Forfatter Christina Hagen synes, det er umoderne at være menneske. Hun er aktuel med collage-bogen Jungle, hvor hun søger junglevildskaben, det ustyrlige og det usmagelige. Og hun er ikke bange for at vise både perfekte og uperfekte fejl frem i jagten på det menneskelige.

Christina Hagen kigger frem bag en kunstig palme. Tropehjelmen og Canon-kameraet er på plads. Christina Hagen optræder kun på opstillede pressefotos.Det kunstige univers i billederne er en ironisk kommentar til Christina Hagens egen forfatterrolle i Jungle: Forfatteren på antropologisk jagt.

”Pressefoto er en mærkelig og unaturlig situation at stå i. Så i stedet for at lade som om, så vil jeg hellere lave nogle billeder, som er helt vildt opstillet. Jeg tror ikke på det neutrale, og derfor passer det mig bedst at iscenesætte ret tydeligt,” forklarer Christina Hagen.

Det er ikke muligt ikke at iscenesætte sig selv, mener Christina Hagen. Det er heller ikke muligt at skildre objektivt, og det er næsten heller ikke muligt at skrive bundærlig litteratur.

”Man kan forsøge at være ærlig og komme ret langt med det, hvis man er villig til at vise de mindre flatterende menneskelige sider frem, og det som ikke er specielt godt eller dygtigt. Ærlighed, for mig, kan være at stå ved det ufuldendte og usmagelige og pinlige,” siger Christina Hagen.

I junglevildskaben er der ingen normer for det fuldendte eller perfekte, og den antropologiske søgen efter vildskab er i sig selv også lidt kikset. ”Så snart man graver noget frem og holder det op og siger ”det her er vildskab”, så falder det til jorden. Man kan ikke vise vildskaben frem. Bogen beskæftiger sig med de tanker, man gemmer inderst inde, og derfor kommer den også til at handle om selvdyrkelse,” forklarer Christina Hagen.

Det er umoderne at være menneske

Jungle er en collage af tekster og billeder. Og så er den fyldt med fejl: Håndskrevet tekst, redigeret tekst, sjusket tekst, kiksede screenshots og uskarpe fotos. To af bogens afsnit, burde være redigeret fra, men er ikke blevet det.

“Normalt, når man skriver en bog, så er man meget opmærksom på, at slette alt, der kan slettes, så teksterne står så skarpe som muligt, og så der ikke findes noget overflødigt,” forklarer Christina Hagen. Men i Jungle er der ikke et ideal om det gode eller det skarpe.

“Det at læse bogen skal være som at være i livet, og mit liv er ikke særlig perfekt eller redigeret. Der er en masse meningsløse begivenheder og en masse spildtid og en masse kærlighedsprojekter og arbejdsprojekter, som kuldsejler. Og sådan bliver mine bøger så også,” fortæller Christina Hagen.

Jungle’s uredigerede univers lader læseren få masser af plads. Det er vigtigt for Christina Hagen, at en forfatter tør stå ved fejlene frem for at skulle imponere eller dygtiggøre sig over for læseren. “Jeg synes, det er bedre, hvis man kan hjælpe læseren lidt med at være et menneske, med at være menneskeligt. Jeg synes, det er meget umoderne at være menneskelig, og det er ærgerligt,” fortæller Christina Hagen.

Et idealiseret roderi

Christina Hagen er meget imod flittighedstilgangen til at være kunstner. Men samtidig bliver der i Jungle også gjort et ideal ud af fejlen og rodet. “Jeg er imod dygtighed som ideal, men samtidig er det faktisk det, det kræver at vise, at det er det, man ikke vil,” siger Christina Hagen.

Og rod kræver faktisk en hel del flittigt arbejde. “At sætte en bog op, så den fremstår rodet, er et meget større arbejde end at lave en neurotisk perfekt opsætning. Rodet er på den måde ikke at springe over, hvor gærdet er lavest, men det er et ideal. Og derfor bliver det også lidt dobbelt,” forklarer Christina Hagen.

Christina Hagen drømmer selv om at være mindre perfektionistisk og mine ambitiøs, og det at skrive er også et arbejde med hende selv. For fejlen og rodet må gerne have lov til bare at stå en gang imellem, som de to afsnit af Jungle, der egentlig ikke burde være der.

“Det er ikke sådan, at jeg søger fejlene bevidst, men fejlene opstår jo bare, når man mindst venter det, og så er det en øvelse at lade dem stå. Jeg kan godt lide at opfordre til minde flittighed, for flittighed bringer ikke megen lykke med sig,” siger Christina Hagen.

Overfladisk oplæsningskultur

Til udgivelsesreception for Jungle i København er det ikke Christina Hagen, der står på scenen og læser op, men Filiz og Felix. Christina Hagen er med over skype. Det at skrive, og det at optræde er to meget forskellige verdener for Christina Hagen, og det udadvendte kapløb om oplæsninger og interviews har meget lidt at gøre med den Christina Hagen, der skriver litteratur.

“Hvis man arrangerede oplæsninger på en kornmark 2 kilometer fra, hvor jeg bor, så ville jeg godt dukke op, men hele togscenen og går-gennem-København-scenen og tag-pænt-tøj-på-scenen og spis-aftensmad-i-seven-eleven-scenen, det er ikke for mig. Jeg hører til ude på landet,” fortæller Christina Hagen.

Stemmen i Jungle er Christina Hagens, selvom jeg’et i teksterne ikke altid ligger så tæt op af hende som person. “Når jeg møder folk, der har læst mine bøger, så kan jeg mærke, at de meget i tvivl om, hvem jeg er privat, og at de tror, jeg er lidt sjovere eller vildere, end jeg faktisk er,” fortæller Christina Hagen.


Fakta

Jungle udkom d. 17. Februar på forlaget Basilisk

Christina Hagen er født i 1980, og er uddannet fra Forfatterskolen i 2006.

Debuterede i 2008 med Sexdronning på Gyldendal.

Udgav i 2012 White Girl, der blev iscenesat på Det Kongelige Teater af Rune David Grue og som var nomineret til Weekendavisens Litteraturpris.

Har senest ugivet collage bogen Boyfrind i 2014 på forlaget Basilisk, som hun vandt Montanas Litteraturpris for.