Forfatter Jens Blendstrup har løsrevet sig fra Aarhus-forstaden Risskov. Tvivlen er en fast og brugbar følgesvend og alligevel tør han godt lege grøntsag og lukke pinligheden ind i kunsten

Jens Blendstrups brune lædertaske bugner af bøger. Han har samlet et udvalg af sin efterhånden omfattende produktion og taget den med i toget fra Korsør, parat til et oplæg for en række gymnasieelever. På en eller anden måde har alle bøgerne forbindelse til Aarhus, som Jens Blendstrup er født og opvokset i.

“Det er som om, at der er historier på hvert gadehjørne i Aarhus. Man kan jo knap nok tage bussen uden, at der er noget nyt at fortælle fra turen.”

Alligevel har han gjort det: Fortalt en historie, der er løsnet fra byen i tid og rum. Og som ikke handler om ham selv og hans fortid.

“Ærlig talt, jeg trængte til at komme væk. Og så endte jeg i Korsør. Jeg har Risskov, hvor jeg boede som barn og ung, som krakkort i hovedet! Hvis jeg var blevet i Aarhus, tror jeg ikke, at jeg var blevet forfatter; det var simpelthen for tæt på, og jeg skulle udsættes for nogle rystelser. Jeg vil også gerne vise, at jeg kan skrive en roman, der ikke er taget direkte fra hovedstolen.”

Flygtningestrømmen på motorvejen

I Blendstrups seneste roman Slagterkoner og bagerenker bevæger han sig væk fra det selvbiografiske. Aarhus bliver skiftet ud med Korsør, og i stedet for at producere sit alter ego og scenerne fra sin barndom, opstod Jørgen Usse Gravesen, der mister sit arbejde som el-montør og tusser rundt derhjemme. Læseren følger Jørgen ned i en spiral af frustration, angst og fremmedhad rettet mod de polakker, som angiveligt har overtaget hans arbejde. Problemstillingen er hentet fra nutiden – virkeligheden, sådan som den nogen gange ser ud i Korsør og i tv-avisen.

“Der var det her enormt stærke billede af flygtningestrømmen på motorvejen og denne her mand, der står på en bro og spytter ned på dem. Spytter han på menneskerne eller af sin egen frygt? Det blev jeg nødt til at reagere på. På den måde er det en meget politisk bog. Der mangler nogle litterære skildringer af det miljø, som vi er i nu,” fortæller Jens Blendstrup.

”Jeg har ristet den rune over min far, som jeg ved, at han ville være glad for”

Teltpælene er altså helt bevidst blevet revet op, og handlingen flyttet til Korsør. Samtidig følger Aarhus med som et langt spor efter ham.

“Oplevelserne i Aarhus er på mange måder mit ekkolod, tror jeg,” siger Jens Blendstrup. Dobbeltheden ved Aarhus mærker han især i forhold til erindringsromanen Gud taler ud, som blev udgivet i 2004. Den er centreret omkring Jens Blendstrups ambivalente forhold til sin far, den almægtige Gud i parcelhuset i Risskov. På mange måder trænger han til at frigøre sig fra romanen og det fokus på far-søn-forholdet, der fulgte.

“Jeg kan mærke, at jeg har skrevet ham igennem. Det billede, som man får af ham i Gud taler ud, er værdigt, fordi det ikke er et glansbillede – det er et menneske med fejl såvel som gode sider. At fortsætte med emnet ville lidt være at gøre ham til en litterær gimmic.”

Læs også: Interview med Kim Fupz Aakeson BØRNEBØGER OM DØDEN, VOLD I HJEMMET OG DAMENUMSER

Noget lusk

Til gengæld er Jens Blendstrup ret sikker på, at selvbiografismen vil følge med videre.

“Slagterkoner og bagerenker er jo på en måde også tæt på. Den frygt, som Jørgen har over for det fremmede, kan jeg da genfinde i mig selv. Jeg tror, at vi alle sammen har den frygt,” fortæller han.

Samtidig er det vigtigt for Jens Blendstrup at udfordre det selvbiografiske. Med humor og groteskhed prøver han at lægge et nyt lag ned over teksten. Humor er nødvendig, når man beskriver det alvorlige og vil tæt på. Det var noget, som Jens Blendstrup opdagede ved en begravelse i familien. Den trykkede stemning lettede, da han klemte en joke ud mellem sidebenene. Og det er det samme i litteraturen.

“Alvor med alvor – det bliver for patetisk. Der skal være noget fiktion, noget lusk i det, ellers bliver det altså kedeligt og fodformet.”

At tvivle og at turde

Og mens Jens Blendstrup udfordrer teksten, bliver han også selv udfordret. Af tvivlen, den altædende, evigt tilbagevendende tvivl. Om værket nu også er godt nok. Om noget går galt.

På litteraturfestivalen Vild med Ord i Aarhus skal Jens Blendstrup holde en ulejlighedstale. Ulejlighedstalen, som Jens Blendstrup ikke selv kender det præcise indhold af, skal helst gøre ham lidt bange.

“I løbet af en sommerferie kan jeg nå at falde fra hinanden, så jeg bliver nervøs, når jeg igen skal ud og være på. Jeg skal civilisere mig igen, og kan man nu det, kan man?”

Tvivlen kan Jens Blendstrup godt lide. Faktisk kan han lide den så meget, at han bevidst opsøger den og lader den nedbryde hans selvtillid. Sammen med sin ven, digteren og litteraturanmelderen Lars Bukdahl, praktiserer han en selvopfunden performanceform kaldet litterær hypnose. Her går dukketeater, avantgardekunst og kritik af 1980’ernes alvorlige oplæsningskunst op i en højere enhed.

“Vores litterære hypnose – altså, det er jo simpelthen forfærdeligt og åndssvagt! Vi kan stå på hovedet, jeg kan være grøntsag på scenen. Det er et opgør med forfatteren som orakel. Undervejs er det så selvfølgelig skrækkeligt pinligt for os selv,” uddyber Jens Blendstrup, ”og også for publikum, fornemmer jeg.”

En gryde med LSD

Rejsen væk fra Aarhus for over 30 år siden var indledningen til en nødvendig rystetur – “en tur i sjælens tørretumbler”, som Jens Blendstrup kalder det. Det var ikke bare at give slip på byen, men også på sig selv, på den sikkerhed, der findes i de velkendte gader og de historier, som Jens Blendstrup stadig kan finde i dag under busturen eller på gadehjørnet. Igennem sit voksenliv har han været ramt af flere livskriser.

“Jeg prøvede at bearbejde dem ved at drikke, og det var skidesjovt, indtil det ikke var sjovt mere. Jeg behøver ikke at drikke for at være syret. Og nu er jeg så et færdiguddannet, velfungerende røvkedeligt menneske!” siger Jens Blendstrup, ” På en måde er jeg jo født i en gryde med LSD! Og jeg behøver ikke at opsøge katastroferne for at beskrive dem. Det var min far, der sagde det til mig. ’Min søn’ sagde han, ’du behøver ikke at gå ned med Titanic hver gang’ Det har jeg taget til mig.”

Læs også: Interview med Kirsten Thorup - SÅ LÆNGE JEG KAN SKRIVE, VIL JEG SKRIVE

Tvivlen som fast følgesvend

Jens Blendstrup bliver stadig ramt af følelsen af splittelse over, hvad man skulle have gjort i livet, hvad man kunne have gjort.

“Engang imellem ser jeg udsendelser om universet og jorden, og så kommer man jo til at tænke: Måske skulle man lave noget helt andet. Dissekere frøer eller sådan noget.’”

Tvivlen er en fast følgesvend. Og det er godt. For det værste, der kan ske, er, at man bliver så selvfed eller så stolt af sine tekster, at den næste bare bliver en gentagelse.

“I dag tror jeg nok, at jeg er forfatter. Men... Jeg mener: Er det overhovedet noget, som man er? Man er aldrig bedre end sit seneste værk. Og det er i den tvivl, at jeg skriver bedst.”

Fakta:

Jens Blendstrup optræder til Sommerstemmer ved Brabrand sø i Aarhus

Han seneste bog Slagterkoner og bagerenker udkom i oktober 2016

Tidligere har han udgivet bl.a Gud taler ud og Bombaygryde.