Længsel efter fortidens fremtid. Det er formlen for retrofuturismens æstetik, der går igen i alt fra science fiction og billedkunst til film. Men hvad er det særlige ved denne tendens, der placerer sig et sted mellem fortid og fremtid - hvad er den ude på?

“Det var et lille kunststykke der lå i en æske, en kunstig nattergal, der skulle ligne den levende, men var overalt besat med diamanter, rubiner og safirer; så snart man trak kunstfuglen op, kunne den synge et af de stykker, den virkelige sang, og så gik halen op og ned og glinsede af sølv og guld.”

Sådan skriver H.C. Andersen om den højkejserlige natbord-sanger, en mekanisk nattergal, som kejseren af Kina fik i gave af kejseren af Japan. Andersens fantasifulde fortælling er fra 1843 og giver et billede af fremtidens faretruende nye teknologi.

Nattergalen genbesøgt

H.C. Andersen lagde ikke skjul på sin lede ved den mekaniske fugl, der fortrængte naturens nattergal fra kejserens slot. Den var en farlig unaturlig indtrængende art, der alligevel ikke kunne leve op til sit løfte om at blive ved med at synge. Alligevel åbner Andersen op for en lidt mere positiv holdning til teknologien. “Den har jo gjort det gode, den kunne!” siger skovens nattergal til sidst i eventyret og beder kejseren om at lade den leve sit mekaniske liv videre.

140 år senere, i 2003, skabte den danske multikunstner Goodiepal sin egen mekaniske nattergal, Mechanical Bird. Mekanikkens begrænsede goder bliver ikke længere bare accepteret - de dyrkes som et æstetisk udtryk. Det er ikke et kunstværk, er Goodiepal fast besluttet på, men en maskine, der kan skabe kunst. Ligesom den mekaniske nattergal i H.C. Andersens eventyr, så kan Goodiepals opfindelse ved hjælp af møtrikker og tandhjul frembringe sangfuglens triller.

Goodiepals fugl kan synge og spilles på som et instrument. Selv om han indskærper, at det ikke er et kunstværk, har den et kunstfærdigt udtryk med sine synlige mekanismer, fjedre og bolte. Den vil give et bestemt indtryk. Men hvilket?

Læs også: BILLEDSERIE: AFGANG FRA DET FYNSKE KUNSTAKADEMI 2017

Ubrugelige opfindelser

På Galleri MøllerWitt i Aarhus kan man lige nu se et værk af den dansk-tyske kunstner Hartmut Stockter. Det går under titlen En sangfugl inviterer sig selv, og ligesom hos Goodiepal, er det vel ikke så meget et kunstværk, som det er en opfindelse. Det er en skraldespand på hjul med indbygget foderbræt til fugle.

Hartmut Stockters opfindelser antager mange former. Der er Tiernamen Ouija, hvor det stakkels vortesvin kan træde på en sekvens bogstaver og få et mindre ondskabsfuldt navn. Eller Menschenrad, der er et stort hamsterhjul med en skovsti påmalet indersiden, beregnet til fængselsfanger, der gerne vil opleve en – lidt monoton – gåtur i skoven.

Hartmut Stockters univers emmer af idérigdom, men også af en vis ubrugelighed. The Portable Rat-Converter, der inviterer storbyens rotter til at kravle op i et kabinet og påtage sig en kunstig egernhale, er et godt bud på en maskine, der nok ikke har haft det store salgspotentiale. Man kunne tale om det ubrugeliges æstetik. Det er som Hartmut Stockters værker på fortidig vis drømmer om fremtiden, og dermed placerer sig ved siden af denne verden.

Læs interview: EKSISTENTIEL DANS UDEN FODFÆSTE 

Fortidsbilleder

Der er noget tvetydigt over Hartmut Stockters og Goodiepals kunstfærdige opfindelser. De bringer noget ind i verden, der ikke var der før, de er nyskabende og og fremsynede. Men de er det på en måde, der samtidig er naiv, måske endda godtroende optimistisk på en fortidens måde. Det er nærmest som om, at de er fortidens billeder af fremtiden.

Fortidens billeder af fremtiden. Der er et ord for det, retrofuturisme. Jules Verne er én af bevægelsens store helte og har inspireret med romaner som Rejsen til jordens indre, En verdensomsejling under havet og Jorden rundt i 80 dage. Voyages extraordinaires, kaldte han dem. Ekstraordinære rejser, hvor teknologien dyrkes og ved hjælp af fantasien gøres endnu mere utrolig, end den allerede er. Den her fascination af fremtidens teknologi kender vi fra ordinær science fiction, som Verne var en af de helt tidlige udforskere af. Det interessante er, at i retrofuturismen kommer der endnu et lag på: Den rummer ikke bare sci-fi’ens fremtidsbegejstring - den er også en interesse for fortiden.

Den canadiske kunstner Bruce McCall har dyrket retrofuturismen i sine mange forsider til The New Yorker, hvor flyvende biler og robottjenere er en del af virkeligheden. I en tale fra 2008 kalder han sin stil for en faux-nostalgi, en “smertelig sentimental længsel efter tider, der aldrig kom.” Og det er vel en glimrende beskrivelse af den æstetik, man finder i Goodiepals Mechanical Bird og Hartmut Stockters opfindelser. Også i den såkaldte steampunk-æstetik findes samme tendens. Her er det det 19. århundredes dampindustri, der er fortidsbilledet. Tænk på film som Wild Wild West, hvor Dr. Arliss Loveless har opfundet en 80 fod dampdrevet edderkop, eller The League of Extraordinary Gentlemen, hvor Kaptajn Nemos undervandsbåd Nautilus er blevet vakt til live. Begge foregår i slutningen af 1800-tallet, men indeholder fremtidsbilleder, der aldrig kom.

Læs også: AT VOKSE OP ER EN REJSE PÅ TVÆRS AF TID OG STED

Den retrofuturistiske ideologi

Glæden ved det gammeldags, den fuldstændig konstruerede fortid, som retrofuturismen dyrker, har mange fælles karaktertræk med konservatismen. Man kan spørge, hvorfor fortiden er et nødvendigt led i retrofuturismens dobbelthed - fremtiden i fortiden. Er der bare tale om en konservativ science fiction?

Ikke entydigt. Retrofuturismen deler med konservatismen en tanke om, at noget er gået galt. Den konservative er utilfreds med, at nutiden simpelthen ikke har bevaret fortiden som den var; mens retrofuturisten mener, at fortidens billeder af fremtiden ikke er blevet realiseret. Den tid, vi lever i, er i følge retrofuturismen ikke fortidens fremtid. Vi er blevet ledt af sporet.

At noget er gået galt giver incitament til at ændre noget. Den retrofuturistiske ideologi er grundlæggende et æstetisk foretagende, og den fungerer netop billedskabende. Dens måde at korrigere den vildledning, der har sneget sig ind mellem fortidens billeder af fremtiden og vores nutid, er ved at skabe utidige opfindelser, som Goodiepal eller Hartmut Stockter gør det. Dét er indtrykket, Goodiepals mekaniske fugl giver. Dét er, hvad vi kan bruge Hartmut Stockters ubrugelige opfindelser til. Sådanne opfindelser er billeder på, at vi på et tidspunkt har bevæget os væk fra vejen, og kan bevæge os til at finde tilbage til den igen. Det er en ikke-konservativ politisk æstetik.

I retrofuturismen er begejstringen for fortid og fremtid blevet til ét.

Fakta:

Hartmut Stockter udstiller lige nu på gruppeudstillingen ReeSee på Galleri Møller Witt sammen med Maiken Bent, Nina Saunders, Axel Lieber og Bjørn Poulsen.
Han har netop færdiggjort et nyt kunstværk til Bispebjerg Hospital, retter sig mod fysio- og ergoterapien

Goodiepal eller Gæoudjiparl van den Dobbelstein eller Parl Kristian Bjørn Vester holder ofte foreslæninger eller meget anderledes undervisningtimer som en del af sine optrædner. Han står bl.a. bag det, han selv kalder radical computermusic. Det er computermusik, som er analog og anvender mekaniske objekter som eksempelvis vinylplader..

Han har tidliger været ansat på Det Jyske Musikkonservatorium. Den mekaniske fugl blev i 2015 købt af Statens Museum for Kunst.

Lige nu arbejder Goodiepal i bandet Goodiepal & pals