Oh Land og dronning Margrethe i stort samarbejde om Snedroningen

Oh Land og dronning Margrethe i stort samarbejde om Snedroningen

OmtaleSceneSkrevet af: Elisabeth Saugmann18. nov 2018

I 2019 blænder Tivoli op for en helt ny opsætning af Snedroningen med musik af Oh Land og kostumer og scenografi af dronning Margrethe

”Se så! nu begynder vi.”

Sådan starter H.C. Andersens eventyr om Snedronningen, der er en grum og gribende historie med al hygge rykket af hængslerne. Et eventyr om kærlighedens kamp mod djævelsk blændværk og glitterstads. Med premiere næste år er der sat vand over til en ny fortolkning af balletten ”Snedronningen” med dans, sang og levende musik på scenen i Tivolis Koncertsal. Musikeren og komponisten Oh Land er allerede gået i gang med musikken, og dronning Margrethe står for scenografi og kostumer. Iført glade smil og henholdsvis pink hipsterkjole og rød royal dragt fortalte pop prinsessen og dronningen forleden pressen om deres næste store samarbejde, hvor luppen er sat på en ballet, der taler til et bredt publikum.
H.C. Andersens eventyr om Snedronningen er en fortælling om kærlighedens kamp mod djævelsk blændværk og glitterstads.
Foto: Bax Lindhardt
Snedronningen bliver vist i Tivolis Koncertsal, hvor Oh Land står for musikken og dronning Margrethe står for scenografi og kostumer.
Foto: Bax Lindhardt
Mon ikke H.C. Andersen ville have elsket at skrive et eventyr om et samarbejde mellem en ægte dronning med et væld af dekorationer og kostumer på samvittigheden og en mega berømt pop musiker med tidligere bopæl i New York og mange kunstneriske skalpe i bæltet? Det vakte i hvert fald opsigt forrige år, da de to kunstneriske kvinder sammen med den russiske koreograf Yuri Possokhov indgik i et kreativt team omkring balletten ”Askepot” til Pantomimeteatret i Tivoli. Med dette første samarbejde i 2016 føjede Oh Land med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius et nyt kapitel til karrieren. Og Danmarks dronning sprang elegant over generationskløften. Om besætningen i maskinrummet bag opsætningen dengang sagde daværende underdirektør Nikolaj Koppel: ”Det er ikke hver dag, man har et kreativt hold bestående af en dronning, en eminent musiker og en russisk hvirvelvind fra ballettens verden.”

Nu er Den dynamiske Trio så på banen igen.

To kvinder bidt af ballet

Dronningen er mildt sagt vokset op i et hjem med klaver og badekar som datter af den dirigerende konge, Frederik den 9. Derfor har musikken en kongeplads i hendes hjerte, selv om der skal være tyst, når hun tegner, fortæller hun. Computere og teknologi er ikke lige hende, men hun har nydt at Skype med de to andre under de lange kreative forløb og ser frem til at gøre det igen. ”Jeg kendte ikke Nannas musik, da jeg mødte hende første gang, men jeg blev hurtigt glad for den, siger dronningen, der opfatter al musik som bevægelse. Og heri ligger en nøgle til samarbejdet mellem de to kvinder. For de er begge bidt af ballet. Oh Land har en fortid som balletbarn på Det Kgl. Teaters balletskole og husker tydeligt, at hun som 10-årig dansede i dronningens kostumer i ”Et folkesagn”. Og dronningen har fået balletundervisning som voksen. ”Jeg var ingen sylfide, men det var sjovt”.

I ”Snedronningen” får den smukke, iskolde dronning drengen Kay kidnappet. Lille Gerda, som elsker ham, begiver sig ud på en eventyrlig og farefuld færd for at befri ham. På rejsen træffer hun mange skæbnesvangre valg, og på kostumefronten ser dronningen allerede nu, at der bliver nok at tage fat på. ”Selv om vi ikke hører H.C. Andersen tekst, håber jeg, man vil fornemme historien bag det, vi laver. Han har en vidunderlig måde at beskrive ting på, og det er et meget smukt eventyr,” understreger dronningen, som tidligere har beskæftiget sig med eventyret. I animationsfilmen ”Snedronningen” fra 2000 har hun både skabt decoupager, skrevet manus og lagt stemme til.

Folkemusik og en rejse gennem Norge, Sverige og Lapland

”Det er vildt, så meget dronningen ved om det eventyr,” siger Oh Land, som debuterede med albummet ”Fauna” og er kendt for hits som ”Sun of a gun” og ”White nights”. Hun har medvirket i TV-programmet ”Voice Junior” og er snart aktuel som dommer i X Factor. ”Det er stort for mig, at jeg får lov til at lave musik til en ballet og en fantastisk historie, som dronningen laver kostumer og scenografi til. Jeg har gjort mig mange tanker om musikken, og tror vi skal dykke ned i det nordiske i eventyret, eftersom personerne kommer ud på en rejse igennem Norge, Sverige og Lapland. Derfor vil vi bruge nogle nordiske instrumenter og gribe tilbage i folkemusikken i en eller anden forstand,” fortæller Oh Land.

Dronningen nikker. Hun har tit sagt, at kreation af scenografi og kostumer er ”smaddersjovt arbejde”. Det er ottende gang, hun udfolder sine kreative evner i en balletforestilling i Tivoli, og da hun beretter om Snedronningens onde kostume, kan man næsten mærke, hvordan der rejser sig en fejende flot og frygtelig eventyrdronning for hendes indre øje. ”Men man skal ikke kunne regne den ud på forhånd, sådan er det også med andre ting,” filosoferer dronning Margrethe, der med årene er blevet en erfaren scenograf. Over 100.000 publikummer har hidtil set den anmelderroste juleballet ”Nøddeknækkeren” i Tivoli, som lige nu er på scenen igen med over 100 kostumer og adskillige scenebilleder fra dronningens hånd.
Facebook
Del på facebook

Elisabeth Saugmann

Journalist
Elisabeth er kulturjournalist og forfatter. Hun har tidligere været ansat i DR, på JyllandsPosten og Berlingske Media.

Hun har udgivet følgende bøger:
Musikkens førstedamer
Lidt hippie er nan vel altid
Super Mouse og Fejlfinderne
Prins Henrik
Samt bidraget til flere antologier
Se Elisabeths artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind