Som 24-årig trådte Bodil Alling ind på Teatret Gruppe 38 i Aarhus. Hun fik job som ‘teaterarbejder’ og skulle pludseligt optræde foran et betalende publikum. Stå på scenen og spille rigtigt teater. Uden nogen uddannelse som skuespiller eller professionel erfaring.

“Jeg var hunderæd. Jeg var virkelig, virkelig nervøs. Jeg følte jo, at jeg snød. Men det var også fuldstændigt fantastisk,” fortæller Bodil Alling, som nu er 64 år gammel og kunstnerisk leder for Teatret Gruppe 38.

Siden har hun beriget den danske teaterscene med mange nærværende optrædener og hjertevarm og livsklog scenekunst, som rammer lige ind i sjælen på børn og voksne i Danmark og over hele verden. Hun har på teatret vundet flotte priser, fået tildelt en livslang hædersydelser og været med til at sætte nye standarder for dansk scenekunst.

Hos Teatret Gruppe 38 bliver Bodil Allings 40-års jubilæum i denne tid markeret med en arkivudstilling i teatrets foyer og en genopførsel af 'Himmelsengen', som spiller på teatret fra den 31. august til den 1. november. I anledning af jubilæet har vi besøgt Bodil Alling på Teatret Gruppe 38.

Forestillinger der taler til krop og følelser

For Bodil Alling har det altid været vigtigt at lave teater, der kan mærkes. Teater der taler til både krop og følelser, og som får folk til at forundre sig og stille spørgsmål.

“Jeg er ikke ude på at holde et spejl op for publikum. De ved jo bedre end mig, hvem de er. Det synes jeg ikke er særligt spændende,” siger hun og fortæller, at de i teatret derfor ikke længere arbejder med at skabe forestillinger til bestemte målgrupper. I stedet laver de teater, som kan ramme noget indeni os alle, uanset hvem vi er, eller hvor gamle vi er.

Da Bodil Alling i 1981 startede hos Teatret Gruppe 38 var teatret dog et børnegruppeteater. Med baggrund i 70’ernes ungdomsbevægelser fokuserede de dengang på at lave pædagogiske og politiske lærestykker målrettet til børn. Men i 80’erne forlod Teatret Gruppe 38 den retning, og de laver nu mere filosofisk og kunstnerisk teater til mennesker i alle aldre. Da Bodil Alling i 1990 blev kunstnerisk leder af teatret, blev den retning kun endnu tydeligere. Og teatret arbejder stadig ihærdigt på fortællingen om, at forestillingerne appellerer til alle aldre.

“For mig er det mere interessant, hvis man kigger på noget, der ikke umiddelbart er genkendeligt, men som så langsomt faktisk bliver det, fordi det handler om dét, vi mærker indeni. Noget der taler til et andet sted i kroppen, til nogle universelle følelser, som vi alle har,” siger hun.

Hun er derfor ikke interesseret i at lave særlige ungdoms- eller børneforestillinger, hvor målgruppen kan spejle sig fuldstændigt i den ydre verden, som bliver præsenteret. Eller at teenagere skal kunne genkende brugen af smartphones og tablets i forestillinger.
“Det er ikke udfordrende nok,” siger hun: “Og jeg vil hellere have, at publikum tænker: ‘det har jeg aldrig tænkt på før’ end ‘det kender jeg godt”.

Engang besøgte Bodil Alling en gammel kvinde på 103 år, som skulle stå model til en film for en forestilling. Erna boede i Odder, havde otte børn og en masse børnebørn og oldebørn. Men hun havde aldrig før været i teater.
“Hun troede, at teater var noget for de fine. Ikke noget for sådan en som hende. Men jeg ville så gerne have hende med til at se premieren på forestillingen,” fortæller Bodil Alling.

Da hun endeligt fik Erna overtalt til at komme med til forestillingen, stod den gamle dame med tårerne løbende ned ad kinderne i teatrets foyer. Hun vidste slet ikke, at teater også kunne være sådan. Og hun ville gerne opleve det igen. Desværre døde hun kort efter.
“Det er jo simpelthen så stor en gave at få, at man kan ramme noget i så mange forskellige mennesker, og at man med det samme kan se, at de kan mærke forestillingen. Virkeligt alle mennesker, uanset om de er 6 eller 103 år gamle,” siger hun.

Klæd-ud-tøj og drama på husflidsskolen

Bodil Alling er heller ikke selv vokset op i et hjem med teater. Det meste af barndommen boede hun på landet med en far, som var arkitekt, og en mor som var lægesekretær. Hendes første oplevelser med skuespil var, da hun sammen med andre børn i landsbyerne kravlede ned i klæd-ud-kasserne med aflagt tøj og legede dilettant til fødselsdagene.
“Jeg havde det virkelig som blommen i et æg, når jeg spillede dilettant. Men det var aldrig faldet mig ind, at det var noget, jeg kunne leve af. At jeg kunne blive skuespiller. Det var virkelig helt utænkeligt for mig dengang,” siger hun.

Da hun senere gik på husflidshøjskole, trak skuespillet dog også i hende, og hun valgte drama som valgfag. Og senere lavede hun et amatørteater sammen med nogen af dem, hun havde gået på skolen med.
“Så ville skæbnen, at Teatret Gruppe 38 søgte en skuespiller. Og jeg var jo ikke uddannet skuespiller. Men jeg søgte alligevel og kom til en audition. Pludseligt fra den ene dag til den anden var jeg skuespiller. Det var helt overvældende og surrealistisk,” fortæller hun.

Bodil Alling kan stadigvæk nu, efter 40 år i teatret, blive overrasket og beæret over, at hun har haft muligheden for at have skuespillet som sit arbejde.
“Tænk engang. 40 år med det jeg allerhelst vil lave i hele verden. Det havde jeg virkeligt ikke set komme,” siger hun.

I 2018 fik hun tildelt Statens Kunstfonds livslange hædersydelse for scenekunst. Hun tør nærmest stadigvæk ikke tro på, at det er rigtigt.
“Jeg bliver ved med at tænke, at der må være et eller andet galt. Jeg er jo simpelthen så heldig. Jeg troede ikke, at der i den sammenhæng ville være et øje, der vidste, at jeg fandtes. Hvor ved de fra, hvem jer er?” siger hun spørgende.

Med hædersydelsen modtager hun resten af livet et månedligt et beløb som en måde at ære den kunst, som hun skaber og har skabt i mange år. Og det falder på et godt sted, for det har bestemt ikke altid været nemt økonomisk med et liv i teaterverdenen. Men på trods af dét og selvom de mange turnéer rundt i verden kunne være svære at få til at hænge sammen med livet som alenemor, så ville hun ikke bytte teaterlivet ud for noget andet.
“Jeg har aldrig kedet mig et sekund, mens jeg har arbejdet på teatret. Aldrig nogensinde. Vi er hele tiden på vej et nyt sted hen. Det har hele tiden været spændende,” fortæller hun.

Hele holdet skal være forelskede i forestillinge

Bodil Alling understreger, at det også er hendes eget ansvar, hvis det ikke længere er sjovt eller spændende. Så er det fordi, de skal ske noget nyt. Eller fordi det simpelthen ikke er den rigtige forestilling, de er i gang med at lave.
“At gå på stedet, det kan jeg ikke,” siger hun: “Og så er det vigtigt, at det er noget vi selv kan mærke. At vi virkelig har gejsten for forestillingen. Jeg ville for eksempel aldrig nogensinde selv kunne gå ind og spille en forestilling, som jeg ikke elsker. Så ville jeg falme.”

Men det er ikke kun vigtigt, at hun selv som teaterleder har hjertet med i forestillingen. Alle på holdet skal være med og være forelskede i opgaven, før de vil opføre forestillingen.
“Vi er allesammen afhængige af hinandens gejst. Hvis der er én, der ikke kan finde vej i det, så er vi nødt til at stoppe op. Og det er ligegyldigt, om det er vores tekniker eller komponist eller instruktør,” fortæller hun.

For Bodil Alling er det netop fasen, hvor de skal finde på ideer til forestillinger, som hun synes er noget af det sjoveste ved at lave teater.

“Alle døre står åbne. Man kan forestille sig alt muligt, indtil det begynder at indsnævre sig, og vi bliver nødt til at beslutte os for noget,” siger hun og fortæller, at hun ofte stadigvæk bliver overrasket over, at de kan blive ved med at finde på nye ideer.

“Nogle gange føles det som om, der slet ikke er flere ideer, når vi lige er blevet færdige med en ny forestilling. Men så er det som om, der er nogen, der kommer og hvisker mig i øret med en ide. Eller der er en af de andre, som er kommet i tanke om noget, som kunne være interessant og sjovt at arbejde med. Det er helt fantastisk,” siger hun.

Teater som et kollektivt projekt

Den kollektive tilgang er kendetegnende for Teatret Gruppe 38 og teatrets historie. De er altid fælles om opgaverne, har alle mange hatte på og arbejder sammen som et hold om at få forestillingerne op at køre. Og det vigtigste er, at alle brænder for det.

Da Bodil Alling startede i teatret, var der ingen, som kaldte sig selv for ‘skuespiller’. Også selvom de stod på scenen og optrådte foran et publikum. Det var et kollektivt gruppeteater, hvor alle i stedet kaldte sig for ‘teaterarbejdere’ og havde mange forskellige opgaver.

“Jeg tror, at jeg var på teatret i 10 år, før jeg kunne sige højt, at jeg var skuespiller. Der var jo ikke nogen, der var hverken instruktør eller scenograf. Vi lavede på en måde alle sammen bare det hele. Så det virkede sådan lidt snobbet, hvis man skulle sige, at man var ‘skuespiller’,” fortæller hun.

Den diffuse rollefordeling gjorde det også udfordrende, da Aarhus kommune i 1990 af økonomiske årsager ønskede, at teatret skulle udvælge en ansvarlig leder for teatret. Og her blev alles blikke rettet mod Bodil Alling.

“Jeg havde ingen hverken ambitioner eller ønsker om at blive leder. Jeg trivedes egentligt rigtigt godt som en del af gruppen. Men af én eller anden grund virkede det indlysende, at det skulle være mig,” fortæller hun: “Måske fordi teatret altid kom først for mig. Jeg var meget dedikeret.”

Hun fortæller, at det i begyndelsen var svært at navigere i, hvad det egentligt ville sige at være leder, når hun jo samtidigt også var en del af gruppen.

“Det kunne være svært for eksempel at have en lønforhandling med en person, som jeg lige om lidt skulle sidde i en bil med og køre til Hadsund for at spille en forestilling med vedkommende. For på den måde lavede vi jo det samme,” siger hun og forklarer, at der nu er kommet en administration, som har overtaget nogle af opgaverne og gjort det lettere for hende at finde sin rolle som kunstnerisk leder for teatret.

Selvom rollerne i dag er mere definerede end tidligere, er det stadigvæk vigtigt for Bodil Alling, at de arbejder sammen som et hold, og at alle er med til at bestemme.

“Jeg tænker aldrig til dagligt på, at det er mig, der er lederen. Vi arbejder tæt sammen hele vejen rundt, og så er der selvfølgeligt opgaver og beslutninger, som absolut ligger hos mig,” fortæller hun.

Et intimt teater med fælles oplevelser

Da Bodil Alling fik jobbet som teaterarbejder i 1981, var teatret placeret i en baggård i Aarhus' latinerkvarter. Det lå skjult bag andre bygninger, og det var ikke tilladt for teatret at sætte reklamer op ude ved gaden.

“Det var både en ulempe og en styrke for os. Det var jo virkeligt et benspænd, fordi det var svært at få folk til at forstå, at der altså lå et teater inde i den baggård. Men det blev også en styrke, fordi de folk, der så kom hos os, virkelig følte, at det var deres sted. Fordi de selv havde opdaget det,” fortæller hun.

Det betyder, at publikum ofte kender hinanden og de forskellige teaterarbejdere. Og at de på teatret kan genkende alle de gæster, der kommer.

“Publikum følte jo virkelig, at de var en del af stedet. Det gav en tættere og mere intim oplevelse, at vi mødtes med publikum på den måde”.

I 2019 rykkede Teatret Gruppe 38 fra dere lokaler i en baggård i Mejlgade til et nyt, meget mere synligt teaterhus på Aarhus Ø. Men det er stadigvæk samme intime og venskabelige måde, publikum bliver mødt på, når de besøger teatret.

“Vi står jo selv nede i baren og tager imod folk. De møder ikke fremmede folk, som de ikke kan genkende. Og de genkender både hinanden og sig selv i de forestillinger vi laver,” fortæller hun.

Netop mødet med publikum er også det, som giver Bodil Alling den største glæde ved at lave teater. At se hvordan de modtager forestillingen, og hvordan den får dem til at mærke noget.

“Det er så indlysende skønt, når jeg mærker under forestillingen, hvordan vi starter på ingenting og så langsomt ender med allesammen at sidde i det samme rum rent følelsesmæssigt og kropsligt. Når det går op i en højere enhed, og vi alle bliver fælles om den her oplevelse,” siger hun og fortsætter: “Kan man ønske sig mere? Det tror jeg ikke!”

Fakta

‘Himmelsengen’ spiller fra den 31. august til den 1. november på Teatret Gruppe 38

Jublilæumsudstillingen kan opleves udvalgte datoer i august og september i teatrets foyer, og i forbindelse med alle alle visninger af ‘Himmelsengen’

Kommende åbningstider for udstillingen:

Tirsdag den 31. aug. ca. 15.00-19.00

Onsdag den 1. sep. ca. kl. 17.00-20.00

Torsdag den 2. sep. ca. kl. 17.00-20.00