marsvin. Hr. Muffin er godt nok kun en dukke, og han har gentaget dette dødsritual igennem 15 år, nænsomt guidet af sin dukkefører, Claus Mandøe. Men det føles som om, vi er helt inde og stirre døden lige i øjnene. På ærlig og usentimental vis. Alle blandt publikum er klar over, at det i dag skal handle om døden. Nogle har måske lige skullet forberede sig mentalt. Det er jo ikke hver dag, man orker at stirre døden i øjnene. Men vi er her, på Teater Refleksion, fordi vi ved, at vi en gang i mellem har godt af, at forholde os til de største spørgsmål i livet. Og vi er her, fordi vi ved, at de spørgsmål, på Teater Refleksion, får den fornemste behandling.

Teater Refleksion har eksisteret i 30 år. De sidste ti år har de haft base i en smuk baggård i hjertet af Aarhus, hvor de huser landets eneste stationære scene for dukke- og animationsteater. De er samtidig et af landets mest turnerende teatre, med besøg på Broadway og i Operahuset i Sydney, og hyppig turnevirksomhed i Japan, Kina, Brasilien og USA samt store dele af Europa.

Man kan se dukken tænke

Bag det hele står teaterleder og instruktør Bjarne Sandborg. En mand, der tilbringer de fleste vågne timer på teateret. Om ikke i lokalerne på Frederiksgade, så oppe i hovedet. Han startede med at lave dukketeater som 15-årig og fik hurtigt smag for alt det, dukkerne kan, som vi andre ikke kan. For eksempel at ophæve tyngdekraften. “I dukketeateret kan man stå bag ved dukken, og løfte dukken op og lade den flyve, og folk tror på at dukken svæver” fortæller Bjarne Sandborg.Ifølge instruktøren er dukker også de bedste til at skabe noget så essentielt som et overbevisende dødsfald.

“Det er svært i “rigtigt” teater at få folk til at tro på, at en karakter er død, for der ligger jo en levende skuespiller, og vi ved, at han kommer i biografen næste uge, og at han går rundt inde i København og er et menneske. Han er ligesom mig, af kød og blod. Men hvis man har et lille marsvin, der på levende vis er blevet introduceret af dukkeføreren. Hvis man har set marsvinet spise mandler og snuse rundt i haven. Så er man kommet til at holde af det lille væsen. Og et kvarter senere, så ligger marsvinet i sin seng, og er blevet træt, og trækker vejret dybt. Og lige pludseligt så slipper dukkeføreren dukken. Hvis du forestiller dig, at man lige tager fire åndedræt, med sådan et lille dyr, der ligger helt stille og så bare slipper. Så forsvinder livet bogstavelig talt ud af den figur, og det er rigtigt. Det dyr, det dør virkeligt.”

Det er ikke alle børn, der reagerer som den grædende pige, under søndagens farvel til Hr. Muffin. En lidt ældre pige nærmer sig Claus Mandøe på vej ud, “det var sjovt!” udbryder hun kækt. Claus Mandøe smiler imødekommende. “Nååeh, men var det ikke også lidt synd?” spørger hendes lettere forlegne, voksne følgesvend. “Jo, lidt synd,” siger pigen. Uden for står en familie og sunder sig lidt efter forestillingen. “Det er ligesom med Troya,” siger den yngste i flokken, om hvad man må antage er et kæledyrs bortgang. De andre nikker. Noget af det bedste Bjarne Sandborg har hørt fra publikum, er når de siger, “jeg kunne se dukken tænke,” eller “jeg kunne se dukken smile.” Så har de gjort deres arbejde godt.

Forestillingen 'Farvel Hr. Muffin' er en fri fortolkning af Ulf Nilssons børnebog, skabt i et samarbejde mellem Claus Mandøes børneteater De Røde Heste og Teater Refleksion. Den havde premiere første gang for 15 år siden. Vi møder det højtelskede marsvin Hr. Muffin, som er blevet træt på sine gamle dage, og døjer med ondt i maven. Vi introduceres til hans liv og nogle af dets højdepunkter, som da han vandt verdensmesterskaberne i agurke-vægtløftning. Claus Mandøe jonglerer fornemt mellem alle rollerne, imens han rutineret håndterer den lodne marsvinedukke. På et tidspunkt er han faren, der bekymret ringer til dyrlægen, fordi Hr. Muffin ikke vil stå op. Claus Mandøe stiller sig med ryggen til. Han ryster på skuldrene, trækker vejret dybt og vender sig om. Nu er han dyrlæge. Det er vi ikke i tvivl om. På den måde fortælles en indholdsrig historie i løbet af 40 minutter med de simpleste fortælleteknikker og med udgangspunkt i en tillid til børns (og voksnes) forestillingsevne. Til slut må vi selvfølgelig sige farvel til Hr. Muffin, det er jo det vi er kommet for.

Opskriften er den samme

Bjarne Sandborg har været vidne til Hr. Muffins genopstandelse igennem 15 år. Den første generation af publikummer er blevet voksne, eller halvvoksne, mennesker siden da. I mellemtiden har DR og resten af børnemedielandskabet gennemlevet flere forskellige paradigmer af børneunderholdning, og der er blevet skruet stadig mere op for lyd, lys og farver, inden de nu igen finder Kaj og Andrea frem i deres nyeste satsning. Men Teater Refleksion er gået egne veje gennem alle 30 år. De har holdt fast i de håndlavede dukker, med en enkelt succesfuld afstikker til den digitale verden med den Reumert-vindende forestilling 'Gerdas Rejse'. Der kommer hele tiden nye idéer og nye forestillinger til, men mange af teatrets populære forestillinger bliver genopsat år efter år. Forestillingen 'Broder Sol, Søster Måne' om Frans af Assisi er teatrets ældste. Den havde premiere første gang for 27 år siden og blev sidst opført i 2019. Bjarne Sandborg mener, at teatrets forkærlighed for de universelle og eviggyldige fortællinger kan være med til at forklare deres årelange succes.

“Jeg har altid gået efter, at vi skal lave teater med temaer, som vi selv er interesserede i, som er vigtige for os, og som vi har lyst til at undersøge som mennesker. Vi er for eksempel nysgerrige på,, hvordan flygtninge har det i Danmark. Eller hvordan døden påvirker et menneske. Hvad ensomhed er. Meget eksistentielle tematikker, som vi som kunstnere er interesserede i at undersøge, og skabe en historie på,” fortæller Bjarne Sandborg.

Med til det arbejde hører også, at fortællingerne ikke må blive opdragende.
“Vi ville aldrig sætte os ned og spørge hinanden, “nå, hvad kan børn lide, hvad interesserer de sig for?”, eller “børn bruger for meget Ipad, så laver vi en forestilling om det, og børn har svært ved at stave for tiden, så vi laver en forestilling, der handler om noget med ord. Sådan gør vi ikke. Det er der andre, der gør, og det fungerer sikkert fint, men det er ikke vores måde at arbejde på.”

Det eneste der rigtig har ændret sig på de 30 år er tempoet, mener Bjarne Sandborg. Børn i dag har brug for et højere tempo i historien og en anden dynamik, så på det punkt har de strammet deres forestillinger op. Men ellers ser han ikke nogen grund til, at børn i dag ikke kan nyde de samme forestillinger, som deres forældre gjorde for 30 år siden.

“Det dybere lag, der handler om, hvordan man henvender sig til børn, og hvordan børn tænker, agerer og tager imod, det tror jeg ikke har ændret sig meget, inderst inde.”

En farlig måde at lave teater på

Teater Refleksion har været nomineret til en Reumert tre gange. Sidst i 2017, hvor de også fik lov til at tage statuetten med hjem, for Årets Børne-/Ungdomsforestilling. Den vindende forestilling, ‘Gerdas Rejse’, er teatrets første forestilling uden dukker. ‘Gerdas Rejse’ er en parafrase over Snedronningen fortalt udelukkende med scenografi, digitale installationer, og publikums egen fantasi. Og der var tale om et kæmpe eksperiment, ifølge Bjarne Sandborg.

“Vi var rystende nervøse før den premiere. Det er den største satsning, vi har lavet, og det var vildt dyrt, tidskrævende og rigtig mange mennesker var involveret. Men vi vidste faktisk ikke, hvordan publikum ville tage det. Det er lidt farligt at lave teater på den måde, vi gør, for det er ikke givet, at det fungerer.”

Heldigvis, mener Bjarne Sandborg, bliver teateret altid tilgivet af sine støttegivere, hvis de laver “en skævert”, som han siger. Og det er altafgørende. “Fordi en del af vores berettigelse er, at vi hele tiden prøver at strække vores evner, gå ud over vores vante stier og tilføre noget nyt. Og det er jo flot, at det kan lade sig gøre, at vi lever i et land, som tager kunst alvorligt, også selvom det ”bare” er for børn. Hvis man skal spille med sikre kort hele tiden, så hæmmer det en udvikling og en nysgerrighed.”

Den største taknemmelighed, som Bjarne Sandborg bærer rundt på, er dog ikke til støttegiverne, men til de mange kunstneriske samarbejdspartnere. “Jeg har været hamrende heldig i alle 30 år, for jeg har arbejdet med de mest vidunderlige mennesker. De medarbejdere og alt, hvad de har givet gennem tiden, er grunden til, at vi har levet de 30 år, at vi har lavet gode forestillinger, vundet priser og kan give de oplevelser, vi giver.”

Fremtiden er usikker

Hvordan fremtiden ser ud for Teater Refleksion, kan Bjarne Sandborg ikke sige noget om. men indtil videre har de bevilling frem til 2023, og en håndfuld nye forestillinger og samarbejder er undervejs.

“Da vi startede kaldte jeg det 'Et værksted for udvikling af dukker og animationsteater', fordi det ikke bare var et teater men også et sted, hvor man kunne udforske det sprog, som er så rigt og rummer så mange muligheder. For en dukke kan være alting - en dukke kan være en tesi, en gulerod, et stykke stof eller en kran. Det kan være de fineste dukker skabt af en dygtig kunstner, den kan være en trærod. Den kan være en blanding af film og levende bevægelser, og det kan være en blanding af dukker og virkelige mennesker. Mulighederne i den teaterform er uendelige. Det har altid været vores ønske at vise publikum hvor mangfoldigt teater kan være. Det håber jeg, at vi kan dyrke mere af i fremtiden.”

Det lille teater med de store fortællinger, har været omdrejningspunktet for Bjarne Sandborg, det meste af hans voksenliv.

“For os er det liv og død, faktisk. Det er hamrende vigtigt, det vi laver. Det er ikke et håndværk eller 'bare et arbejde', hvor man går hjem klokken fire. Vi går måske hjem med hovedpine, fordi vi ikke har løst en problematik, eller vi grubler over det om aftenen. Det følger os, det er vores liv.”

Fakta:

Teater Refleksion har eksisteret siden 1990. De sidste 10 år med egen scene i Aarhus C.
Teater Refleksion ligger i Jyllandsgaarden, Frederiksgade 72b, 1. 8000 Aarhus C.
Efterårets program kan findes her

Fakta:
Bjarne Sandborg
Født 1958. Teaterleder på Refleksion siden 1990.
Modtog i 2010 den internationale dukketeaterunion UNIMAs ærespris.