Aarhus Teater og Sort/Hvid præsenterer forestillingen Revolution. Den altid opsigtsvækkende instruktør Christian Lollike har sammen med den erklærede revolutionære marxist og kulturteoretiker ved Københavns Universitet Mikkel Bolt skabt stykket

To mænd midt i 40’erne sidder i en stue i København - et privilegeret hjørne af verden. Der er kunst på væggene, og de har deres på det tørre. De taler om den revolution, som de er overbeviste om, at verden har brug for. Som et skridt på vejen har de nu ud af alle muligheder lavet et teaterstykke.

Christian Lollike er kendt for sine teaterstykker, der sætter fingeren på samfundets ømme punkter, som for eksempel sidste vinters forestilling Hospitalet på Aarhus Teater. Mikkel Bolt er lektor på Københavns Universitet, og som han selv siger med en smule anspændthed i stemmen, derfor ansat af nationalstaten Danmark, som han mener har været et racistisk projekt de seneste 15 år. Og så er han erklæret revolutionær marxist.

Mikkel Bolt har skrevet teksten til forestillingen Revolution, som Christian Lollike bagefter har bearbejdet og iscenesat.

“Det er et forsøg på at rejse en diskussion om et samfund, som er totalt fucked, og som burde være engageret i en eller anden form for radikal omstillingsproces,” siger Mikkel Bolt.

2011 er vores 68

På scenen kommer der til at være fire karakterer, som bliver konfronteret med verdens katastrofer gennem et fjernsyn. De går i gang med at diskutere, mens de prøver at forestille sig en anden og ny verden.

“Iscenesættelsen forsøger at vise, hvad de her mennesker er fanget i, og hvorfor de har så svært ved at bryde med denne her verden,” fortæller Lollike. Karaktererne har nemlig ikke spor let ved hverken at handle eller at forestille sig, hvad der kunne komme efter en revolution.

Christian Lollike mener, at det er kendetegnende for vores generation, at vi ikke kan forestille os en anden måde at leve på. Vi er simpelthen vokset op i en tid, hvor de store utopier og fortællinger ikke længere bli-

ver anset for at være reelle muligheder. Han har spurgt Mikkel mange gange, hvad der er på den anden side af revolutionen. Men det vil Mikkel ikke svare på, for han mener ikke, at det er hans opgave at komme med et program for det. Han holder sig til samfundsanalysen og til at gøre opmærksom på, hvorfor han mener, at vi skrigende nødvendigt har brug for en revolution.

Det har været de revolutionære bevægelser i det 20. århundredes store problem, at de har fremlagt et program for, hvad der skal komme bagefter, mener Mikkel Bolt, fordi det virker begrænsende. Han fremhæver Sydeuropas pladsbesættelsesbevægelser og occupy-bevægelsen for deres mod til at sige, at de ikke har nogen krav, men at de ønsker forandring. Han kalder 2011, hvor disse bevægelser for alvor slog deres eksistens fast, for vores generations 68.

“De ved godt, at de er fucked”

Karakterne i forestillingen Revolution er fanget i en bolig, og det mimer ifølge Bolt, den tilstand vi er i, hvor vi ikke kan agere, selv om der hele tiden finder katastrofer sted. Han siger:

“Politisk burde man eksempelvis gøre en masse ved den igangværende biosfæriske nedsmeltning. Men det kan ikke rigtig lade sig gøre indenfor det allerede etablerede politiske økonomiske system. Så der sker ikke noget. Det eneste vi gør er at reproducere den verden, som har vist sig at være fucked up, og som har hevet tæppet væk under sig selv.”

Selv i Skandinaviens velfærdsstater oplever vi ifølge Mikkel Bolt, hvordan tingene ikke længere hænger sammen. Det er ganske vist en privilegeret form for destruktion, vi har her; stress og depression. Sammenlignet med den ødelæggelse, kapitalismen forårsager i andre dele af verden, er vi sluppet billigt.

“Der er en frygtelig misere, som er delvis usynlig for os i hverdagen, men som vi så ikke desto mindre har adgang til gennem skærmene. Men det eneste, der sker, når vi ser billederne af migranter, der drukner i Middelhavet, eller krig i Syrien, er jo en blanding af forråelse, apati og depression,” siger han.

Folk på Lollike og Bolts alder kan muligvis ikke se, hvor fucked op det hele er. Men det mener Mikkel Bolt bestemt ikke er tilfældet for hans studerende.

“De ved godt, at de er fucked,” siger han og fortsætter en af sine små forelæsninger, som han giver som svar på alle spørgsmål. De unge kan se frem til et arbejdsmarked, hvor de bliver løstansatte hele tiden. Og hvor de er underkastet alle mulige billedlige dominansformer, som gør, at de får det ad helvede til med sig selv.

“De skal se ud på en bestemt måde, de skal føle på en bestemt måde, og alt det gør jo, at det ikke hænger sammen. Det er jo derfor, der er så ufatteligt mange, der er stressede eller deprimerede. Det er en social samfundsmæssig tilstand.”

I andre dele af verden er det, Mikkel Bolt kalder den strukturelle vold, meget mere konkret og udtalt:

“Hvis vi bevæger os til fabrikkerne i Kina og til dem, der laver vores mobiltelefoner og computere, jamen så arbejder folk under slavelignende forhold - og det er så frygtelige forhold, de arbejder under, når de skal udvinde mineraler i miner i Congo, så de dør af det, eller de begår selvmord på fabrikkerne i Kina.”

Bolt og Lollike har gang i revolutionen nu

Karaktererne i forestillingen Revolution diskuterer og gør sig forskellige overvejelser om relationen mellem den accelererende krise i samfundet og revolutionen, og de overvejer om en anden verden er mulig.

En del af vores problem er også, at vi ikke rigtigt har et sprog til at tale om krise og sammenbrud, fortæller Mikkel Bolt. Vi kan ikke danne os et billede af verden, og hvordan vi er med til at genskabe den hver dag. Vi kan ikke overskue, hvordan verden hænger sammen, og derfor gør vi ikke noget. Selvom vi godt kan mærke, at det ikke hænger sammen.

Som i forestillingen Revolution kan kunst tage selv meget svære temaer op, men ifølge Mikkel Bolt er kunsten alligevel temmelig isoleret. “Kunsten er hele tiden i stand til at tematisere igangværende politiske konflikter. Men den kan ikke gøre en skid ved det. Det eneste der kan ske er en privat minimal bevidsthedsmæssig indsigt. Og kunstens drøm er selvfølgelig den helt store transformation,” siger Mikkel Bolt.

Alligevel ser Mikkel Bolt muligheder i at vælge kunstens vej frem for at gå i fodsporene fra fortidens revolutionære.

“Hvis man er militant eller aktivist, så organiserer man jo ikke andre. Jeg organiserer mig sammen med andre. Det er et kollektivt projekt. Christian og jeg, vi har gang i revolutionen nu,” siger Mikkel Bolt med et smil.

Christian er skam marxist

Èn ting vil Mikkel Bolt dog godt afsløre om sin forventning til verden efter revolutionen. Der vil ikke være noget, der hedder kunst, og ikke noget, der hedder politik

“Når revolutionen kommer, så forsvinder kunsten også. Så arbejder Christian ikke længere med teater, for teateret findes ikke længere. Det er en ufattelig besnærende og forførende verden, som vi i det globale vesten lever i nu, for den præsenterer os for en masse fede oplevelser lige fra iphones til Lollike-stykker til fede litterære fremstillinger til alt muligt og endda ting, som er en helt integreret del af det her lortesamfund og tematiserer, at det er et lortesamfund. Som for eksempel Revolution på Aarhus Teater”

For Mikkel Bolt er det derfor en selvfølge ikke at stemme til folketingsvalg. Han tror simpelthen ikke på det demokratiske system og afstår derfor fuldstændig fra at deltage i det.

“Mikkel er jo ikke i tvivl. Han afviser absolut demokratiet, sådan som det udspiller sig nu. Men der er en lavpraktisk side i mig, som siger, jamen kan man egentlig ikke godt være revolutionær og så forsøge at lappe lidt på det nuværende system ved at stemme på det mindst ringe parti,” siger Lollike.

Selv skrev Christian Lollike Dukkepartiet på sin stemmeseddel ved sidste folketingsvalg. Han var selv medstifter af Dukkepartiet, og de formåede at bilde blandt andre TV2 News og P1 morgen ind, at de kun var godt 2000 underskrifter fra at være opstillingsberettigede inden sidste folketingsvalg.

Mikkel Bolt slutter drillende af med at fremhæve, at Christian skam er marxist, selvom han måske ikke selv er helt klar til at stå ved det endnu.

Fakta:

Revolution spiller på Åbne Scene på Godsbanen den 15. aug - 1. sept og på Aarhus Teater den 2. - 13. okt.
Forestillingen spiller også på Sort/Hvid d. 5.-29. sep.

Forestillingen præsenteres af Aarhus Teater og Teater SORT/HVID

AF Christian Lollike Med tekster af Mikkel Bolt Rasmussen og tekstfragmenter af Sigrid Johannesen

ISCENESÆTTELSE Christian Lollike & Sigrid Johannesen
SCENOGRAFI & KOSTUMEDESIGN Franciska Zahle
MUSIKALSKE ARRANGEMENTER & REPETITØR Niels Søren Hansen
LYSDESIGN Anders Kjems LYDDESIGN Ise Klysner Kjems
MEDVIRKENDE Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Rikke Lylloff, Kjartan Hansen