Mageløs absurd klassiker “Den skaldede sangerinde” på Teatret ved Sorte Hest

Mageløst stramt bud på den absurde klassiker Den skaldede sangerinde

AnmeldelseSceneSkrevet af: Elisabeth Saugmann15. jan 2019

Teatret ved Sorte Hest spiller en mageløs udgave af Ionescos Den skaldede sangerinde med veteran-hold og nye stærke spillere i København. Kun kort tid desværre

★ ★ ★ ★ ★ ★

Det er synd, at Ionescos klassiker, ”Den skaldede sangerinde” kun spiller frem til 9. februar på Teatret ved Sorte Hest i København. For det er mageløst godt absurd teater i et stramt dramaturgisk greb af teaterchef og instruktør Maria Vinterberg. Nu for fjerde gang på 16 år med det samme veloplagte hold, tilført to nye stærke spillere. Så hvis man vil med på en disciplineret tur ud til det absurde teaters mest syrede grænser, må man skynde sig.
Den skaldede sangerinde spiller for fjerde gang på 16 år på Teatret ved Sorte Hest.
Foto: PR-foto / Teatret ved Sorte Hest - Robin Skjoldborg
Floskler smækkes lige i synet med raffineret musikalitet i Den skaldede sangerinde.
Foto: PR-foto / Teatret ved Sorte Hest - Robin Skjoldborg
”Hold op, den forestilling tog fusen på mig,” sagde min unge sidemand på rækkerne, da stykket var slut efter 75 intense minutter uden pause. Måske havde han forventet sig noget mere pænt og roligt af en af teatrets store klassikere. For ”Den skaldede sangerinde” var Ionescos debutstykke tilbage i 1950, da Beckett også var på banen med den tids nye sensation: Det absurde teater. Ionesco kaldte det anti-teater.

Men det absurde teater lever også i vores egen tid. Særligt når man som Maria Vinterberg i årevis har finpudset ”Sangerinden” ned til en afmålt, koncentreret spillestil. Og absurd er det, når dagligdagens floskler smækkes lige i synet med en så raffineret musikalitet, at det bliver morsomt, når der konstant ævles løs. For ja, det er langt ude i hampen. Men der er ikke langt derud. Derfor griner vi. Hvad skal vi ellers gøre?
Paw Henriksen er vidunderlig som brandmanden, der slukker halsbrand og opblussende vredesudbrud.
Foto: PR-foto / Teatret ved Sorte Hest - Robin Skjoldborg
Scenen er sat i en dagligstue i Ionescos klassiker, som spiller til 9. ferbruar på Teatret ved Sorte Hest.
Foto: PR-foto / Teatret ved Sorte Hest - Robin Skjoldborg
Scenen er sat i en almindelig dagligstue hos ægteparret Smith, hvor au pair pigen har taget magten. Hun spilles gnistrende uforskammet af Therese Glahn i en atmosfære, hvor samtaler udarter sig til lyde: Suk, prr, ha ha.

Og da gæsterne ankommer, træder Ionesco på gaspedalen, så samtalerne accelerer til et crescendo af grotesk snakken forbi hinanden. Og en lang scene med variationer over ordene ”Det var dog besynderligt, sært som det kan træffe sig”, udvikler sig til flabet rap-dynamik med rytme og poesi i Vinterbergs oversættelse.
Charlotte Elizabeth Munksgaard
Foto: PR-foto / Teatret ved Sorte Hest - Robin Skjoldborg
Steen Stig Lommer
Foto: PR-foto / Teatret ved Sorte Hest - Robin Skjoldborg

Som ny stærk spiller i forestillingen er Paw Henriksen vidunderlig som brandmanden, der slukker halsbrand og opblussende vredesudbrud. Han glider fint ind i det gamle holds disciplinerede timing som deltager i en leg med vittigheder uden pointer, der udvikler sig til floder af gode viljer og idioti, rettet an med pludselig calypsomusik. Også Camilla Bendixen er ny og har et fast greb om Ionesco, mens vi presses længere ud i antisprog med tøf tøf tøf. Alle taler, ingen lytter. Men samtaler kræver ører. Og dem har vi. Publikum. Derfor bliver det magisk og rørende, når sangerinden stikker af med os. Og det skal immervæk vare noget tid, inden man selv inviterer gæster til middag igen.

Fakta:

Medvirkende:
Charlotte Elisabeth Munksgaard, Camilla Bendix, Therese Glahn, Steen Stig
Lommer, Paw Henriksen og Peter Oliver Hansen

Instruktør og Scenograf:
Maria Vinterberg
Dramatiker: Eugène Ionesco
Spilleperiode: Den 9. januar til den 9. februar 2019 på Teatret ved Sorte Hest
Facebook
Del på facebook

Elisabeth Saugmann

Journalist
Elisabeth er kulturjournalist og forfatter. Hun har tidligere været ansat i DR, på JyllandsPosten og Berlingske Media.

Hun har udgivet følgende bøger:
Musikkens førstedamer
Lidt hippie er nan vel altid
Super Mouse og Fejlfinderne
Prins Henrik
Samt bidraget til flere antologier
Se Elisabeths artikler her →
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København





Fik du læst
Find vores trykte magasin Kulturspind i byen i Aarhus og København
Sponsoreret indhold
Kulturspind magasin
Nyheder
Læs også
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk
Kulturmagasinet Fine Spind
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
SE-nr.: 35797602

Pressemeddelelser og andet sendes til:
info@finespind.dk

Kontakt om annoncering:
annoncer@finespind.dk

Alle artikler - copyright © Fine Spind
Alle artikler - copyright © Fine Spind