Den islandske spillefilmsdebutant Hlynur Pálmason har skabt en voldsom og inderlig film, som kan mærkes helt ud i fingerspidserne

Det stod ikke ligefrem hugget i de islandske klipper, at Hlynur Pálmason skulle blive filminstruktør. Eller kunstner.

“Der er ingen kunstnere i min familie. Jeg er vokset op udelukkende med mainstream Hollywood-film. Det var først, da jeg var omkring de 18, at jeg stødte på instruktører som Kubrick, Tarkovskij og Antonioni. Det var en kæmpe åbenbaring for mig, at man kunne lave film på den måde,” siger den nu 33-årige kunstner og filminstruktør.

Derefter gik det slag i slag. Han blev optaget på Den Danske Filmskole og flyttede til København. Han debuterede med kortfilmen En Maler i 2013, året efter lavede han endnu en kortfilm, Seven Boats. Og om en lille uge har han premiere på sin første spillefilm Vinterbrødre. Den vandt tidligere på året hovedprisen til filmfestivalen CPH PIX, og er blevet anmeldt med en begejstring, der meget sjældent er en debutfilm forundt.

Kulturmagasinet Fine Spind møder Hlynur Pálmason i hans atelier og kontor i det islandske kulturhus, Jónshús, med udsigt over Østre Anlæg i København. Han tilbyder kaffe fra termokanden, men skænker sin egen af en lille glaskande ved siden af. Sådan kan han bedst lide sin kaffe, fortæller han. Kold og syrlig.

En Vinterbrødreverden

Vinterbrødre er også en kold og syrlig omgang. Den handler om et brødrepar, Emil og Johan, der arbejder i en kalkmine i et afsidesliggende vinterlandskab. Vi følger den yngste bror, Emil, som er en outsider i det maskuline fællesskab på arbejdspladsen - akavet, følsom og til tider aggressiv. Han tjener ekstra håndører på at destillere spiritus af kemikalier, han stjæler på arbejdet. Da en kollega en dag bliver syg, vendes mistanken mod Emil og hans hjemmebrændte spiritus.

“Det er en lack of love-story. Det er vigtigt at forstå, at Emil virkelig længes efter at blive elsket og begæret, men han er samtidig enormt fremmedgjort, når han nærmer sig det, han ønsker,” siger Hlynur Pálmason.

Det er ikke fordi, man som publikum fatter ubetinget sympati for Emil. Der er også nogle, som kobler mere på broderen, fortæller Hlynur Pálmason.

“Jeg har prøvet at pille en masse ting fra Emil, på nær hans helt basale instinkter. Måske er det derfor, han har det så svært og opfører sig aparte blandt andre mennesker. Johan er derimod den normale og respekterede bror, så nogle vil instinktivt have mere sympati for ham.”

Emil bliver spillet af Elliott Crosset Hove, søn af skuespilleren Anders Hove (som også har en mindre rolle i filmen), mens Johan spilles af Simon Sears. Hlynur og Elliott har sammen manet karakteren Emil frem og givet ham hans personlighed gennem interviews, fotosessions, dialoger osv. De har endda optaget Emils fortolkning af hans yndlingsnummer - Street Hassle af Lou Reed. Hlynur forklarer:

“Den sang passer bare utrolig godt til Emil. Den er kantet og rå, men også enorm følsom.”

Det har i det hele taget været en gennemgående metode i arbejdet med Vinterbrødre at pille ting fra. Så meget, at det næsten bliver klaustrofobisk. Der er én fabrik. Én skov. Én vej. Én pige.

“Jeg synes, at det har givet et mere stærkt og fokuseret udtryk. Omdrejningspunktet i filmen er jo alle de gentagende rutiner, ritualer, vaner - det er en kæmpe maskine, vi kommer ind i. Det er Vinterbrødreverdenen for mig, og det har jeg forsøgt at udtrykke visuelt.”

Filmens fysik

Filmens billede- og lydside er af kritikere blevet fremhævet som noget helt særligt. Vinterbrødrelandskabet ligger smukt hen i sin stille, støvede, iskolde og hvide isolation. Imens trænger lyden af maskinernes evindelige kværnen ind under huden på publikum og overdøver samtalen mellem mændene.

Efter at have set filmen, kan man næsten have en følelse af at have været udsat for et overgreb. Man har lyst til at gå i bad.

“Helt fra starten havde jeg en klar følelse af, at filmen skulle have en stærk fysisk side. Man skulle mærke den mentalt, men også fysisk. Den skulle opleves i kroppen, og det er filmmediet rigtig godt til, fordi man har så mange virkemidler at arbejde med.”

Vinterbrødre er optaget i området i og omkring Faxe Kalkbrud. Selvom det ud fra billederne at dømme lige så godt kunne have været Polen,Ukraine eller Sibirien. Hele manuskriptet er skrevet og udviklet on location. Det vil sige, at alt er opstået parallelt - historien, karaktererne, dialogen, billederne, lydene.

“Lyden kom meget tidligt. Fordi jeg skrev on location, oplevede jeg jo alle de har høje, spændende lyde, og det begyndte for eksempel at påvirke dialogen. I nogle scener hører man ikke, hvad de siger, og de skal ligesom gentage sig selv igen og igen. Og det bliver en del af filmen, en vigtig del af filmen - gentagelsen. Det bliver en måde at snakke på i denne her verden.”

Det indre og det ydre

På skrivebordet foran Hlynur Pálmason står en elektrisk skrivemaskine. Rundt omkring i kontoret ligger stakkevis af papirer, malerier, billeder og kunstværker. Hlynur Pálmason er i høj grad et analogt menneske. Derfor virker det heller ikke så mærkeligt, at Vinterbrødre er optaget på den gammeldags 16 mm-film.

“Det er et meget lille format, så det kan let føles lidt stramt og isoleret. Og det passede godt til filmens fokus og isolation, at det bliver lidt klaustrofobisk. Og så har 16mm et råt, lidt kornet udtryk, som på den anden side også har en meget blød smukhed. Den er ikke så skarp som de digitale. Og det passer bare som skabt til Vinterbrødre, det rå og følsomme og naive. Og så portrætterer den hudfarver og ansigter sindssygt smukt.”

Hlynur Pálmason taler gerne om lyden som filmens indre, og billederne som det ydre.

“Det er ikke meningen, at lyd og billede skal få hinanden til at fungere eller gøre noget realistisk. De må gerne spille op imod hinanden, så det indre liv kan udspille sig på trods af den ydre stilstand.”

At være truthful

Hlynur Pálmason begyndte allerede at optage små film sammen med kammeraterne, da han var 13 år. Han blev gradvist mere og mere besat af det visuelle medie og den mystiske proces, det er at skabe kunst.

“Da jeg startede på filmskolen, læste jeg ikke filmbøger, men kunstbøger. Mest kunstneres dagbøger og erindringer, for jeg var interesseret i deres kreative proces, som er mere søgende og intuitiv. Sådan er min egen tilgang til film også. Hvis det skal være ærligt og sandfærdigt, bliver jeg nødt til at arbejde på en åben og intuitiv måde. For eksempel ved at skrive alt on location og udvikle karaktererne sammen med skuespillerne.”

Når Hlynur Pálmason taler om kunst og den kreative proces er det på en aldeles ikke-ironisk og ydmyg måde. Som mange herboende islændinge har han et strejf af dialekt i sin udtale i et ellers perfekt dansk, som her og der krydres med engelske gloser. Især ordet “truthful” går igen.

“Sandheden ligger jo i, at den er truthful og kompromisløs. Virkelig! Det er utrolig vigtigt! Den skal ikke være bange for at være weird eller rough - den skal bare være udtryksfuld.”

For Hlynur Pálmason er en film ikke et afsluttet værk, som bliver sendt ud til et passivt publikum. Filmen lever derimod i en dynamisk vekselvirkning mellem afsender og modtager.

“Jeg har utrolig meget respekt for mit publikum, som er de individer, der skal modtage den. Hvordan oplever de det? Vinterbrødre siger ikke ‘jeg ved alt’ eller ‘nu skal jeg fortælle dig noget meget klogt” - det gør den virkelig ikke! Der er plads til individuelle fortolkninger. Derfor ser jeg film som dialog - ikke monolog.”

Fakta

Hlynur Pálmason
Født i 1984 på Island
Bosat i København med sin forlovede og 3 børn
Startede karrieren som visuel kunstner, blev optaget på Den Danske Filmskole i 2009
Filmografi: En maler (2013), Seven Boats (2014), Vinterbrødre (2017)
Udstiller stadig kunst og videoinstallationer sideløbende med filmkarrieren

Vinterbrødre
Premieredato: 7/12-2017
Instruktør: Hlynur Pálmason
Manuskript: Hlynur Pálmason
Medvirkende: Elliott Crosset Hove, Simon Sears, Lars Mikkelsen m.fl.
Produktion: Masterplan Pictures
Fotograf: Maria von Hausswolff
Lyd: Lars Halvorsen
Klip: Julius Krebs Damsbo
År: 2017
Land: Danmark, Island
Varighed: 93 min