Thomas Korsgaard slår et slag for højtlæsning, som er det, der skal redde verden
”Det er noget af det bedste, jeg kan tage med mig fra min barndom. Det var faktisk ligegyldigt, hvad hun læste. Bare hun selv kunne lide det. Og levede sig ind i det. Indlevelsen er faktisk noget af det, jeg synes, er det allervigtigste, vi har. Det vil jeg gerne være med til at skabe hos andre,” fortæller han.
Barndommen var for Thomas Korsgaard ellers præget af vold, konflikter og af at føle sig ensom og forkert. Han har allerede nu, som 29-årig forfatter, skrevet en hel trilogi med rå bøger, delvist inspirerede af sin egen opvækst i et fattigt hjem på landet. Med bog nummer tre i trilogien ”Man skulle nok have været der” vandt han De Gyldne Laurbær som den yngste forfatter nogensinde. Med bøgerne har han været med til at skabe samfundsdebat om fattigdom og ulighed i Danmark.
Thomas sendte rim til syg veninde
Thomas Korsgaard sidder foran en kæmpestor bogreol inde i sin lejlighed. Langt væk fra sin familie og det liv, han engang havde ude på landet i Nørre Ørum. Han lever af sit arbejde som forfatter. Enten skriver han, eller også holder han foredrag og læser op fra sine bøger. Et liv han som barn aldrig havde turdet håbe, at han ville kunne leve.”Jeg føler mig heldig, hver gang jeg skriver på en ny bog,” fortæller han.
For Thomas starter bøgerne altid med et indfald eller en tanke. Så udforsker han tanken for at finde ud af, om der ”er noget på færde her”. Det skal være både sjovt og udfordrende at skrive. Nogle gange er der ikke noget på færde – og andre gange er der. Så bliver det til en bog.
Sidste sommer var han egentlig i gang med et andet bogprojekt. Men da en veninde pludselig blev alvorligt syg, gik han i stå med bogen. Så opstod der en anden idé, som blev til hans nye børnebog ’Byen udenfor’.
”Det påvirkede mig i min dagligdag at være pårørende. Sådan mentalt. Og jeg kunne slet ikke overskue mit bogprojekt. Det blev så ligegyldigt. Men min veninde og jeg har altid haft noget med rim, og vi begyndte at sende nogle frem og tilbage til hinanden i den periode som en måde at få tankerne andre steder hen,” fortæller han.
Thomas besluttede sig for at skrive et rim om dagen i 100 dage. Han nåede dog kun til rim nummer 76, før han sendte dem videre til sin redaktør. Det var vigtigt for ham, at teksterne både rimede og havde en historie.
”Det var virkeligt sjovt, fordi formen er så kort - og stadigvæk så udfordrende. Jeg har virkelig været ved at få grå hår af at prøve at få det hele til at passe sammen. Men så bliver jeg til gengæld helt høj, når det lykkes,” siger han.
Børnebogen handler om alt muligt forskelligt. Drømme, fantasi, om ikke at kunne sove, om pludseligt at bo på plejehjem, selvom man kun er et barn. Tegneren til bogen, Louis Kønig-Wheatley, har været med til at skabe universet og den røde tråd.
Det er ikke første gang Thomas skriver børnebøger. Han har skrevet flere sammen med musiker og dramatiker Frida Brygmann. For ham er børnelitteraturen et sted, hvor han giver sig selv lov til at skrive noget, som ”bare” er varmt, sjovt og underholdende. Det er helt anderledes end hans voksenbøger, som er hårde og barske, og som han siger: ”Absolut ikke for børn”.
Med sin nye børnebog håber han at kunne samle børn, søskende og deres forældre og skabe gode oplevelser for dem.
”Verden er så urolig i øjeblikket. Dystre billeder i nyhederne hver dag. Krige der udvikler sig. Der var noget skønt ved at skrive noget lyst og varmt. Og så er det rart at tænke på, at dét, jeg laver, måske er noget folk kan samles om og dele med hinanden. Noget de kan hygge sig med sammen, i en tid der er så formørket.”
Ingen forventninger på skrivebordet
For Thomas Korsgaard er det vigtigt altid at blive ved med at være legende og åben som forfatter. At kaste sig ud i nye genrer og gå med sine spontane indfald og sjove idéer.
”Jeg tror, det er, når jeg leger, at jeg får de gode idéer. Det er her, historien virkeligt kan få fat i én,” siger han.
Selv har han beskæftiget sig med mange genrer. Romaner, noveller, digte, børnebøger. At arbejde med helt nye genrer, metoder og andet stof gør ham ydmyg - og gør at han kan skrive mere frit.
“Jeg starter nyt hele tiden. På den måde tager jeg ikke bestemte forventninger med mig til skrivebordet. Så regner jeg nemlig ikke med, at jeg er særlig god til det,” fortæller han.
Sådan havde han det også, da han startede med at skrive rim. Det havde han aldrig gjort før, og han troede faktisk aldrig, han skulle gøre det. Selvom han som 29-årig allerede har vundet De Gyldne Laurbær, Otto B. Lindhardt-prisen og Lars Kjeldgaards Ærespris, så er han stadigvæk ofte i tvivl om sine tekster. Om de er gode nok. Og om han er talentfuld nok som forfatter.
“Det er jo ubehageligt at tvivle på sig selv. Men den indre modstand skal nok til, før noget virkeligt vokser i skriften. Det gør, at man lige bliver tvunget til at tænke sig ordentligt om. Hvad skal teksten? Hvad vil den læseren? Hvorfor skriver jeg det?”
En følsom dreng med store drømme
Thomas Korsgaard kender tvivlen på sig selv og usikkerheden helt tilbage fra sin barndom. Han er vokset op på en fattig bondegård, i landsbyen Nørre Ørum, tæt på Skive. Faren var landmand og moren var uddannet bager. Forældrene var ramt af forskellige ulykker - et dødfødt barn, konkurstrusler, finanskriser og store sorger. Thomas oplevede, at hjemmet var præget af vold og konflikter, og af at han blev behandlet, som om han var meget forkert.
“Jeg var ikke som drenge var forventet at være. Jeg var faktisk mere som pigerne. Jeg ville gerne tale om følelser og sådan noget. Og det blev set som noget, der var meget forkert,” fortæller han.
Han skilte sig i dén grad ud fra omgivelserne i Nørre Ørum. Han har altid været nysgerrig, haft meget energi og været optaget af at lære ting. Og så er han et følsomt, tænkende og talende menneske.
“Andre i min familie ville nok bruge nogle andre ord. Sart ville de nok sige. Jeg følte altid, at jeg faldt udenfor. At jeg ikke hørte hjemme,” fortæller han.
I skolen fandt han dog ét sted, hvor han følte sig mere hjemme. Det var i skrivningen, og når de skulle lave ting, som krævede hans kreativitet. Hvor han skulle udtrykke sig. Han elskede særligt, når dansklæreren gav dem skriveopgaver for.
“Skrivning var den éne ting, jeg var god til i min barndom. Dén ting jeg fik lidt anerkendelse for. Ellers fik jeg ikke anerkendelse for noget,” fortæller han.
Han besluttede sig for at alle andre fag i skolen var ligegyldige. Han måtte bare gå all in på danskfaget. Han tænkte, at det var godt at være god til - også fordi han havde en drøm om at blive forfatter, selvom han så det som fuldstændigt urealistisk.
“Der hvor jeg voksede op, var folk landmænd og pædagoger, ikke forfattere. Jeg forstod slet ikke, hvor bøgerne kom fra. Jeg vidste godt, hvordan mælk blev til. Men bøger - det forstod jeg ikke,” siger han.
Derfor føler han sig i dag heldig, når han skriver en ny bog. Det er langt fra den forestilling, han som barn havde om, hvad det var muligt at gøre i livet.
Et lille puf blev til et forfatterliv
Som 17-årig flyttede Thomas til København. Han skulle så langt væk fra sin barndomsby som muligt. Han færdiggjorde gymnasiet på Ørestad Gymnasium i 2014 og begyndte at lære nogle mennesker at kende, som skrev og lavede andre kunstneriske ting. Det gav ham en bedre idé om, hvordan det faktisk kunne lade sig gøre at blive forfatter.“Jeg begyndte jo også at få venner, hvilket jeg aldrig før havde haft. Det var rigtig dejligt,” siger han.
Thomas begyndte at skrive journalistiske reportager, som han sendte til aviserne. Efter noget tid blev han kontaktet af en redaktør fra forlaget Lindhardt & Ringhof, som havde lagt mærke til nogle af de tekster, Thomas havde skrevet. Hun spurgte ham, om han havde lyst til at skrive en bog.
“Det var meget heldigt. Og meget vigtigt for mig. Jeg aner ikke, hvor jeg havde været, hvis det ikke var sket. Så tror jeg ikke, at jeg ville have sat mig ned for at skrive en bog,” siger han.
Han forklarer, at han nok ikke ville have troet, at han var god nok. Han ville have troet, det var for selvglad en tanke.
“Det skubbede mig i gang. Det var bare et lille puf, og mere skulle der ikke til. Det er vildt, hvor meget det betyder, at nogen tror på én. Det er så vigtigt. Jeg prøver virkelig selv at huske på det og vise andre mennesker, at jeg tror på dem. Tænk lige på, hvad man kan være for andre mennesker. Det er utrolig smukt,” siger han.
I dag lever Thomas af at være forfatter. Selvom det kan være en usikker tilværelse med en svingende økonomi og sporadiske jobs, så elsker han det. Han elsker friheden og kreativiteten. At det føles lidt som en leg. Og så holder han faktisk af at kunne arbejde alene. Han nyder sit eget selskab.
“Jeg lever jo på mange måder en eneboer-tilværelse. Bor alene og arbejder alene. Det elsker jeg. Men jeg prøver på at se nogle andre mennesker hver dag. Det er bedst. Ellers kan man godt blive lidt skør. Men nogle gange glemmer jeg det lidt, når jeg er tæt på at aflevere noget. Så kigger jeg op fra skærmen bagefter og tænker ‘Hvor fanden er mine venner henne?” siger han og griner.
Han sætter sig ved computeren hver dag. Står tidligt op, skriver, holder pause midt på dagen og skriver så bagefter igen. Rutinen er vigtig for ham. Han forventer ikke, at inspirationen skal falde ned fra himlen til ham. Han ser skrivningen som et håndværk, noget man må arbejde for. Man skal bare gå i gang.
At få sin egen opvækst ind på bogreolerne
Thomas’ første roman kom til at handle om drengen Tue, som vokser op i et fattigt hjem på landet i 00’erne. Det blev til en trilogi, hvor den sidste ‘Man skulle nok have været der’ handler om at flygte fra sin belastede fortid og komme til at leve et omflakkende og hjemløst liv i København. Romanerne er inspireret af Thomas’ egen opvækst og ungdom.
“Jeg oplevede, at der ikke fandtes nogen bøger, der handlede om det her. Jeg manglede de bøger, så jeg ville gerne prøve at få det ind på bogreolerne. Jeg ville gerne sige. ‘Se det her! Er der nogen, der kender det?’”. siger han.
Til forskel for anmelderne og læserne var flere af dem, der var en del af Thomas’ opvækst, ikke begejstrede for bogen. Særligt var hans ene bror utilfreds, og hans kritik kom ud offentligt i Politiken. Han kunne ikke genkende barndomshjemmet fra Thomas’ beskrivelser, og han kaldte bogen for grov og usand. Brødrene har ikke haft kontakt, siden bogen kom ud, og i dag taler Thomas ikke med nogen fra sin familie.
Thomas følte dog dengang, at han med sin opvækst havde noget, han gerne ville fortælle. Han havde ret til at skrive om sine egne oplevelser. Og så håbede han, at andre mennesker kunne genkende noget og måske føle sig mindre alene med deres oplevelse.
“At dele historier med hinanden er jo noget af det fineste, vi som mennesker kan gøre. Det er en måde, vi kan komme tættere på hinanden, og hvor vi kan lære om, hvor vi kommer fra, hvad vi oplever og føler. Hvis vi ikke gør det, så tror jeg bare, at vi får det dårligere,” siger han.
Han mener ligefrem, at mange af de problemer, vi har i dag, kommer af, at vi er dårlige til at leve os ind i hinandens liv. Vi går simpelthen rundt og tror, at andre er meget anderledes end os selv.
“Ellers tror jeg ikke, at folk ville være så angste og have det så dårligt. Og der ville ikke være så meget krig og ufred i verden. Jeg tror, folk er bange, fordi de tror, at andre mennesker er så fremmede. Men med indlevelse og litteratur kan man lære, at det er de faktisk ikke,”.
Selv læser han ofte bøger om mennesker, der lever helt anderledes end ham selv. Bor andre steder og oplever helt andre ting. Alligevel bliver han ofte ramt af en følelse af ‘hold da op, det er jo fuldstændigt sådan, jeg har det’.
“Hvis jeg kan have det sådan med så mange hovedpersoner i så mange forskellige romaner, så må der være et eller andet, der går igen hos alle os mennesker. Nogle ting vi er fælles om. Det er faktisk noget, der gør mig tryg i verden,” siger han.
Han kan genkende indlevelsen hos sin mor, da hun læste op for ham som lille. Hun levede sig ind i historierne, og den følelse er noget, der kan dulme angsten og utrygheden hos ham selv.
“Når jeg har det sådan, tænker jeg, at jeg ikke er så mærkelig alligevel. Jeg er bare et menneske, ligesom alle andre. Så kan jeg måske godt gå ud af min lejlighed alligevel. Ud i verden. Det er ikke så farligt. Derfor vil jeg slå et stort slag for at læse og læse op”.
Fakta:
Thomas Korsgaard
Født i Skive den 18. februar 1995. Vokset op i Nørre Ørum og flyttede som 17-årig til København.
Han flyttede til København efter at have taget 1. g på Skive Gymnasium.
Han blev student fra Ørestad Gymnasium i 2014
I 2019 udkom novellesamlingen ‘Tyverier’, der kredser om hemmeligheder, ensomhed og store forhåbninger.
I 2021 vandt han Otto B. Lindhardt-prisen, og i 2024 Lars Kjeldgaards Ærespris.
Debuterede i 2017 som 21-årig med romanen ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’. Året efter udkom fortsættelsen, ‘En dag vil vi grine af det’. Begge romaner, som i et vist omfang er inspireret af Korsgaards egen opvækst på en gård uden for Skive, fik en overvældende positiv modtagelse.
Som den yngste forfatter nogensinde vandt han i 2022 De Gyldne Laurbær for den sidste bog i trilogien med titlen ‘Man skulle nok have været der’.
