Statens Museum for Kunst fortæller om magt og afmagt. Det er fortællingen om Christian II, der vandt Skandinavien og tabte sin frihed. Det er fortællingen om en konge, der havde forstået at bruge kunsten som en vej til magten.

Christian II var én af de første danske magthavere, der forstod betydningen af det visuelle i sine kampagner. Han bedrev i høj grad politik gennem billeder. Det gøres klart af den nye udstilling på Statens Museum for Kunst, Magt og afmagt, der beskriver hvordan kongen brugte samtidens store kunstnere til at positionere sig i magtens centrum.

Magtens billeder

Statens Museum for Kunsts nye udstilling, Magt og afmagt, fortæller den spændende historie om en konge med en tumultarisk regeringstid. Men det er først og fremmest historien om en konge, der strategisk brugte kunst som et vigtigt led i sin vej til magten.

Det første portræt af Christian II som konge blev til forud for hans bryllup. Han giftede sig ind i den magtfulde Habsburg-familie med Elisabeth, barnebarn af den tysk-romerske kejser Maximilian I. Portrættet var udført af Michiel Sittow, en stor nederlandsk hofmaler, der tidligere havde arbejdet for Habsburgerne. Ud fra klassiske stiltræk ved Habsburgerne etablerede Sittow i sit portræt en række af de ikonografiske markører, der kom til at præge fremtidige portrætter af Christian II: det tvedelte skæg, den lange næse, kindbenene, hatten... Formålet med portrættet var at blive et kendt ansigt blandt Elisabeths magtfulde familie. Projektet lykkedes, og kongen havde indset hvilken magt, portrætterne havde!

I 1520, lykkedes det for Christian II at indtage Stockholm og blive kronet til konge af Sverige, og Habsburgerne overrakte ham den fornemme orden Den gyldne Vlies. Men populariteten varede ikke ved. Blot et par dage efter kroningsfesten på Stockholm Slot iværksatte han Det Stockholmske Blodbad, der blev over 80 svenske adelige og gejstliges død. Kongens grusomhed gjorde både den danske og svenske adel nervøs.

Få måneder efter blodbadet rejste Christian II til Nederlandene, hvor han mødte tidens store malere: Albrecht Dürer, Quintin Metsys og Joos van Cleve malede ham alle med samme ikonografiske markører som Sittow havde udviklet tidligere - og med den Gyldne Vlies. I 1500-tallet var det almen praksis at gentage hinandens portrætter som kopier, replikker og variationer, så billedet kunne spredes til andre regenters samlinger. Christian II vidste, at han måtte promovere sig visuelt og skabe popularitet blandt adelen inden nyheden om Det Stockholmske Blodbad spredte sig til resten af Europa.

Læs interview: ALLAN GRAVGAARD MADSEN SOM PERFORMER, KOMPONIST OG MENNESKE

Afmagtspropaganda

Lige meget hjalp det Christian. I 1523 opsagde adelen deres troskab mod kongen. I stedet valgte de hertug Frederik af Gottorp, Christian IIs onkel, som deres nye konge med titlen Frederik I. Christian måtte tage til Nederlandene i eksil. Efter blodbadet og sin flirt med Luther stod han uden venner. Han måtte gentænke sin billedpolitik, og han kastede blikket på tidens nye medie, grafikken. Han fik trykt det Nye Testamente i dansk oversættelse, indledt med et portræt af ham selv udført af Lucas Cranach den Ældre, der også havde portrætteret Luther til den tyske oversættelse. Det var en klar provokation af de katolske magthavere, og samtidige kommentatorer nævner også, at oversættelsen nød stor popularitet hos almuen - det var lykkedes Christian II at mobilisere en ny målgruppe med sin billedpolitik.

Det blev dog aldrig nok til at genvinde kongemagten. Christian gjorde ellers to fejlslagne forsøg på at tilbageerobre kronen, men i 1532 blev han pågrebet af Frederik I og måtte sidde i fangenskab på slottene i Sønderborg og Kalundborg til sin død i 1559.

Udstillingen Magt og afmagt på Statens Museum for Kunst er ikke bare et tilbageblik til reformationstiden: Udstillingen er en lejlighed til at se nærmere på, hvordan kunst og politik også i vores dage hænger tæt sammen. Brugen af billeder til at positionere sig og fremstille sig selv var et nybrud i Reformationen, men Christian II var ikke den sidste til at føre billedpolitik.

Se billedserien: KOM MED PÅ BESØG I VÆRKSTEDET HOS EN HEMMELIG KLUB

Skuespilsamfundet

Den franske avantgardistiske teoretiker Guy Debord skrev i 1967 bogen La société du spectacle, der på dansk er oversat til Skuespilsamfundet. Her skriver han, at alt, hvad der engang var direkte levet nu er blevet til repræsentation, til billeder. Vores sociale liv er gået fra at selv at være noget til at have ting, der gør dig til noget, til nu at se ud som om man er noget.

Måske var man førhen en hengiven familiefar ved at bekymre sig om sine børns ve og vel; siden blev det at være en god forældre til et spørgsmål om at kunne købe de rigtige ting til sine børn; i skuespilsamfundet gælder det om at vise tingene frem for andre - på Facebook, Snapchat, Instagram og så videre. Vi er blevet fjernet fra den autentiske tilværelse. Alt er medieret gennem billeder, der har overtaget vores måde at være sammen på. For Debord var billedet lig med massemedierne; de var bedøvende og holdt samfundet hen i en tåge.

Men Christian II levede ikke i et skuespilsamfund. Billederne var ikke nok til at sikre ham kongeriget. De var ikke engang nok til at redde ham fra et liv i fangenskab. Måske var det gået ham bedre i dag, hvor magtspillet i høj grad er blevet et spørgsmål om den rette selvfremstilling; hvor politik er blevet til symbolpolitik; eller hvor en fortid som producer på realityshows og promotor af wrestling trumfer politisk erfaring i kampen om det amerikanske præsidentembede?

Magt og afmagt viser, hvordan billeder kan være en vej ind i magten. Men den viser også billedet af en konge, der var forud for sin tid.

Læs også: TOVE JANSSON VAR MEGET MERE END MOR TIL MUMITROLDENE

Fakta

Udstillingen går fra d. 15. juni – 10. september 2017 med værker af bl.a. Albrecht Dürer, Jan Gossart, Michiel Sittow og Lucas Cranach den Ældre.

I forbindelse med udstillingen er der udgivet et forskningsbaseret katalog skrevet af museumsinspektør og seniorforsker Hanne Kolind Poulsen.