Northside blev en anden verden med Bjørk
Bjørk leverede torsdag aften en helstøbt koncert med sceneshow af en anden verden. En utopi for en bedre verden i Bjørks fortolkning
★ ★ ★ ★ ★ ☆
Koncerten åbnes med fuglelyde og en besked fra Bjørk på scenens bagtæppe, som udgøres af en stor skærm:
“For at overleve som art, er vi nødt til at definere vores utopia. Paris-klimaaftalen er en moderne utopi, som er umulig at forestille sig. Men at overkomme vores miljøudfordringer er den eneste måde hvorpå, vi kan overleve.”
“Lad os forestille os en verden, hvor natur og teknologi samarbejder og lad os lave en sang om det - et musikalsk mockup. Og lad os flytte ind i den. Lad os skrive musik til vores destination.”
Bjørk har som ingen anden kunnet gøre elektronisk musik organisk og brugt den til at skabe sit helt eget univers. På Northside er hun omgivet af et inferno af en scenografi med flere meter høje grønne planter.
Da hun kommer på scenen og åbner med Arisen My Senses, går der et sus gennem publikum, og scenen eksploderer i blomster, der springer ud på de store skærme som et overdådigt fyrværkeri. Akkompagneret af harpe kommer hun selv frem klædt som en rød blomst med gylden ansigtsmaske. Hendes dynamiske stemme får eksplosionen af blomster, der følger dynamikken i musikken, til at ramme os ude blandt publikum lige i hele sanseapparatet.
Tunge beats på fløjte
En flere meter høj blomst på scenen springer ud og afslører en fløjtenist. Den store samling af grønne planter drejer sig og afslører endnu fem fløjtenister, der spiller både sopran, alt, tenor og basfløjte.Det elektroniske ligger som en underlægning - men som altid hos Bjørk bliver det aldrig statisk eller kunstigt. Fløjterne har den helt igennem dominerende plads i instrumenteringen gennem hele koncerten, og fløjtenisterne spiller også en stor visuel rolle. Som lyserøde svajende blomster bevæger de sig rundt på scenen. På Bjørks seneste album spiller fløjterne også hovedrollen på instrumentsiden, men hvor fløjten hos andre ofte bliver brugt som et kuriøst og lidt romantisk element, får Bjørk en langt større dybde ud af instrumentet.
På scenen kan det især høres i nummeret Human Behaviour, der stammer fra Bjørks mesterværk af et album Debut fra 1993, hvordan Bjørk kan gøre instrumenter til sine helt egne. Her spiller fløjterne også de tunge beats, der i indspilning er langt mere elektronisk - og Bjørks stemme viser alle sine facetter.
Alt andet end simpelt
Men det måske allersmukkeste ved Bjørks koncert og sceneshow var, hvordan hendes musik smeltede sammen med de visuelle elementer og blev helt sig selv. Det er en anden verden, som hun med to vrik med mikrofonen og sin simple tilstedeværelse og alt andet end simple stemme etablerer fra det øjeblik, hun træder ind på scenen.Bjørk kan sætte de mest umulige elementer sammen og gøre det til en helstøbt utopi. På scenen spankulerede hun selv rundt i tætsiddende rød lak og plateausko, mens hun forvandlede Northside til en anden verden. Hun var magisk tilstede, mens himlen over Aarhus lyste op i solnedgangen.
Men når alt kommer til alt, så ville det også have været fantastisk, hvis hun var kommet ind for at tage imod bifaldet efter koncerten.