De populære romaner om Skammerens Datter er blevet til en dramatisk musical om skammen i blikket, kærlighed og heltemod i fattige pjalter. Skammerens Datter er på turne i foråret. Fine Spinds udsendte besøgte et hidtil ukendt land, da hun var til premieren på musicalen Skammerens Datter

I den klassiske antropologi, som undertegnede er delvist skolet i, bliver det anset for en styrke, hvis man som researcher lander et ukendt sted, som på en øde ø eller i en fremmed kultur. Så kan man lettere observere og lægge mærke til feltens mange nuancer – altså når man ikke nogensinde har taget del af den før, har talt sproget eller set landskabet.

Omtrent sådan havde jeg det, da jeg denne weekend tog med en veninde ind og se den kritikerroste musicalforestilling Skammerens Datter, som er baseret på Lene Kaaberbøls populære romaner. Der gik ikke lang tid før vi kunne konkludere, at der var noget stort på færde, og at noget tilsyneladende trender i en sådan grad blandt teenagere og børn i landet, at de er villige til at lade en sjælden solskinsdag gå forbi til fordel for at sidde i Musikhusets mørke stole. At fænomenet handlede om middelalderhekse, drabelige drager, og en kærlighedshistorie mellem en fyrste og fattig pige kunne jeg måske godt have gættet - med tanke på min egne tidligere store helte og uhelte som Silas, Hestekragen, Hodja fra Pjort og forældreløse Ayla fra Hulebjørnens Klan. Der er tilsyneladende noget universelt tiltalende over historier om fattige børn, der kæmper alene mod onde, magtfulde voksne og overnaturlige kræfter.

Middelalderklædte børn

Men havde nogen fortalt mig, at dette fænomen, der tonede frem for os som en farverig hær af middelalderklædte børn og unge med bedsteforældre og forældre i hånden, faktisk handlede om det eksplosive i at få nogen til at føle skam og at blive set i øjnene imens al skyldighed og skam mærkes - så havde jeg nok rystet på hovedet og sagt, at børneunderholdning for længst har måttet lade sin rolle som samfundsopdragende halvreligiøs politisk operator til fordel for mere let spiselig historiefortælling. Jeg havde afvist tanken og sagt, at ’skam’ var noget, der foregik mellem en katolsk præst og et menighedsmedlem i Italien, bestemt ikke noget der var topunderholdning for børn i Danmark.

Læs også om teater om Skyggen

Ikke desto mindre handler Skammerens Datter lige præcis om det. Den handler om den faderløse pige Dina, der ligesom sin mor, Skammeren, har den særlige evne, at hun gennem folks øjne kan se direkte ind i deres sjæl og mørkeste hemmeligheder. Som resultat får hun alle de, der ser hende i øjnene til at føle skam. Når man har sådan en virkning på folk, kan det selvsagt blive lidt svært at finde venner, og det har Skammerens datter da også vanskeligt ved. Dina oplever i første akt af musicalen, hvordan vennerne vender hende ryggen. Senere begynder folk at dække deres ansigter til eller dukke sig, når de går forbi hende. Derfor er det kun dem, der tør se hende i øjnene, der gør indtryk på Dina. Senere viser det sig, at Dinas særlige talent kan blive et stærkt politisk redskab til at afsløre den skyldige i et forfærdeligt mord begået mod fyrstefamilien.

Tronarving med blod på skjorten

Tronarvingen, den unge og godhjertede, men selvdestruktive og halvalkoholiske Nico, bliver fundet med blod på skjorten og kniven i hånden. Men han kan ikke huske at have begået noget mord. Den onde Dragan henter derfor Skammeren og Skammerens datter ind i Nicos celle for at afsløre hans synd med deres dybe blikke. Men Nico har ikke noget at skamme sig over, udover lidt upassende opførsel i det lokale værtshus og hans vane for at snyde sin rare læremester nu og da. Både Skammeren og Skammerens datter kommer i stor fare ved at bedyre Nicos uskyld. Dragan prøver med al magt og vold at fortælle dem, at det ville gå dem meget lettere, hvis de da blot kunne se hans skyld. Så kunne den gode Nico komme af vejen, og Dragan kunne indtage sin retmæssige plads som ny fyrste. Herefter bliver det dramatisk, og der bliver kæmpet mod drager, drukket drageblod og sunget lange sange om at vælge at kæmpe. - Alt sammen fordi, Skammeren og hendes datter er villige til at risikere liv og sikkerhed for at sandheden kommer frem.

Læs også om cabareten Syv Sange om Samvittighed

Skærende kontraster

Der er noget dragende over middelalderuniverset, der på én gang leverer munterhed, stoledans og skæve musikanter, såvel som et dystert mørke, den sorte pest og hætteklædte fremmede. Det er, når disse skærende kontraster kommer til udtryk, at musicalen virkelig fanger sit publikum. De dybeste mandestemmer, der synger duet med de klareste pigestemmer, stilhed på scenen, der afløses af kæmpemæssigt kor fra alle sider, liv og død, sort og hvid. Det er som om at disse kontraster skaber et energifuldt univers i selv; en atmosfære, der på én gang indeholder den allerstørste glæde og den allerdybeste sorg. Det er befriende, at det farlige mørke altid følges med det lyse og gode. Som da Dina forelsker sig i den stakkels misforståede Nico, og hun stråler af glæde og synger om hans godhed midt i hans mørke fængselscelle, hvor hans blod drypper fra skjorten.

Den onde Dragan (der selvfølgelig står bag hele fyrstekuppet) får sin særlige styrke fra små flasker tappet med ægte drageblod. I en scene råber Skammeren til ham: "Alt det drageblod får dig til at blive mere dyr end menneske. Nu har du ingen skam i livet længere!". Her rammer Skammeren lige præcist det særlige ved skam og det, der gør, at dette alligevel ikke ville fungere som et konservativt katolsk indskolingsprojekt . Skam og dårlig samvittighed er det, der gør os til mennesker. Det er en vigtig pointe for en ’skammer’ i en musical for børn at få sagt. Vi har skammen med os, fordi vi er mennesker, og mennesker fejler og gør dumme ting, og den naturlige reaktion er at skamme sig en smule. Også selvom det ikke er en behagelig følelse.

Vedkendelsen af skammen

Når nogen ser de to skammere i øjnene, er det ikke fordi, de er perfekte. I musicalen får Dina en veninde, som er en fattig tiggerpige, der bliver verbalt mishandlet af en tyrannisk bror. Han har for vane at lokke hende til at stjæle mod hendes vilje. Da hun ser Dina i øjnene, må hun igennem en ubehagelig rystetur på scenen med lyn og torden dertil, hvor hun ser sig selv stjæle og tigge. Men derefter har de to et helt særligt venskab. Måske fordi det godt kan betale sig at vedkende sig sine mørke sider og at turde se sine fejl i øjnene. I en af de sidste scener synger et kæmpekor på scenen, at "verden har brug for Skammerens datter". Og hvis man forstår Skammerens funktion som den, der får os til at vedkende alt, hvad vi står for, for både det gode og det mindre gode, kan man godt synge med på den sang. Verden har brug for mennesker, der er ydmyge og kender deres egne fejl. Den har mindre brug for Dragantyperne, der tror, de kan komme afsted med at kalde andre mordere og grimme ting, for selv at tage tronen i uskyldighedens navn.

En drage af træ

Man må formode, at når en musical i 2016 bygger en drage af et par simple brædder, der bliver båret frem af skuespillere i hvidt, og når huset på scenen alene udgøres af en spinkel trædør, så er det ligesom Lars Von Triers Dogville: Et bevidst valg om at lade historien stå stærkere end effekter, probes og teknisk udstyr. Musicalen Skammerens Datter kunne let have ladet scenen fylde op med et imponerende udstyrsarsenal; de kunne have ladet dragen være slimet og ulækker, grøn og kæmpestor. Eller de kunne have pyntet middelalderhusene med alverdens potter og pander, borde og stole. Det har de ikke gjort. Hele musicalen bæres frem af musikken, menneskene og historien. Disse stærke komponenter har næsten ikke brug for remedier andet end en håndholdt trædrage her og der og en dør, de kan gå igennem. Det er en spidsfindig måde at lade en fantasyhistorie komme til sin ret. Når noget i sig selv er en ret god historie er det nok bare at fortælle den. Et blik ud i salen under den håndholdte trædrages indtog på scenen beviste da også, at det ikke skortede på stærke reaktioner og åbne munde på børnene i salen, selvom det var tydeligt, at dragen bare var en bunke pinde.

Et vigtigt budskab

At lave en musical med ‘skam’ som hovedtema er måske, trods min store forundring i det eksotiske land til at starte med, et humanistisk projekt, der er hårdt brug for. Især når man kender lidt til, hvad det er for en slags underholdning, der venter børnene, når de kommer om på den anden side af teenageårene. I Paradise Hotel, Big Brother og Hjemme hos the Kardashians er der ikke så meget helteagtigt tilbage i at tale om skam og moral. Her skal man helst snyde og bedrage hinanden for at vinde, eller man skal formå at begå sig dygtigt i redigeringsprogrammer, der kan rette skæve næser og fjerne mørke rander. Det er med andre ord knap så ægte-menneskeligt - med skammerens ord - det, der venter dem på underholdningsscenen, når Skammerens-datter-feberen har lagt sig. Musicalen Skammerens Datter byder, udover imponerende lyd og underholdende historiefortælling, på det vigtige budskab til børn, at det er godt at tænke og reflektere over sine handlinger. Det er endnu bedre hvis man ikke kun forholder sig til det gode man gør, men også det dårlige og ubehagelige, man har været med til.

Fakta om musicalen Skammerens Datter

Skammerens Datter er på turné i landet i april, maj og juni. Se Gurs Teaters hjemmeside for spillesteder og -tider.