Anne-Sofie Udsen designer ’soundscapes’ til historiske rum på museer. Lige nu arbejder hun blandt andet på at rekonstruere lyden af en kommunikationsbunker fra 2. verdenskrig

Klik... klik... klik... Tre korte klik-lyde bryder en rungende stilhed. Det lyder mest som en langsom, tung tasten på en skrivemaskine. Men faktisk er det lyden af en Enigma-maskine, der var et vigtigt kommunikationsværktøj under 2. verdenskrig. Det tyske militær brugte den til at sende hemmelige koder til hinanden, som blev anset for at være umulige at knække for fjenden.

Anne-Sofie Udsen, der forsker i lyd og lyddesign, har fået tilsendt lydoptagelsen af kodemaskinen fra et arkiv. Hun skal bruge den til at genskabe lyden af en gammel kommunikationsbunker fra 2. verdenskrig, der er åben for besøgende som en afdeling af Museum Skanderborg. Anne-Sofie Udsen forklarer med stor entusiasme, hvordan forventningerne var tårnhøje, da hun første gang skulle høre de tilsendte optagelser:

“Jeg tænkte, at lyden af Enigma-maskinen skulle spille en central rolle i ‘soundscapet’ til bunkeren, fordi det er en virkelig sej maskine, og fordi mange mennesker kender til den,” siger hun.

Desværre er lyden af maskinen mindre dramatisk og iørefaldende end hun havde håbet. Faktisk sker der utrolig lidt på optagelsen.

”Jeg syntes, det var den kedeligste lyd i verden. Forestil dig en skrivemaskine, der er blevet slået ned og så har du lyden,” siger Anne-Sofie Udsen, mens hun griner.

Den overhørte fortid

Anne-Sofie Udsens arbejde med kommunikationsbunkeren er en del af et regionalt støttet samarbejde mellem tre midtjyske museer og CAVI – Center for Avanceret Visualisering og Interaktion på Aarhus Universitet. Projektet handler om at sætte fokus på lyd i kulturhistorisk formidling og de tre museer er Struer Museum, Tekstilmuseet i Herning og Museum Skanderborg. Fælles for de tre museer er at de har udstillinger, der finder sted i autentiske, historiske rum.

Projektet afspejler en bredere interesse for lyd i forsknings – og formidlingssammenhænge, siger Anne-Sofie Udsen:

”Der er kommet større fokus på, at vi skal sanse verden gennem flere forskellige medier. Populariteten af podcast er et godt eksempel på den her bølge og det afgørende er, at vi kan bruge vores ører, når vores øjne er optagede,” siger hun.

Derudover skriver projektet sig ind i en voksende opmærksomhed på lydhistorie, der er en forholdsvis ny retning i historiefaget. Lydhistorie sætter fokus på, at vores forståelse af fortiden ikke kun bør dreje sig om, hvad der kunne ses, men også hvad der kunne høres:

‘Den lydlige dimension af historien, har været overhørt i vores forståelse af fortiden. Det vil vi forsøge at ændre på ved at rekonstruere historiske soundscapes og levendegøre oplevelsen for museumsgæsten,” siger Anne-Sofie Udsen.

Et soundscape er den lydlige pendant til et landskab og kan forstås som det lydunivers eller lydmiljø, der knytter sig til et specifikt sted:

‘Når vi siger landskab, tænker vi visuelt. Vi forestiller os dét, vi kan se. En mark og en udsigt. Et ‘soundscape’ derimod refererer til alt det, vi kan høre fra et sted,” forklarer hun.

Soundscape-begrebet blev udviklet i 1960’erne af den canadiske komponist R. Murray Schafer og er siden blevet udbredt i kunstneriske sammenhænge, særligt indenfor elektronisk musik. De seneste år har det også vundet indpas i museumsverdenen.

Lyden af virkeligheden

Den største udfordring er ifølge Anne-Sofie Udsen at genskabe et soundscape fra et sted, man aldrig selv har været. ‘Hvordan lød en bunker under 2. verdenskrig,” spørger hun som eksempel. Når hun sætter lyd til autentiske rum, er hun derfor afhængig af hjælp fra historikere, museumsfolk og om muligt såkaldte “ørevidner”. Det er helt afgørende at soundscapet og de lyde, der bliver brugt, kommer så tæt på “virkeligheden” som muligt, og hun skal hele tiden forholde sig til autencitet og historisk korrekthed. Museernes krav til autencitet er en spændende udfordring, men samtidig en kompliceret størrelse at arbejde med:

“Hvornår starter og stopper noget med at være autentisk? Hvad er ‘den ægte vare’? Hvis man har et museumsrum med originalt inventar, er det så autentisk? Vi oplever det jo i en anden tid. Og hvis vi finder lyden af en Enigma-maskine, er det så nok eller skal det være lyden af den ‘rigtige’ Enigma-maskine, der har stået i netop den kommunikationsbunker, der findes i Skanderborg?” siger hun.

Det handler i sidste ende om, hvilke historier museerne gerne vil fortælle deres publikum. Derfor arbejder Anne-Sofie Udsen ud fra en oplevelsesorienteret tilgang til spørgsmålet om autenticitet og koncentrerer sig om at skabe realistiske narrativer, der kan høres. Det vigtigste er derfor, at museumsgæsten oplever rummet og fortællingen som autentisk. I den forbindelse er det vigtigt at forholde sig til både tid og sted:

“Da jeg startede arbejdet med bunkeren, havde jeg en forestilling om, at jeg skulle skabe et lydunivers med krig og bomber. Men kommunikationsbunkeren i Skanderborg var egentlig bare en arbejdsplads og et sted, man kunne søge dækning i en krisesituation. Man har derfor aldrig hørt bomber fra overfladen. Det viste sig at være endnu federe, fordi jeg fik et indblik i noget jeg ikke anede, hvordan lød i forvejen,” siger hun.

De handler om at pirre museumsgæstens forestillingsevne, forklarer hun:

“Man skal være opmærksom på, at der ikke er for mange unaturlige lyde i det soundscape man laver, for så hopper publikum ud af illusionen om at være til stede i fortiden”.

Det sanselige museum og øjets dominans

Anne-Sofie Udsen forklarer at hendes arbejde med at sætte lyd til fortiden passer godt ind i den generelle udvikling vi ser på museerne i dag, hvor tendensen er at udstillinger skal fange publikums opmærksomhed gennem sanselighed, deltagelse og interaktion:

“I stedet for det støvede museum, hvor man er omringet af gamle ting og skal være musestille, så er det moderne museum et oplevelsesrum. Museerne prøver at følge med tiden, hvor det hele går hurtigere, og vi er vant til mange flere sanseindtryk i hverdagen. Når vi formidler gennem lyd, forsøger vi at aktivere sanserne og følge med tiden,” siger Anne-Sofie Udsen.

Det bygger på ideen om, at jo flere sanser, der aktiveres desto større og kraftigere kan vores oplevelser blive. Lyd kan tricke vores hukommelse og det kan fremkalde forestillinger, der er anderledes end dem man skabe via det man kan se. Samtidig kan lyd hjælpe museumsgæsten med at vide, hvorhen fokus skal rettes i et udstillingsrum:

”Nogle gange er det vigtige at tage med fra en udstilling knyttet til et bestemt artefakt. Andre gange er det hele stemningen i rummet, der er det centrale. Lyd hjælper museumsgæsten med at agere i rummet,” forklarer Anne Sofie-Udsen.

Anne-Sofie Udsen fortæller at folk ofte skal vænne sig til at lytte når de er på museum. Hun knytter det til det hun, med et meget forskeragtigt ord, kalder det “okularcentriske samfund”. Okularcentrisme henviser til, at synssansen har en privilegeret status i vores sansning af verden. Vores forståelse og viden om verden bygger altså i høj grad på det vi kan se med vores øjne. Det er indbygget i sproget, fortsætter Anne-Sofie Udsen. Tænk bare på vendinger som “du tror det ikke, før du ser det” eller “hun fik syn for sagen”. Kan du se problemet, fristes man til at spørge. Hun slutter med at forklare, hvad det vil sige at åbne sine ører og lytte til verden:

“Vores ører er altid åbne. Vi kan lukke øjnene, men vi kan ikke lukke ørene. Men der er forskel på at høre og lytte. At lytte indebærer en opmærksomhed på omverdenen, der stikker dybere end det at høre. At lytte er at reflektere over det, man hører og at tage stilling til det.”

Måske skulle vi allesammen øve os i at lytte – til historien, til os selv og til hinanden!

Fakta:

Bunkeren som Anne-Sofie Udsen i øjeblikket designer soundscape til, er en del af Museum Skanderborg.

Museumsbunkerne ved Skanderborg Sø skulle have været åbent for besøgende i weekenden i perioden 1. april - 30. sempember - for at se, hvornår der åbnes efter Corona lockdown følg med på museets hjemmeside.

Anne-Sofie Udsens soundscape forventes at være færdig til sommer