Misundelse indtager Skives gader
Katja Bjørn har indtaget byrummet med sine fortolkninger af misundelsen. På sin rejse gennem de syv dødssynder er Fine Spind nu nået til Skive.
Muse®um—Skives kunstmuseum—er under ombygning, og derfor har de bedt kunstneren Katja Bjørn om at bruge byrummet til at udstille sine fortolkninger af dødssynden misundelse. På den måde træder synden ud af museumsrummets kunstige rammer og bliver til en del af hverdagen. Den er ikke en kuriositet, man møder på et museum, men en del af én selv, som man konfronteres med.
Med videoinstallationerne The Pleasure of Envy og Envy my Beloved leger Katja Bjørn med de klassiske motiver fra religions- og kunsthistorien. Hun indoptager, undersøger og forvandler den traditionelle ikonografi og gør den relevant i publikums møde med den.
Læs også: ANTIKKE DØDSSYNDER PÅ MODERNE KUNSTMUSEER
Ensomhedens dødssynd
Grådighed og fråseri er lysten til at besidde, at have og at bruge. På sin vis handler misundelse også om besiddelse, men den adskiller sig på ét væsentligt punkt: Misundelse handler ikke om at tilrane sig mere og mere, men om at den anden ikke må eje noget. På den måde er misundelsen den første dødssynd, jeg møder, der reflekterer over det andet menneske.
Katja Bjørn kalder selv misundelsen for ensomhedens dødssynd. Misundelse handler om, hvad den anden har, og på den måde åbner den op for mødet med det andet menneske. Men samtidig afgrænser den os og lader os visne hen i vores egne misundende tanker. Den kan ligge og ulme dybt inde i én, og den kan skabe en kløft mellem elskende, mellem forælder og barn, mellem søster og bror. Det er det forfærdelige ved misundelsen: Den kan kun eksistere mellem mennesker, og kun som en mur mellem mennesker.
Det er den ensomhed, Katja Bjørn har skildret i sine værker.
Læs også: FRÅSERI, FORTÆRING OG FORBRUG
To mennesker i en åben grav
Det første værk, jeg møder i Skive, er The Pleasure of Envy. To skærme er placeret i jorden mellem byens to nabokirker. De viser to åbne grave. Nede i gravene ligger to mennesker, en kvinde og en mand, adskilt af en skakt. Gennem skakten er der trukket et langt, grønt reb. I begyndelsen har de hver sin halvdel af rebet, men inden længe bliver de viklet ind i rebet, som de forsøger at stjæle fra den anden. De bliver ekstatiske over at have fået det, og begynder at kede sig, indtil de mister det igen. Sådan fortsætter dansen...
De er forbundne af rebet, men adskilt af misundelsen til hinanden. Der er tidspunkter i fortællingen, hvor de forsøger at række ind gennem skakten og på den måde næsten kommer i reel kontakt med hinanden. Men det bliver ikke til en kærlig berøring; det er altid misundelsen, der slår rebet ud af hånden på den anden.
Læs også: UHÆMMET GRÅDIGHED I HOLSTEBRO
Himlen i storcenteret
Katja Bjørns andet værk, Envy my Beloved er projekteret op i SønderCenterets kuppel. Det skaber et underligt rum, hvor storcenterets kapitalistiske landskab med udsalg og 2-for-1 så langt øjet rækker pludselig transformeres til et kirkerum à la det Sixtinske Kapel.
Videoen skildrer en tåge og nogle kvindehænder, der søger i blinde. Efter et stykke tid kommer en mandeskikkelse til syne over hende. I dette værk er kvinden og manden fra graven rykket til himmelen. De er nu i samme rum, men rebet er der endnu og dansen fortsætter. Modsat The Pleasure of Envy er Envy me Beloved et værk, der bruger lyden. En uhyggelig hvisken kravler ind i publikums ører gennem de installerede hovedtelefoner. Vi kan ikke høre, hvad der bliver sagt, men vi fornemmer det alligevel: “Han har ikke fortjent alt det gode i sit liv. Hun har ikke arbejdet for al sin lykke.” Det er misundelsens stemme, der hvisker til os og skaber splid.
Envy my Beloved er i langt højere grad end The Pleasure of Envy ikonografisk bevidst. Der vrimler med referencer til kunst- og religionshistorie. Billedkompositionen minder om Michelangelos udsmykning af Det Sixtinske Kapel, og der er også et dybt slægtskab mellem motiverne, perspektiverne og symbolerne. Slangen og æblet, appelsinerne, selve brugen af perspektivet afslører en dyb gæld til traditionen.
Katja Bjørns fortolkning af misundelsen tager os altså—rent fysisk—fra Helvede til Himmel. Men begge af disse dødsriger er hevet ind i vores verden. Det er i den åbne grav ved kirkerne og på indkøbsturen i Kvickly, vi møder Katja Bjørns værker. Hun minder os om, at det religiøse findes overalt i vores dagligdag, og at vores hverdags synder stikker dybere, end vi går og tror.
Fakta
Uddrag af værkerne The Pleasure of Envy og Envy my Beloved samt Katja Bjørns egne refleksioner over misundelsen
