Liv Nimand Duvås 'Rosensreglen' er et fantastisk puslespil

Liv Nimand Duvås ‘Rosenreglen’ er et fantastisk puslespil

Litteratur Skrevet af: Louise Juhl Dalsgaard 07 Nov 2019
Del på facebook
Facebook

Liv Nimand Duvås ‘Rosenreglen’ er et fantastisk puslespil

Nogle bøger vokser på en, når der går lidt tid. Sådan er Liv Nimand Duvås ‘Rosenreglen’, en bog om en svær og syg teenagetid og en voksen kunstner. Det er virkelig god læsning

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Der er bøger, der falder på plads med det samme. Som om man har gået rundt med et lille hul indeni, som lige nøjagtigt svarer til omridset af den bog, man læser. Et hul bliver fyldt: - Ahhh!
Andre bøger er mere som et 1000 brikkers puslespil, man køber i et øjebliks overmod, fordi man finder motivet smukt. Derhjemme pakker man brikkerne ud af kassen, spreder dem over gulvet og fortryder et øjeblik:
Alt. Det. Arbejde.

Men så tager man alligevel én brik og finder en anden, der kan passe. Èn til og en mere. Og sådan bliver man ved, indtil man øjner fligen af et motiv, og før man har set sig om, er dagen gået og dét, der til at starte med lignede et uoverskueligt rod, har nu samlet sig til en imponerende helhed. Man løfter armene i begejstring: Yes!
Jeg havde nok forestillet mig, at Liv Nimand Duvås roman ‘Rosenreglen’ ville være et eksempel på det første. En Ahhh-oplevelse, et hul, der blev fyldt. Bagsideteksten bidrog til min forestilling med sit krimi-imiterende resume: En kvindelig kunstner søger tilflugt i et kollektiv men bliver opsøgt af sin fortid, og så udvikler tingene sig i en farlig retning.

Foto: Foto: PR-foto / Gyldendal - Ida Wang
Se store billeder her →
Foto: Foto: PR-foto / Gyldendal - Ida Wang
Se store billeder her →

Den ligner noget almindeligt - men er meget mere

Men ‘Rosenreglen’ er ikke et Ahhh. Den er et begejstret Yes!
For romanen rummer et kompliceret og udsøgt puslespil: 1000 brikker, flige af fortid og nutid, individer og kollektiver, kroppe og tanker. Brikker, der kringler sig ind og ud af hinanden, så man hele tiden må lede efter den næste brik for at få spillet til at gå op.

På overfladen ligner romanen ellers en helt almindelig fortælling. Den handler om Kat, en ung kvindelig kunstner, der flytter i kollektiv for at få arbejdsro til en kommende udstilling. Til sit værk vælger hun at tage udgangspunkt i en række fotografier, der er taget, da hun var 13. Erotiske opstillinger skudt af en ukendt fotograf, der med sit blik og sine krav til poseringer langt overskrider den 13-årige piges grænser. Dette uden at hun dog magter at sige fra: Fra sine altid liggende poseringer, ser hun ikke helheden, kun sig selv. Men tilsammen danner de mange fotos et motiv, hun først øjner 14 år senere.

Forventningerne til en ung kvinde

Fotografierne får den nu 27-årige Kat til at huske en pubertet med selvskade og spiseforstyrrelser, en selvmedicineret mor og en mormor, der i misforstået hensynsfuldhed, opdrager barnebarnet til at følge de forventninger og regler, der er til en ung kvinde. Regler, som Kat ikke forstår, præcis som hun ikke forstår mormorens Rosenregel:
"Roser skal man skære til", fortsætter hun, "det er altså vigtigt, hvis ikke man skærer dem til, vokser de ud af deres mønster, forstår du det, når en rose vokser væk fra sit bed, så tager man rosensaksen, og så må man skære den til," belærer hun sit barnebarn.
Selvom hun ikke forstår, følger den unge Kat alligevel reglerne, helt bogstaveligt: Hun skærer i sig selv, snitter på kryds og tværs, for at finde sin plads i rosenbedet. Senere er det den voksne Kat, der prøver at beskære sig selv, så hun kan leve op til kollektivets regler. Men hun har ikke kræfterne og bukker under, bliver tvangsindlagt: Psykotisk og dybt splittet mellem en krop og et hoved, der vil hver sit.

Liv Nimand Duvå skriver smukt og velbegavet om at være kvinde og ungt menneske i et samfund, hvor man hele tiden måles og vejes – ikke mindst på sit ydre. Et samfund, hvor man må skære en hæl og klippe en tå, hvis man vil passe ind i “bedet” – de mange systemer, kasser og klasser.

Den tilskæringsproces løber som et rødt, blødende snitsår gennem hele fortællingen. For da Kat opsøger sin fortid og øjner de mange brikkers samlede motiv, begynder underlige ting at ske: Gamle snitsår springer tilsyneladende op igen, fortiden griber ind i nutiden, pubertets-Kat og voksen-Kat smelter sammen i en psykotisk symbiose, som kunstneren Kat i sidste ende udnytter til at skabe et spektakulært kunstværk, der viser det sig at rumme en grim (?) overraskelse.

Kroppen som lærred

"Kroppen vidner. Kroppen er den eneste historie, vi har," står der i bogen. Og kroppen bliver det lærred, som Kat bruger til at vise sin kunst, ligesom forfatteren, Liv Nimand Duvå, bruger ‘Rosenreglen’, helt nøjagtig 270 sider, til at samle et 1000 brikkers puslespil.

Dét, der på bagsiden giver indtryk af at være en krimi, en ahhhh-bog, viser sig at være meget mere end dét. For ‘Rosenreglen’ er både en samfunds-, køns- og kropsaktivistisk roman, der stiller skarpt på alle de krav og regler, der findes overalt. Krav, der kan føre til sygelig splittelse, selvskade og spisevægring – men også til kunst. Og på den måde bliver ‘Rosenreglen’ også et kunstpolitisk indlæg.

Mere end noget andet er romanen bare virkelig god læsning, jeg løfter i hvert fald mine arme i begejstring: YES!

 

Topfoto: PR-foto / Gyldendal - Ida Wang

Del på facebook
Facebook
Kulturmagasinet Fine Spind
Magasin og kalender om kultur
Alle artikler på Fine Spind
- copyright ©, 2014-2016.

Kulturmagasinet Fine Spind laves på
Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus

Kontakt os
Kulturmagasinet Fine Spind
Kulturproduktionscentret
Godsbanen, Projektdækket
Skovgaardsgade 3
8000 Aarhus C
Tlf: 25826669
Email: info@finespind.dk
SE-nr.: 35797602

Følg også Kulturmagasinet Fine Spind her: