Glenn Bech vil ikke længere skamme sig over sin opvækst. Nu udgiver han et manifest om samfundets uligheder
Glenn ser sig selv som ’klasserejsende’. Med et ben i hver lejr, i arbejdernes provins og i den akademiske og kunstneriske elite, oplever han store klasseforskelle. Og han har følt stor skam og aversion over den klasse, som han selv er født ind i. Med sin nye bog ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ har han skabt et manifest, hvor han i digtform og med erindringstekster skriver om klassekamp og klasseskam og viser sin frustration og vrede over den kløft, som han oplever, at der er mellem os i Danmark.
Jeg skjuler mig selv for at være en del af fællesskabet
Efter faderens selvmord voksede Glenn Bech op med skiftende, utilregnelige og voldelige stedfædre. Hans mor blev tæsket, udsat for seksuelle overgreb og græd ofte sig selv i søvn.”Alle de ting, som man kan få ind i tilværel-
sen gennem gode og nærværende forældre, fik jeg ikke med. Selvværd, evne til at bero-
lige sig selv, tillid til mig selv og andre. Jeg fik alt det modsatte. Det er virkeligt noget, som jeg mærker i dag”.
I folkeskolen og på Handelsskolen i Horsens oplevede han mobning. Han lærte tidligt at pakke sig selv og især sin homoseksualitet langt væk og præsentere sig selv så ”normalt” som muligt for ikke at blive ekskluderet af fællesskabet. Det gjorde ham enormt trist. På Handelsskolen kæmpede han også i en periode med en slem depression.
”Det var ren overlevelse. Det har været enormt svært at leve åbent som homoseksuel mand, og særligt i min opvækst i provinsen. Men selv i byerne oplever jeg vildt meget homofobi. Det må være fantastisk at kunne tage sin elskede i hånden i bussen uden at være bange for diskrimination. Eller at blive mødt med forståelse i hjemmet af kærlige og nærværende forældre, som indimellem læser en bog eller ser DR2,” siger han.
Et opråb på vegne af provinsen og arbejderklassen
Glenn vil råbe op på vegne af provinsen og arbejderklassen. Han vil råbe for dem, som ikke bliver hørt så meget i den offentlige debat. Det har nærmest været et kald for ham at skulle skrive et manifest om problematikkerne.”Jeg står her med et ben i hver lejr. Hvis jeg ikke skriver om det, så føler jeg ikke, at der er nogen, der gør det. Der er meget, som de højtuddannede mennesker, der sidder som kulturskribenter i København, måske ikke oplever i deres hverdag. Så hvorfor overhovedet skrive om det? Jeg synes, det er så vigtigt, at vi starter den her samtale og får forskellige mennesker til at forstå hinanden”.
Glenn savner samtalen om klasse. Med bogen vil han gøre opmærksom på de klasseforskelle, som han stadigvæk mener, at der er mellem os i Danmark, og hvad de kan betyde for vores muligheder og blik på os selv.
“Jeg mener jo, at klasse betyder alt. Det gennemsyrer alt og skærer direkte igennem alle andre parametre. Når et foster udvikler sig i moderens mave, så har det betydning, hvor mange stresshormoner hun har, og hvordan miljøet er omkring hende. Klasse har betydning for, om vi har forældre, vi kan tale om vores følelser med. Klasse har betydning for, hvad vi får at spise, hvad vi ser i fjerneren, og hvor stort vores ordforråd er.”
Han ønsker en mere retfærdig økonomisk omfordeling. Og at vi bliver bedre til at tale med dem, vi er uenige med og prøve på at forstå hinanden frem for blot at standse ved vores forargelse.
“Jeg vil gerne have mennesker i de forskellige klasser til at fatte hinanden. Vi skal til at forstå, at vi skal stå sammen om de udfordringer, vi møder. Det nytter jo for eksempel ikke noget, når formidlingen af klimakrisen sker hen over hovedet på gennemsnitsmennesket.”
Skammen over sin opvækst
Da Glenn Bech i 2011 flyttede til Aarhus og startede på psykologistudiet, blev klasseforskellene for alvor tydelige. Han skammede sig over den klasse, han selv var født ind i, og var vred over de manglende muligheder, som han i kraft af sin klasse havde levet med.“Jeg gennemskuede hurtigt, at der var bestemte bøger, som man skulle have læst, og bestemte film, som man skulle se, og at man skulle tale om dem på bestemte måder. Mange af mine medstuderende boede i forældrekøb, havde surdejsboller med på madpakken, stod tidligt op og gik til yoga og glædede sig til at komme hjem til deres familier til jul. Jeg følte virkeligt, at jeg var kommet til Mars. Der var bare ikke nogle af de her ting, som jeg nogensinde havde været i kontakt med hjemmefra,” fortæller han.
Da han selv fik sin første lejelejlighed i Aarhus, lagde han sig ned på gulvet og græd. Han troede næsten ikke, at det kunne være rigtigt, fordi han altid havde hørt, at det krævede et godt netværk at få et sted at bo i byen.
“De her forskelle har bare fået mig til at føle mig helt vildt forkert. Og tit tænkte jeg bare: ‘Årh, hvor er jeg glad på jeres vegne, men fuck jeg hader jer’. Det er svært at sige højt, for det klæder ikke nogen at være bitter eller misundelig. Og man kan bare føle sig helt vildt alene med de her forkerte følelser. Det er noget, som jeg gerne ville sætte ord på i min nye bog”.
Du er heldig at have en dårlig opvækst at skrive om
I 2017 kom Glenn Bech ind på Forfatterskolen i København. Han debuterede med den 552-sider lange autofiktive roman ‘Farskibet’ i 2021, som handler om faderens selvmord og dets konsekvenser for familien. Med romanen modtog han Blixenprisen i 2022, debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat og Albert Dams Mindelegat i 2021.“Jeg har haft så svært ved at tro på det. Jeg tænkte: “De vil nok bare være søde”, eller “der må være sket en fejl”. Jeg kæmper med noget klasseskam, sådan noget ‘må jeg være her?’. At få de her priser føles som at stå i skolegården og blive inviteret ind i cirklen. Det er vidunderligt,” fortæller han.
Efter udgivelsen har han fået kommentarer fra andre, som har været misundelige på hans hans hårde barndom, som “gør det let for ham at finde noget dybt og rørende at skrive om”.
“Jeg havde lyst til at give dem et cirkelspark i hovedet, da jeg hørte det. Ej, sorry, men det synes jeg sådan er rigtigt klamt. Jeg ville jo til enhver tid gerne have byttet med dem,” siger han.
“Det er som om, at der går strategi i den måde, nogle fremstiller sig selv på. Pludseligt er folk med en god opvækst blevet slået af mor og far, og heteroseksuelle mænd er queer. For så tror de, at de får noget mere opmærksomhed, eller at andre synes deres litteratur er mere vigtig”.
For Glenn har ‘Farskibet’ ligesom hans nye bog været en nødvendighed for ham at skrive. Han havde brug for at få bogen ud af kroppen og ud i verden. Han mener selv, at den første del var selvskadende for ham at skrive. Det tvang ham til at sidde meget alene med tanker og følelser, som han i dag ved, at han ikke skulle have været alene med. Men det har været helende for ham at blive mødt så positivt af folk, der kunne spejle sig i bogen.
Der er store klasseforskelle i dansk litteratur
Glenn Bech ønsker med sit manifest at gøre litteraturen mere bredt tilgængelig. Største-
delen af bogen er skrevet i note-appen på hans iPhone, mens han er kørt til og fra forfatterarrangementer i offentlig transport. Manifestet er skrevet på en meget umiddelbar måde og med et tilgængeligt sprog.
“Jeg håber, at det kan inspirere og åbne ballet for flere mennesker i littera-
turen. Jeg synes, der er alt for tydelige klasseforskelle i dansk litteratur. Forestil-
lingerne er, at god litteratur er meget biedermeiersk, subtilt, og nedtonet med smukke, præcise sætninger. Der er ikke meget vanvid, misundelse eller uhæmmet vrede til stede. Der er nogle, der skriver om vanvid og vrede, men den slags litteratur bliver ofte hurtigt set som et debatindlæg - og ikke som fin litteratur”.
Fakta:
‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ er udgivet på Gyldendal.Glenn Bech er nu startet på et nyt bogprojekt sammen med sin mor. Bogen skal handle om deres forhold og om at gå i familieterapi.