Klaus Rifbjerg reflekterer i den posthumt udgivne roman Spejl over komplicerede, nære relationer og dødens tilstedeværelse.

★ ★ ★ ★ ★ ☆

Den varme sløve, varme siesta flyder ud fra den første side af Spejl. Bogens hovedperson er på ferie med sin familie i Francos Spanien. En dag, da han er alene ved feriehuset, og sidder udenfor i solen, kommer en ældre herre gående imod ham. Det ligner hovedpersonens afdøde far. Og det ér ham.

Hvad gør man når man får en chance til?

Vores hovedperson har altid gået med et uudtalt, og uindfriet ønske om at vise sin far det land, han selv holder så meget af: Spanien. Da faderen pludselig står der sammen med ham i Spanien vil vores hovedperson indfri det ønske der føles som et løfte.

Hovedpersonen er selvsagt i syv sind over faderens tilstedeværelse. Selvom faderen ser ganske fysisk ud, er det svært for hovedpersonen, ikke at betvivle sin egen mentale sundhed, når han nu engang ved, at faderen er død. Men han griber chancen og tager sin far med på køretur gennem Spanien. For måske, hvis han giver sin far Spanien, vil faderen til gengæld give noget af sig selv. Hos hovedpersonen bor der nemlig en følelse af, at hans far har snydt ham for noget. Faderen har snydt ham for at blive klogere på sig selv, fordi han aldrig kunne få lov til at blive klog på sin far.

Læs også: DET USTYRLIGE OG DET USMAGELIGE

Spejler vi vores forældre?

“Har du nogensinde overvejet, om det, du er så ivrig efter at høre og vide, er mindre væsentligt end alt det andet?” spørger faderen på et tidspunkt sin søn. Med “alt det andet” henviser han til den helt almindelige hverdag. For hvad er den vigtigste del af det enkelte menneskes personlighed? Er det oplevelser og hemmeligheder eller er det dét, man gør – dag ud og dag ind uden at tænke videre over det? Kender man først et andet menneske, når han eller hun har betroet sig til én, eller består kendskabet snarere i at kende til hans eller hendes vaner?

Livet er kun livet i kraft af døden

Faderen og sønnens rejse gennem Spanien er på mange måder et livsstykke. Der mangler hverken vin, tapas, brandy eller cigarer. Men selv i de mest udsvævende øjeblikke er døden til stede med dem. Faderen er en personificering af døden, og de oplevelser, faderen deler med sin søn, er i høj grad præget af de møder, han selv har haft med døden gennem sit liv.

“Hvad vi havde haft sammen, var en kødelighed, der blev til ånd, nu var der kun udåndingen tilbage og resterne af et menneske, jeg havde holdt i mine arme og elsket mere end mig selv,” fortæller faderen om tabet af sin første kone.

Døden er både ubegribelig og ubærlig, og derfor er den svær at forholde sig til. Faderens meget reelle tilstedeværelse henleder tankerne på den litterære genre magisk realisme, hvor det overnaturlige indgår i handlingen med største selvfølgelighed. Udgangspunktet for magisk realisme finder man i latinamerikanske værker langt fra en dansk kontekst, hvor døden er omgærdet af tabu. Men vi skal forholde os til døden, for med døden som spejl bliver det mere tydeligt, hvad der er vigtigt i livet.

Spejl er en rørende og letlæst bog, som placerer en lyst til at rejse til Spanien hos sin læser og maner til eftertanke.

Læs også: STRESS-LITTERATUR

Fakta: