En smeltet Mars på en bænk. En udtrådt kondisko. Mads Mygind sætter en ære i at afsøge det ordinære. Engang troede han, at han skulle være rapper, men så stødte han på Peter Laugesen

Vi går sydpå ad hovedgaden på Trøjborg i det nordlige Aarhus, Mads Mygind og jeg. Han kan godt lide at gå. Og han er god til at gå. For et par år siden fik han stjålet sin cykel, men forsikringspengene fik hurtigt andre ben at gå på og siden da, har han mere eller mindre spadseret rundt til alt.

Mads Mygind er forfatter. Eller digter for nu at være præcis, for han beskæftiger sig næsten kun med lyrik. Han debuterede i 2011 med digtsamlingen Før vi har set os omkring og har siden udgivet yderligere tre digtsamlinger. Hertil kommer en lang række bidrag til antologier og tidsskrifter samt andre sideprojekter, blandt andet bogobjektet nu fra sidste år og langdigtet VI ER HER NU, som var en central del af afslutningsceremonien for det netop overståede kulturhovedstadsår i Aarhus. Det kommer vi tilbage til.

Om ganske få dage er Mads Mygind aktuel igen, denne gang med digtsamlingen Bergamo. Den udkommer som én ud af fire selvstændige bøger i det såkaldte Orissabibliotek, som det københavnske forlag Kronstork står bag. Serien er direkte inspireret af den svenske lyriker Ola Juléns “digtsamling” Orissa, som kun består af 80 små sætninger - én sætning på hvert sideopslag. Resten er tomhed. Den udkom i 1999 og er i dag en hyldet og elsket bog blandt litteraturfolk. Julén begik selvmord i 2013, da han var 42 år gammel.

Idéen med Orissabiblioteket er, at hver bog skal have samme form som Juléns, altså bestå af 80 sætninger fordelt over 160 sider.

Vi går i retning af centrum. Da vi når Trøjborgvej, som markerer grænsen mellem Aarhus N og Aarhus C, drejer vi væk fra den befærdede hovedvej og ind på den store - og næsten altid mennesketomme - Nordre Kirkegård.

“Jeg holder meget af mine gåture her. Hver dag går jeg enten herind eller ned i Risskov. Det renser hovedet. Men det giver også en hel masse brændstof og inspiration til nye tanker. Jeg kan ikke bare sætte mig ned ved skrivebordet og hive gode sætninger eller billeder ud af den blå luft. På den måde er jeg ikke særlig kreativ. Men når jeg går ture, får jeg en masse indtryk, som på en eller anden måde lagrer sig til senere brug.”

Fra Mads Myginds lejlighed midt på Trøjborg går han altid nedad. Ned mod skoven. Ned mod havnen. Ned mod kirkegården, videre ned i byen.

“Jeg forstår ikke, at man aldrig møder flere mennesker herinde. Det er sådan et dejligt sted,” siger Mads Mygind, mens vi går afsted i et adstadigt tempo. Ikke jagende, ikke slentrende.

En spadseretur gennem Bergamo

Det er også en gåtur, der har dannet grundlaget for Mads Myginds nye bog, Bergamo. Titlen kommer af navnet på den by i Norditalien, som han besøgte for år tilbage. Den ordknappe digtsamling består af en række simple og rolige, hverdagsagtige betragtninger. For eksempel:

Et regnskyl rydder gaden.

Det er små, næsten filmiske, scener set fra digter-jegets tur igennem byen.

“Jeg ville gerne afsøge et sted. Og på den måde også forholde mig til selve handlingen at udpege og afsøge. Hvordan gør man det, hvad tager man med? Hvad er vigtigt? Og hvad er perifært?”

Mads Mygind er interesseret i at diskutere de hierarkier, mange tager for givet. Hvad er det egentlig, der betyder noget? Hvorfor har vi en tendens til at fokusere på det ekstraordinære og larmende, katastroferne? Det, fornemmer man, er de underliggende spørgsmål, når jeget bevæger sig igennem Bergamo og nøgternt observerer:

En smeltet Mars på en bænk. En udtrådt kondisko. En trappe der fører videre til en ny trappe. Et kærestepar i en telefonboks græder i omfavnelse.

Mads Mygind lægger ikke skjul på inspirationen fra den franske forfatter George Perec, som på samme måde rettede blikket mod det hverdagsagtige og det “infra-ordinære” - alt det, der ligger under det tilsyneladende ordinære. I sine erindringer skriver Perec:

“Det som sker hver dag og sker igen hver eneste dag, det banale, det hverdagsagtige, det selvindlysende, det fælles, det ordinære, det infra-ordinære, hvordan skal man gøre rede for det, hvordan skal man afsøge det, hvordan beskrive det?”

Det er netop denne optik, Mads Mygind ser verden igennem i Bergamo.

Han beskriver selv forlægget, Ola Juléns Orissa, som intens, klaustrofobisk og hård. Men hvor Julén vender blikket indad, vender Mads Mygind kuglepennen ud mod verdenen.

“Den slags bog, som Julén har skrevet, kan man kun skrive, hvis man er Julén, eller hvis man har det præcis som ham. Det ville være kunstigt - og egentlig også uinteressant - hvis jeg bare hældte alle mine katastrofetanker ned i den samme form, som Julén fandt på.”

Vokset op blandt bøger

Mads Mygind har boet det meste af sit liv i Aarhus og forstæderne. Hans farmor og farfar havde en boghandel på Frederiksbjerg, og hans mor er også boghandler. På den måde har litteraturen altid været inden for en udstrakt arms længde.
I mange år troede Mads Mygind ellers, at han skulle være rapper.

“I slutningen af folkeskolen og i gymnasiet tænkte jeg rigtig meget i rim og ordspil og rytme-flow.”

Det rytmiske afspejler sig særligt, når man læser og lytter til hans tidlige digte, som har masser af tempo, ordspil, diktion, flow og rytmik. Men kærligheden for det musikalske er stadig til stede i dag i både hans digtning og - ikke mindst - oplæsninger. Her kan han sagtens kan bruge 6-7 minutter på at gentage sætningen “Nu må det gerne være nu” i én lang smøre. Undervejs ændrer han trykfordeling, rytme og hastighed, så både tid og betydning gradvist forskydes. Sådan kan det gå fra roligt til hypnotisk til hektisk til roligt igen.Det var først i 3.g, at Mads Myginds interesse for digte endelig blev vakt. Det hele begyndte, da han en dag gik ind i Kristian F. Møllers boghandel på Store Torv i Aarhus og greb en gammel digtsamling fra hylden. Den var skrevet af den aarhusianske digter Peter Laugesen.

“Jeg tænkte ‘wow, mand, kan man skrive sådan?’ På den ene side stod der en enkelt sætning, på den næste var det fuldstændig tætskrevet, så man næsten ikke kunne læse det. Så var der et klassisk digt på 12-15 sætninger og så en side med tekst rundt i hjørnerne. Det var virkelig spændende, for det var noget radikalt andet, end det jeg var blevet præsenteret for gennem gymnasiet.”

Han fik derefter sin mor til at skaffe alle de bøger, hun kunne få fat i, med Peter Laugesen. Hun betalte endda for dem alle sammen, sikkert i ren glæde over sønnens litterære vækkelse.

“Og så fik jeg tygget mig igennem det hele - én efter én. Ikke at jeg forstod alt. Jeg læste det mere, som man ville høre musik. Der er nogle fede sætninger og nogle vilde spring i tid og sted, men ikke noget klassisk narrativ. Så jeg blev ikke afkrævet for meget. Der var plads til mig som læser.”

Mads Mygind læste og læste og læste, og da han var igennem alle Peter Laugesens værker, gik han videre til noget af det, som Laugesen selv var inspireret af; Dan Turell, Inger Christensen, beat-forfatterne. Og sådan gik det slag i slag, side for side.

Kunsten at gå

Vi er nået frem til det højest beliggende sted på kirkegården. Herfra har man et frit udsyn til havnen, hvor Aarhus Ø’s nye skyline af glas og beton dominerer horisonten.

Udover at sætte hovedet i bero fungerer gåturene som en slags inspirations-generator for Mads Mygind. Hans blik glider opad, mens vi går langs gravstederne med de mange ukendte navne.

“Det er sjovt at se på poppeltræerne dér og deres grene, som er så himmelstræbende, mens vi er på en kirkegård, hvor vi graver folk ned i jorden. Den der modsatrettede bevægelse er der noget tankevækkende ved.”

Han går ikke ture for bevidst at lade sig inspirere. Det kan ikke lokkes frem, sådan fungerer det ikke. Og ud af de mange observationer han gør sig, er ni ud af ti sikkert frygtelig simple og banale, forklarer han, mens vi passerer et gammelt, knoklet egetræ.

“Dét der træ ligner til gengæld et forhistorisk monster, som er fastfrosset i en akavet position,” siger han. Han taler hurtigt og artikuleret. Hvis ikke man følger med, fører han hurtigt samtalen videre til et nyt emne eller sender nysgerrigt spørgsmål tilbage.

“Er det ikke grotesk, at man har placeret et plejehjem lige over for kirkegården? Så kan de gamle mennesker gå rundt deroppe og kigge ned på kirkegården og vente på, at der bliver en plads ledig til dem.”

Aarhus under huden

Selvom der er masser af ord, der presser på for at komme ud, virker Mads Mygind hverken som en rastløs eller forhastet person udadtil. Han har lært at skrue tempoet og armbevægelserne ned efter behov. Det samme gør sig gældende i hans digtning. I Bergamo er stilen mere neddæmpet end opkørt, hvorimod den seneste digtsamling Til den lyse morgen er mere rablende og spørgende - på en styret måde.

“Jeg tænkte lige over det, inden jeg skulle møde dig, og på en måde er der nok to parallelle spor i min digtning. På den ene side er der det dvælende, observerende og afmålte. På den anden side er der det sprængte, det rastløse og det fragmenterede.“

Vi forlader kirkegården og bevæger os igen nordpå ad Tordenskjoldsgade, Trøjborgs mærkværdige hovedgade plastret til med alskens nichebutikker, neglesaloner og frisører. På højre hånd ligger Risskov.

Du går tilbage mod byen / mod lugten af ramsløg / gennem Risskov

Citatet stammer fra Mads Myginds langdigt VI ER HER NU. Digtet var den centrale del i en storskærmsfortælling, som blev projiceret op på en af de store havnesiloer til afslutningsceremonien af kulturhovedstadsåret Aarhus2017.

“Det var en helt vild oplevelse! Der var måske 12.000 mennesker, og jeg stod jo bare som en almindelig gæst og oplevede det. Det var meget rørende, og folk var mere positive, end jeg havde forventet.”

Opgaven startede ellers “meget usexet” som en bestillingsopgave. Men så begyndte Mads Mygind at skrive om og tænke i minder om Aarhus. For selvom han aldrig selv vil kalde sig Aarhusdigter (“det er jo bare en tilfældighed, at jeg bor her”), så har han efter at have boet i byen i 33 år fået den godt ind under huden.

“Det er et spørgende og åbent digt, hvor et du vandrer gennem byen. Det kan være læseren og lytteren selv, det kan være et alment du, eller mig selv. Et bredt, rummeligt du, som går gennem byen i forskellige tider.”

Mads Mygind ville ikke lave en gennemgang af alle de fede ting, der skete i 2017. Men han vil gerne vedgå, at det er blevet en besyngelse af Aarhus.

“Det er fedt at bo i en by, hvor der sker en masse fede ting. Der er så meget unikt ved Aarhus, som vi kan være stolte af; Kvindemuseet, Institut for (X), Ovartaci-museet. Mit digt må gerne være en besyngelse af alt det, som er specielt ved Aarhus lige nu. Som vi ikke skal tage for givet.”

Fakta:

Bergamo udkommer den 13. januar på Forlaget Kronstork

Samtidig udgives 3 andre bøger i samme serie af forfatterne Cecilie Lind, Lars Bukdahl og Rasmus Halling Nielsen

Reception for Bergamo finder sted den 18. januar kl. 17.00 på Godsbanen (Vogn 1)

Mads Mygind:

Født i 1984 i Aarhus, bor i dag på Trøjborg.

Uddannet cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet.

Debuterede i 2011 med Før vi har set os omkring på forlaget After Hand.

Har siden 2005 arrangeret litteraturoplæsninger og -arrangementer, bl.a. i litteraturforeningen Litteraturen På Scenen.

Bidraget til diverse antologier og litterære tidsskrifter som Hvedekorn, Apparatur, Reception, Den Blå Port, Øverste Kirurgiske, Banana Split, m.fl.

Underviser i litteratur og skriveværksted på Ry Højskole og Silkeborg Højskole.

Skal fra januar 2018 være leder af Writing:Lab under Aarhus Litteraturcenter for 16 til 20-årige.