Klimadigte i farvestrålende, stort format: den forfatterskoleuddannede Lars Skinnebach har ladet sig kommentere, illustrere og muligvis formørke af kunsteneren Goodiepal
★ ★ ☆ ☆ ☆ ☆

Der er mange spørgsmål man kan give sig til at stille dumt ud i luften, når man får Teotwawki i hånden. Teotwawki, der i øvrigt skrevet ud i menneskesprog betyder The End of the World as We Know it, som REM vist nok også sang en gang tilbage i slut 80’erne. For det første kan man spørge om, hvad et så grimt spiralbind har med Lars Skinnebach at gøre, og bagefter kan man spørge om, hvorfor Gyldendal har fundet det nødvendigt at lave en udvendig kolonfon, hvor det bemærkes, at Goodiepals kunstsamling befinder sig på Statens Museum for Kunst. Nå, gør den det, kan man tænke, men måske vil Gyldendal lige sikre sig, på en meget indiskret måde, at læseren bliver gjort opmærksom på, at Goodiepal faktisk er en rigtig, ægte kunstner, hvis værker hænger på et af landets største og betydeligste museer. Hvis nu man skulle komme i tvivl.

Læs også: STEAMPUNK ER LÆNGSEL EFTER FORTIDENS FREMTID

Mere formørket end oplyst

Således sikker og rolig kan man bevæge sig videre ind i Teotwawki, som på tekstsiden rummer en række digtsuiter, der foregår i en apokalyptisk fremtid, hvor klimakrise ikke længere er noget, man sætter spørgsmålstegn ved. Derudover er værket “illumineret og kommenteret” af “kunstner, menneskesmugler og technoteoretiker” Goodiepal, som det højtravende og alligevel underligt vagt hedder i pressemeddelelsen. Men nå ja, det er jo ham, der hænger på SMK, så alt er okay.

Teotwawki er en trippet omgang – den første del serveres laksefarvet og med et forord af Goodiepal, herefter følger Den artificielle have, hvor de to sidste mennesker på jorden, Timo og Dana, diskuterer bodeling og samkvem med børnene, mens den sidste del Rent blod handler om Ø – menneske eller muld. Opslagene følger ellers samme formel; på højresiderne findes selve digtene, og på venstresiderne bidrager Goodiepal med kommentarer og såkaldte illuminationer. Desværre bliver man mere formørket end oplyst, først og fremmest fordi Goodiepal til digtene har valgt en font, der er grænseløst irriterende at læse: “På flip-siden ses den stil som hele digtsamlingen her er sat med, og den stammer fra en gruppe der hed Dat Politics, det var min yndlingsgruppe i år 1999-2000, og det er på tide at genfinde gruppen!” Okay.

Generelt er det symptomatisk for værket, at Goodiepal overbegejstret namedropper kunstnere og musikere, der bare alle sammen er “fantastiske”, men det er sjældent helt klart, hvad de har med digtene at gøre. Skinnebach omtales konsekvent som “digter’en”, og Goodiepal smider vildt og voldsomt om sig med angelsaksiske apostroffer, hver gang et ejefald anes i horisonten. Det er overkækt, grimt og rodet, og det mest ærgerlige er, at kommentarerne fjerner for meget opmærksomhed fra digtene.

Besnærende og uhyggelige tekster

Men hvad siger “digter’en” så? Jo, Skinnebach udfolder i de tre afsnit en omvendt skabelsesberetning i en afpillet fremtidsverden: “civilisationen / blev overskyllet, folket / ædt af fisk, og fisken / den største af dem alle / gik på land og talte” lyder det i første del. I anden del møder vi Timo og Dana, der som de to sidste mennesker i verden fremfører en sær, Strindbergsk spøgelsesdialog om væsker, sneglekøn og fostre. I den sidste del “går ø på spidse negle / forbrydelsen var / ilden, det kunstige lys / ukendt sol på glastag”, imens middelklassen “lever i skam, det ønsker de / infrastrukturerne glider på knogler / fra andre kontinenter”. I Skinnebachs kryptiske dystopiunivers smelter den bløde menneskekrop sammen med betonhård civilisation, ligesom historisk fortid blander sig med apokalyptisk fremtid. Biosfærer på fremmede planeter optræder sammen med en færgemand hentet fra mytologien, og teknologi raserer jorden på lige fod med krig.

Skinnebach favner i sine besnærende og uhyggelige tekster både flygtningekrise, klimaproblematik og teknologispørgsmål, ikke på en måde så man får dårlig samvittighed over, at man ikke sorterer sit bioaffald, men mere på en måde, hvor man får åndenød over, at fremtiden allerede er tabt, og derudover også hvad Skinnebach kan vride ud af sproget.

Der er nogen eller noget der skal ændre verden, og det kan vel ligeså godt være kunsten, men Teotwawki er på den visuelle side som H. C. Andersens kejser uden klæder. Skinnebachs digte er sandhedsvidner fra en fremtid, som man næsten ikke kan holde ud at forestille sig, men kejser Goodiepal har altså ikke noget tøj på.

Fakta:

Lars Skinnebach: Teotwawki

Illumineret og kommenteret af Goodiepal

Gyldendal

Udkommer 6. marts 2018

96 sider, 199,95 kr.