Uhæmmet grådighed i Holstebro
Kunstnerne Peter Linde Busk og Alexander Tovborg og Steinar Haga Kristensen har indtaget Holstebro Kunstmuseum med værker, der reflekterer over grådighedens væsen og uvæsen
Syv midtjyske museer er gået sammen om at udstille middelalderens syv dødssynder. Af alle disse synder er grådighed formentlig den mest aktuelle. Aviserne er i de sidste ti år bugnet over med overskrifter om finanskriser og bankkrak. Befolkningen ser skævt til politikernes ministerpensioner; ministrene anklager flygtninge for at være griske med deres krav på asyl.Der er kort sagt god grund til at stoppe op og dvæle ved grådigheden i dag.
Politisk kunst
Udstillingen rummer værker, der er eksplicit politiske, som f.eks. Alexander Tovborgs The Rape of Europha—der over en række billeder skildrer forskellige metaforiske italesatte ’voldtægter’ af Europa, flygtningekrise over Brexit til den stigende nationalisme. Eller altar of humanity (the symbol has resurrected) – worship of mammon, der lader forhistoriens hellige tegn gentage ordet ’mammon’.
Men når udstillingen er bedst, undersøger værkerne grådigheden på en måde, der overskrider den åbenlyse politiske kommentar og i stedet går bag om de konkrete grådighedsmanifestationer for at vise det urmytiske universelle ved denne dødssynd.
Læs også: ANTIKKE DØDSSYNDER PÅ MODERNE KUNSTMUSEER
Abeguder
Som emblem for udstillingen står Tovborgs skulptur Skaberen I, denne fedladne, seksøjede og dobbeltmundede guldabe, der sidder og troner på sin piedestal. Figuren er i sin egen ret et mytisk billede på grådigheden, men det er først i dens kontekst, denne abeguds synd træder frem i sin fulde ret.
Man fornemmer en mytologisk urkamp: Skaberen I har nemlig indtaget sin centrale placering på bekostning af sine brødre, Skaberen II og IV der er blevet forvist til en af de mere perifere udørkner af museumsrummet. Det er den klassiske fortælling om brødrenes kamp om magten og om sejrherren, der nidkært vogter sig for tabernes hævn. De to brødre må i deres nederlag lade sig nøje med at være uformelige gestalter, berøvet den (krakelerede) guldglans, Skaberen I har raget til sig i deres kamp. Det er historien om et dystopisk abesamfund, hvor den stærke hersker, og grådigheden hersker over den stærke.
Angsten for abstraktion
Én af de mest interessante skildringer af grådigheden findes hos Steinar Haga Kristensen. Hans bidrag til udstillingen er præget af en særlig motivkreds, der rummer ugler, bristede ringmuskler og angst for abstraktion.
Uglefiguren gentages på tværs af hans værker og opnår i løbet af denne gentagelse en metaforisk betydning. I Totaler Angst der Abstraktion #03 (Der Schließmuskel funktioniert nicht mehr #64) er to tydeligt utilfredse ugler presset i baggrunden af en abstrakt figur, og så begynder de at tage hævn:
I Owl Framed Angst Total (Der Schließmuskel funktioniert nicht mehr #65) har uglerne multipliceret sig og sætter nu en overskridende ramme om værkets ’egentlige’ motiv. Også i skulpturværket Gleaners er de små uglefigurer i flertal, men nu samles de i kurve af ansigtsløse mænd.
At abstrahere er at trække sig væk fra den konkrete mangfoldighed og udtrække almenheden, at gøre mange til ét. Uglernes fordoblinger er det modsatte af abstraktion, det er en konkretion, og er der ikke netop et slægtskab mellem grådighed og angst for abstraktion?
Grådighed er at ville have alle disse enkeltgenstande, at rage til sig ud over behov. For den grådige er abstraktion angstprovokerende fordi alle de mange ting, der griskt er samlet sammen, forsvinder ud i ét.
Menneskefigurerne, der i Gleaners opsamler de konkrete ugler, er abstrakte i den forstand, at ethvert ansigtstræk er skåret væk: der er ingen særkender. Det er altså det abstrakte, der indsamler det konkrete. Man kunne få den bange anelse, at grådigheden går i ring, og at det abstrakte nu opæder det konkrete.
Jeg tror ikke, det er tilfældet: Værket refererer til Millets berømte Des glaneuses fra 1857, der skildrer almuen søgende efter rester fra høsten. Her er ingen grådighed, blot ønsket om at have nok. På den måde fortæller Kristensens værkkonstellation en meget håndgribelig historie om grådighed og mådehold, men på en noget mere inciterende måde end de af udstillingens værker, der direkte—og direkte moraliserende—fortæller publikum, at grådighed er farligt.
Læs også: KROP OM ORD OM BILLEDER
Grådigt indsamlede værker
Grådighed på Holstebro Kunstmuseum er en enorm udstilling, der rummer så mange elementer, at det er umuligt at indtage det hele. Når udstillingen er bedst fortæller den historier om grådigheden som et menneskeligt vilkår, men historien kan også bryde sammen i et galleri af grådigt indsamlede værker uden mål. Peter Linde Busks bidrag til udstillingen indgår ikke i nogen større fortælling, men står nærmere som monumenter på uhæmmet indsamling af materiale. Hans vægværker Helter Skelter og Station to Station vidner om en kunstner, der aktivt bruger grådigheden i sin praksis.
Det er måske dét, der er den væsentligste lære at tage med fra udstillingen: at uhæmmet grådighed ikke bare ødelægger verden, men også historierne, vi fortæller om os selv, og at kunsten kan indgå i sådan en dekonstruktion af livshistorien. Spørgsmålet fra Lukasevangeliet står stadig: Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv?
