Peder Frederik Jensens bog Skullfucking er en skildring af det ødelagte menneske, der tilbringer dagen i sanatoriet. Det er en bog med syge tanker og chokeffekt.

★ ★ ★ ☆ ☆ ☆

Peder Frederik Jensens dommedagsmonolog Skullfucking tager grimme emner op på en grim måde. Det handler om tynde kroppe, om voldtægt, om krig og om erindringer og glemsel.

Bogen åbner med et jeg, der beskriver sit værelse. De to fluer, der pryder bogens flapper, ligger allerede i anden verselinje døde på bordet, mens gulvet flyder over med pis i flasker. Vi får at vide, at han bliver passet på et sanatorium, og bogen igennem er en rejse ind og ud af de febervilde drømme og fantasier, hans syge sind frembringer.

Ødelagt sprog

Sproget er et tilbagevendende motiv i bogen. Det er ødelagt, og jeget kæmper tydeligvis med at tale. Nogle steder påstår han, at han intet sprog har, og andre steder fungerer det bare ikke for ham: “Sproget ville ingenting. / Ren forvirring. / Rablesang rablesang rablesang.”

Det hele foregår i korte, staccato sætninger, der glider ind og ud af forskellige betydningslag. Metaforerne tages ud på overdrevet. Alting glider over i noget andet: ansigtet er et ur, køllen, der spiller på trommeskindet, er jegets spil med sin egen kølle, sedler er møl, kussen er en container osv.

Denne konstante forvandling går igen i de ting, jeget taler om. I én linje hører vi om krigen, i den næste om spidse tændstikker. Han kan ikke fastholde en mening i sin tale, det hele bliver til et psykotisk menneskes rablesang.

Læs også: DET USTYRLIGE OG DET USMAGELIGE

Forceret provokation

Skullfucking svæver mellem at være en poetisk skildring af et psykotisk menneskes tanker på sanatoriet og en alt for selvbevidst stiløvelse i ødelagt sprog. Der veksles mellem forklaring og fortrolighed, når jeget underforstået taler om ‘krigen’ eller ‘det store vi’, og det medvirker til effekten af formålsløs rablen.

Selv om der ikke er nogen egentlig plotlinje i monologen, så formår den dog med titelscenen at skabe et klimaks, så at sige. Hen over syv sider beskriver jeget sin glæde ved en nekrofil voldtægt, der ender med et decideret kranieknep.

På trods af denne scenes styrke, så kan det let blive pinagtigt at læse de til tider lidt for forcerede sex- og voldsscener, hvad enten de er metaforiske (“En gyde åbnede sig. / For enden en lem. / Vi sank ned i kloakkerne”) eller ganske konkrete (“Mit brystben trænger gennem huden for hvert stød bagfra. / Jeg frygter at han vil kneppe skroget ud af mig. / Op gennem skuldrene”). Det kommer meget let til at lyde som klichéer fra 90’ernes dødsmetal, der er indsat for provokationens skyld. Peder Frederik Jensens Skullfucking fungerer bedst, der hvor klichéerne er udtryk for psykosen og ikke for chokeffekten.

Læs også: DAGBOG FRA DET VAKLENDE LIV

Fakta:

Peder Frederik Jensen er uddannet bådbygger og på Forfatterskolen.

Skullfucking udkom d. 17/2 og er Peder Frederik Jensens sjette bog. Han har tidligere udgivet de anmelderroste bøger Banedanmark (2014) og Vold (2016).

80 sider / 199,95 DKK