Henrik Saxgren er uddannet reklamefotograf, men som han selv siger:

”Jeg stoppede dagen efter jeg fik mit svendebrev, fordi jeg ikke ønskede at understøtte forbrugersamfundets amokløb.”

I stedet begyndte han at rejse ud i verden, og han skulle helst så langt væk som muligt. Han rejste til verdens brændpunkter og fotograferede det menneskelige drama, folk der levede på kanten.

De seneste par år har han dog også lagt jagten efter menneskers drama på hylden. Nu har han vendt linsen mod naturen. Det vilde landskab sætter ham i en zen-tilstand og har lært ham at afvente billederne i stedet for at jage dem. Med stor respekt for naturen udvider han tiden i billederne, og arkiverer noget af den vilde natur, der har eksisteret i millioner af år, som vi stadig har tilbage.

“Hvis det skal sættes mere på formel, så er det respekten for naturens storhed, jeg ønsker at give videre,” fortæller han.

Naturen er min kirke

En af Henrik Saxgrens inspirationskilder til at tage mere stille billeder er fotografen Per Bak Jensen og hans serie ‘Stedernes Væsen’, men der var et stort spring, fra Henrik Saxgren opdagede, man kunne fotografere tomme landskaber og steder, før han selv begyndte at gøre det.

“Jeg kunne ikke forestille mig, der var et publikum for billeder af stilhed, for jeg kendte ikke stilhed. Jeg havde brug for drama. Det var slet ikke i min værktøjskasse,” forklarer han.

Skiftet kom først for Henrik Saxgren, da hans kone døde. Hun havde kræft, og mellem strålebehandlingerne rejste de til Sydspanien og kørte rundt i bjergene dernede, velvidende at det ville være nogle af hendes sidste oplevelser. Blandt bjergene og sydens sol var det dog de kæmpe drivhuslandskaber, der greb Henrik Saxgrens opmærksomhed. Han beskriver synet som en kunstinstallation, hvor naturen er pakket ind i plastik.

“Det var en meget speciel oplevelse at se den fuldstændig ødelagte natur ud fra en eller anden tåbelig ide, mennesker har om, at naturen er til for os. Hele det syn på livet og døden og naturen provokerede mig.”

Efter hans kone døde, tog Henrik Saxgren tilbage til Spanien og fotograferede landskaberne. Billederne blev taget i vrede for at udstille menneskets mangel på respekt for naturen. Han gjorde aldrig projektet færdigt, men det åbnede alligevel døren til den nye karrieresti med landskabsfotografier. Ikke mindst fordi døren til det menneskelige drama i hvert fald for en stund var blevet lukket.

“Når man fotograferer mennesker, som jeg gjorde før i tiden, så skulle man rigtig tæt på og få et intimt indblik i deres liv. Men man opnår ikke intimitet, hvis man ikke tilbyder intimitet. Men jeg havde simpelthen ikke overskud til at komme så tæt på mennesker, fordi jeg havde været igennem så stort et drama.”

Han fandt med andre ord ud af, at han havde det bedst, når han var alene ude i naturen og stilheden, mens han fotograferede landskaber uden kommentarer.

“Jeg er ikke religiøs, men det blev sådan, at naturen blev min kirke. Jeg havde et eller andet rum inde i mig, hvor jeg fik oplevelser, der tenderede noget spirituelt,” fortæller han.

Snuden mod Grønland

Det er især den store og vilde natur, der slår en spirituel akkord i Henrik Saxgren. Når man er så langt ude på kanten, hvor naturen er så voldsom, at man ikke kan undgå at blive ydmyg og forstå, hvor små vi er. Han har især haft den slags oplevelser, når han har rejst og fotograferet i Grønland. Her har han blandt andet fulgt de grønlandske fangeres liv på isen i bogen ‘Ultima Thule’, og betragtet livet i en bygd ved Diskobugten i bogen ‘Bag en mur af is’.

“Jeg havde en oplevelse af, at jo flere strabadser jeg overvandt, jo finere ville jeg blive belønnet af naturen. I begyndelsen blev jeg utryg, når vi blev omringet af dårligt vejr, men efterhånden lærte jeg at se det som en gave. At der - på den anden side af det dårlige vejr – kunne vente en naturåbenbaring af de helt store. Det viste sig stort set altid at holde stik,” fortæller han.

Turen med fangerne i Thule viste sig også at være afgørende for Henrik Saxgrens nye fotografiske metode og for at lære at afvente billederne i stedet for at jage dem.

“Jeg boede i Gaza i en måned, hvor jeg lavede billeder til min udstilling ‘Krigens landskab’. Der sled jeg tre chauffører op, fordi jeg hele tiden ville have dem til at køre tættere på frontlinjen. Jeg var hele tiden ærgerrig. Da jeg kom til Thule opdagede jeg, at den arbejdsmetode var ubrugelig deroppe,” forklarer han.

Slædehundene kunne ikke som chaufførerne tvinges til at sætte snuden efter de vilde billeder, så der var ikke andet for end at sætte sig på slæden og håbe på, man blev bragt i nærheden af noget, der var værd at fotografere. Det er en arbejdsmetode, Henrik Saxgren i dag bærer med sig og blandt andet også har brugt, når han fotograferer den danske vestkyst, som han også har dedikeret meget tid til.

“Jeg fandt den der zen i mig selv og fandt ud af, at jeg egentlig bedre kunne lide den mentale tilstand end den hektiske tilstand, jeg ellers havde bygget min karriere på.”

Selvom tilstanden af zen og den afventende arbejdsmetode er noget, Henrik Saxgren bærer med sig, uanset hvor han fotograferer, har Grønland stadig en særlig plads i hans hjerte og hans arbejde. Derfor ender han tit med at tilrettelægge sit liv, så han kan komme til Grønland.

“Jeg fotograferede første gang i Grønland i 1987 og blev evigt forelsket i det land. Da jeg begyndte at arbejde på ‘Krig og Kærlighed’, ville min redaktør have, at undertitlen skulle være ‘- om indvandringen i Skandinavien’. Jeg sagde niks, den skal hedde ´Om indvandringen i Norden’, fordi jeg ville have Grønland med,” fortæller han.

Det antropologiske fotografi

Det nye spor i Henrik Saxgrens fotografiske karriere kan beskrives på mange måder; stille, afventende, naturfokuseret. Men før han sprang ud som naturkunstner, havde han en periode, som han selv vil kalde antropologisk; et nøgternt blik på verden, der hverken dømmer eller kommenterer, men bare betragter. Han mener nemlig, det er et stort problem, at alt for mange synes noget i stedet for at vide noget.

Denne tilgang er særligt tydeligt i et projekt som Krig og Kærlighed, hvor Henrik Saxgren har rejst rundt i Norden og fotograferet indvandrere fra hele verden. Den kan også ses i projektet ‘Bus til Bagdad’, der handler om buschauffører, der alle har foretaget en meget lang rejse fra krig og fattigdom, for at få et bedre liv.

“Jeg havde en dyb tro på, at viden og information kunne ændre en holdning, og jeg synes, folk skulle vide noget om de mennesker, der er flyttet til vores område,” forklarer han.

Derfor forsøgte han, at fotografere de medvirkende personer så nøgternt som muligt. Man kan se, hvilket tøj de gik i, hvilken computer der stod på deres bord, hvilke sneakers de havde på, ganske enkelt hvordan de så ud, og hvordan de boede.

“Jeg håber, at den her bog om 100 år kan bringe lige så meget oplysning, som den kan i dag.”

Skønhedens erkendelse

Da Henrik Saxgren begyndte sin rejse ind i naturfotografiet efter sin kones død, fotograferede han med vrede for at udstille menneskets manglende respekt for naturen. Selvom vreden ikke længere er et udgangspunkt i hans arbejde, er det dog stadig tydeligt i måden, han taler om både naturen og sit forhold til den, at han selv nærer en stor respekt for den vilde natur og dens skønhed og ønsker at give denne respekt videre gennem sit arbejde. Det er blandt andet også derfor, at det er steder som Grønland og Jyllands vestkyst, han har betragtet gennem sin linse.

“Da jeg skulle i gang med noget nyt, ledte jeg efter stor og vild natur. Danmark har jo ingen vild natur, hele landet er gennemkultiveret. Det eneste vilde natur, vi har tilbage, er faktisk Vestkysten. Den kan man trods alt ikke kontrollere, uanset at man også prøver det,” forklarer han med blot et lille spor af bitterhed i stemmen.

I den vilde natur oplever Henrik Saxgren, at han ikke ønsker at fastfryse tiden, som ellers ses som et adelsmærke ved fotografiet. I stedet forsøger han at læse tiden ind i billederne. Man må gerne få en fornemmelse af, at det, der udspiller sig i hans billeder, lige så godt kunne have udspillet sig for flere hundrede år siden.

“Jeg er egentlig ikke interesseret i, hvordan Vestkysten ser ud i 2021. Jeg er mere interesseret i begreberne kyst, vestkyst, lys og natur, som det har udspillet sig i millioner af år,” forklarer han.

Selvom han ikke på noget tidspunkt nævner buzzwords som bæredygtighed, global opvarmning eller klimakrise, er det tydeligt, han er en form for naturaktivist. Men i stedet for at vende linsen mod mennesket, og hvordan vi kommer til kort, vender han sig mod den natur, han mener, det er så vigtigt, at vi kæmper for at bevare.

“Jeg har det sådan, at hvis vi mennesker ikke kan opleve og værdsætte naturens skønhed, hvorfor skulle vi så kæmpe for at bevare den? Jo flere skønhedserfaringer, vi kan give folk, jo mere opmærksomhed vil der blive på, hvor vigtigt det er at passe på det, vi har. Ikke på grund af det, det kan give tilbage til os, eller hvad vi kan få ud af det, men fordi det har værdi i sig selv.”