Kim Fupz Aakeson begyndte at skrive til børn, mens han strengt taget ikke brød sig om dem

Som 5-årig fik Kim Fupz Aakesons datter Sallie en både chokerende, alvorlig og ærgerlig livsindsigt: Mennesker skal dø: “Hun kom hen til mig og sagde; ‘Man dør? Hvad sker der, mand?!?’ Hun blev meget religiøs i en overgang, for som religiøs kunne man leve evigt, og det syntes hun alligevel, var noget,” fortæller Kim Fupz Aakeson.

Datterens indsigt blev til faderens første børnebog om døden. Døden er et emne, Kim Fupz Aakeson sidenhen ofte er vendt tilbage til. Hans omfattende forfatterskab tæller efterhånden plus hundrede udgivelser. Han har skrevet bøger, noveller, serier og filmmanuskripter og breder sig over et kæmpe udsnit af litterære genrer. Selvom han både skriver til børn og voksne, er det nok børnelitteraturen, han er mest kendt for. Og så er han kendt for de grænser dér. Nogle vil sige, han spankulerer rundt på dem, andre vil mene, han flytter dem, og så er der sikkert også dem, der synes, han træder over dem:

“Danmark er et fantastisk sted at arbejde. Det er meget sjældent, man møder børnebøger fra udlandet, man kan være uenig i. Der har vi en frihed i Danmark, som jeg har benyttet mig af. Når man skriver inden for den her genre, vil der nok være noget, der er for alvorligt til de fleste. Alle bøger er ikke for alle. Diversiteten i vores børnekultur er super vigtig,” siger han.

Kunne ikke lide børn

Forfatteren startede ikke som forfatter. Han startede som tegner og levede af at tegne til fagblade. Men jo kedeligere historien var, desto sjovere skulle hans tegninger være. Selvom pengene var gode, var arbejdet kedeligt, så Kim Fupz Aakeson begyndte at søge nye veje:

“Så faldt jeg over de her billedbøger til børn. Jeg var 22 år og kendte ingen børn og brød mig strengt taget ikke om dem. Men det var et super sted at illustrere med tryk og print. Så jeg begyndte at skrive for at have noget at illustrere til,” siger han.

Efterhånden blev det teksterne, der drev ham til arbejdsbordet, og tegningerne var noget, der skulle laves. På den måde trådte forfatteren frem. Men livet som forfatter alene ved tasterne måned efter måned føltes frygteligt ensomt. Derfor begyndte Kim Fupz Aakeson på filmskolen i midten af 90’erne. Han har blandt andet skrevet manuskripterne til Hannibal og Jerry (1997), Sallies Historier (1998) og Den Eneste Ene (1999).

Filmverdenen var både sjov og opslidende, for her skulle der tages hensyn til store budgetter og snak om målgrupper. Derfor pendler Kim Fupz Aakeson nu mellem det ensomme forfatterliv og filmens hektiske socialitet:

“Børnelitteratur er blevet mit landsted. I den slapper jeg af. Børnelitteratur er et meget mere modigt område, end filmbranchen er. Der er mere angst i film, fordi der er så mange penge på højkant. Børnelitteraturen er så rig sammenlignet med børnefilm,” mener han.

LÆS OGSÅ: INTERVIEW MED FORFATTER JESPER WUNG SUNG

Røvirriterende børn

Nu kan Kim Fupz Aakeson godt lide børn. For det meste. Men det, han ikke kan lide ved børn, har han også brugt i sine bøger - særligt i serien om den lille pige Lili:

“Der manglede noget i småbørnsbøgerne. Og det var det med, at børn er så røvirriterende! De er ikke nuttede hele tiden. De er flade og overmodige. Så mine bøger var en reaktion i en genre, jeg aldrig havde tænkt, jeg skulle skrive i,” siger han.

Selv er han far til to døtre, Sallie på 27 og Lilli på 6, for, som han siger; “Jeg får en datter hvert 20. år”. Det er sådan en ting, jeg har”, og papfar til Elias på 15. Da Sallie begyndte at have den rigtige alder til faderens bøger, glædede han sig til at bruge hende som inspiration. Men skuffelsen blev stor:

“Jeg kunne ikke bruge hende til en skid! Hun havde super dårlig smag. Hun kunne lide Wendy-blade og alt med heste og syntes ikke, det jeg lavede, var noget særligt. Så jeg sagde; ‘ud af mit arbejdsværelse!’ Jeg skriver det, jeg selv kan lide. Det der med at lure den og skrive til en målgruppe, det har jeg droppet. Jeg opdagede, at børn er ligeså forskellige som andre mennesker. De er jo ‘nogen’ Jeg mener ikke, man har andet at gribe i end en forlængelse af sig selv. For ellers ender man med at skrive til ingen. Ikke engang sig selv.”

Ateisten og Gud

Så det gør Kim Fupz Aakeson . Skriver i forlængelse af sig selv. Og her findes både døden, djævelen, pinlige forældre og Gud.

“Det er lidt pudsigt, fordi jeg har ikke nogen religiøs åre. Altså, slet ikke. Men jeg elsker samtalen omkring det, og jeg forstår enormt godt, at mennesket har prøvet at finde en højere mening”, siger han. ”Jeg har haft fat i det religiøse sindssygt mange gange, for det er en fælles referenceramme som Shakespeare og H. C. Andersen. Det ligger dybt i vores kulturs DNA, derfor er det enormt sjovt at tage udgangspunkt i det og lege med det. At menneskeliggøre det. For eksempel at spørge; ‘hvad laver Gud i sin fritid, når han er færdig med at lave Jorden? Går han på efterløn?” siger Kim Fupz Aakeson og kan ikke lade være med at grine.

Han henviser til Det Satans Ukrudt (2013), hvor Gud er pensioneret og flytter ind i et fornuftigt hus med en overskuelig have i Ballerup i nabohuset til drengen Alvins hus. Alvin bor alene med sin mor, fordi faren er død. Gud gider ikke rigtig høre på Alvins sorg og savn, til gengæld vil han gerne opfinde nye planter og dyr og bygge mennesker af ler i baghaven.

“Det er ateisten, der taler. Vi må tage ansvar for vores liv. Tanken om at blive reddet eller at alt bliver godt i næste liv, er mig imod. Men jeg tænker aldrig over betydningen eller moralen i historien. Den kommer af sig selv. Jeg skriver altid ud fra et afsæt. For eksempel her: Gud flytter ind i en villa. Der bor en dreng ved siden af. Det er sjovt,” siger Kim Fupz Aakeson.

Et uforløst liv

Men det er ikke altid sjovt. For eksempel i Pigen der skulle vælge (2013) sidder Døden en nat i en families sofa og skal hente enten hendes far eller mor. Deres datter skal bestemme. Eller En historie om vokseværk (2006), som handler om vold i hjemmet, hvor faderen slår både moderen og barnet. Vreden får faderen til at vokse, indtil han til sidst forvandler sig til en drage, der omgiver hele huset, og mor og barn må flygte. Det er en historie, som mange voksne vælger fra, fordi den simpelthen er for voldsom. Kim Fupz Aakeson siger:

“Men den skal skrives alligevel. Der er et omsorgshjem for børn, der kommer fra voldelige hjem. De bruger den hele tiden. Det er nok for mig. Jeg er på udkig efter de steder, det er svært.”

LÆS OGSÅ: VIDEOKUNSTNERNE HANNE NIELSEN OG BIRGIT JOHNSEN LADER STILHEDEN TALE

Fakta om Kim Fupz Aakeson:
Født i 1958. Forfatter, illustrator og manuskriptforfatter.
Har skrevet mere end hundrede bøger til både børn, unge og voksne men er mest kendt for sine børnebøger, herunder serierne om Vitello, Lilli og Sallies historier. Danner par med instruktør Pernille Fischer Christensen og er far til Sallie på 27 år, Lili på 6 år og papfar til Elias på 15 år.